Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Monarki til tiden

Den kongelige familie må høre meget, og har ikke muligheden for at svare igen. Som nu, hvor prins Joachim og familien forlader Schackenborg. Monarkiets betydning er endnu engang blevet samtaleemne.

08DEBBylinefoto2011-Bylinef.jpg
Bylinefoto af Jesper Beinov. Fold sammen
Læs mere

Sammenfaldende med flytningen fra Schackenborg er apanagen og kongehusets fremtidige status kommet til debat. Der bliver spurgt til, om de kongelige arbejder for pengene, altså om nytteværdien af monarkiet - som i to engagerede kronikker af Anne Sophia Hermansen søndag og Lars Hovbakke Sørensen i mandagens Berlingske. Men kongehuset er altså ikke en virksomhed, selvom kongehusets finanser er åbne, da §1 på Finansloven hedder »Dronningen« og §2 »Medlemmer af det kongelige hus m.fl.« omhandler monarkiet.

Det væsentlige spørgsmål er snarere, hvilken rolle monarkiet skal have i et moderne samfund. De færreste ønsker et folkevalgt statsoverhoved.

For det første minder kongehusets tilstedeværelse os om, at der er noget som kommer før os, og som vil bestå længe efter at vi ikke er her mere. Moderne mennesker har det med at mene, at vi selv er altings målestok. Dét kommer der rigtignok en slagkraftig individualisme ud af. Og individualisme er godt, fordi vi hver især betyder noget, fordi vi hver især har mulighed for at gøre en forskel, der hvor vi hver især er placeret. Men den kan også kamme over i selvdyrkelse, og her minder monarkiet os om, at vi er en del af en lang historie.

For det andet handler det om den dybe danmarkshistorie, hvor kongemagten var central. Jeg kan godt forstå, hvis sønderjyderne er kede af, at de kongelige fraflytter Schackenborg. På mange måder symboliserer slottet den kamp mod tyskerkursen, der fandt sted, da området var under preussisk åg, 1864-1920. Her var Schackfamilien med til at gøre opmærksom på undertrykkelsen af de dansksindede. Sønderjydernes sag samlede nationen, fra højre til venstre, og ingen har vel skrevet så smukt om dette som den radikale Georg Brandes. Da Chr. X red over grænsen i 1920 stod Greve Schack i spidsen for modtagelsen.

Disse fælles fortællinger samler os som folk og land. Også selvom mange af os både ser os som danskere, europæere og en del af globaliseringen.

FOR DET TREDJE er der hele den internationale dimension: Der går her en lige linje fra kongehuset til den moderne fortælling om, at man kan være dansk på flere måder. Det ser vi i kraft af de, der er kommet udefra og blevet en del af den kongelige familie, og som har måttet omplante sig til et nyt land og et fremmed sprog. Enhver der kommer udefra vil kende til vanskeligheden herved. Prins Henrik skriver om det i digtet »Identitet« fra den nye samling »I mine lykkelige nætter«: »Hvilken kunst at blive/en rigtig dansker!/Hvilken kunst at fastholde forbindelsen/til sin fortid i Lot (Lot-floden nær familieslottet Chateau de Cayx, red),/og at føle sig hjemme overalt!«

Kongehuset har overalt en symbolsk betydning, der minder os om, at der er noget som er større end os selv. Det knytter an til den fælles samtale. Vi lytter, når dronningen og hele hendes hus siger noget væsentligt. Ikke bare nytårstaler, men kongefamiliens talrige protektioner indenfor skole og samfund, kultur og kirke kaster lys på andre områder.

Johannes V. Jensens »Kongens fald« væver historien om en menig soldat sammen med en konges skæbne. Begge mænd er udtryk for den danske folkesjæl. Da det går kongen dårligt, må folkesjælen give fortabt.

Vi kan ikke undvære kongehuset.