Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Krig i Europa

»Den vigtige lære af krigen i Ukraine: Danmark skal indrette sit forsvar efter den nye virkelighed.«

Bylinefoto: Uffe Ellemann-Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Mens vi holder vejret og krydser fingrene for den våbenhvile, som skal træde i kraft i det østlige Ukraine natten mellem lørdag og søndag, er det på høje tid at drage nogle konklusioner af den udvikling, vi har været igennem.

Læs også: Analytiker om våbenhvile: Ukraine kan ende som Korea

For Danmarks vedkommende bør der ikke herske tvivl om, at grundlaget for den nuværende indretning af dansk forsvar er faldet bort. Det seneste forsvarsforlig byggede på formodningen om, at der ikke i en overskuelig fremtid vil være trusler mod Danmark i vores nærområde. Derfor har vi stort set afskaffet det mere traditionelle territoriale forsvar, og har indrettet os på at gøre en indsats ude i verden.

Det er godt at erkende, at forsvaret af Danmarks sikkerhed ikke stopper ved vores egen landegrænse – og at Danmark derfor i en årrække har været med i første række, når de fælles værdier skulle forsvares. Men vores forpligtelse er selvsagt størst i »nærområdet«, og det begreb dækker både vores eget territorium (inklusive Grønland og Færøerne) og vore allieredes.

Ukraine er ikke vores allierede. Men de metoder, Rusland har taget i anvendelse der, og den filosofi, der ligger bag Putins politik over for sine naboer, vækker med rette stor bekymring i de baltiske lande og i Polen. Og de er vore allierede i NATO.

Danmark deltager – naturligvis – i den styrkelse af forsvaret i disse lande, som er vedtaget af NATO. Vi har udstationeret fly og deltager i øvelser til lands og til vands. Men det er åbenlyst, at vore styrker slet ikke kan matche, hvad der er behov for.

Derfor bør der snarest nedsættes en ny forsvarskommission, som kan give politikerne råd om, hvad den nye situation kræver af Danmark. Og når det endnu ikke er sket, skyldes det en beklagelig trang til at fornægte den ubehagelige virkelighed, at der igen er regulær krig på europæisk jord.

Der er mange, som skubber denne erkendelse fra sig. Det er ikke kun de »Putin-forståere«, der optændt af had til EU-projektet fremstiller Putin som den eneste sande forsvarer for nationale værdier (som Søren Krarup i Berlingske i går). Det er også de mange, som søger en undskyldning for ikke at komme i åben og farlig konflikt.

Læs også: Putin kontra EU

Men konflikten er der, og der er tale om en krig. Den startede som en »hybrid« krig, hvor det er vanskeligt at sætte ansigt på aggressorerne. Men den har mere og mere åbenlyst udviklet sig til en regulær invasion af et europæisk land. Denne invasion er udstyret, bevæbnet og ledet fra Moskva, og fra tid til anden optræder regulære russiske enheder sammen med de forskellige oprørsmilitser. Det er krig!

Putin har forsynet invasionsstyrken og oprørerne med tunge våben: BUK-missilsystemer, Smersh-systemer, GRAD-raketter, tungt artilleri, kampvogne, morterer – med ammunition, brændstoffer osv. Alt det, som har gjort det muligt at trænge den ukrainske regeringshær tilbage, og sikre kontrol med en stadigt større del af det østlige Ukraine.

Krigen tog til i styrke for en måned siden, og efter angrebene på den store havneby Mariupol kunne ingen længere fastholde illusionen om, at der eksisterede en våbenhvileaftale (Minsk-aftalen fra september 2014). Den aftale er aldrig blevet overholdt af oprørerne eller deres russiske støtter. Men den russiske regering fortsatte med sine hårdnakkede benægtelser af at være involveret. Det må have været ekstremt pinligt for den drevne russiske udenrigsminister Lavrov at skulle viderebringe Putins løgne til den store sikkerhedskonference i München i sidste uge – og forsamlingen begyndte at grine højlydt af ham.

Derfor er det også vanskeligt at bevare optimismen omkring den nye våbenhvileaftale, som kom i stand efter rene maratonforhandlinger. I betragtning af, at den slags forhandlinger altid er grundigt forberedt – så den endelige bekræftelse af stats- og regeringscheferne nærmest er en formalitet – tyder forløbet på, at der har været så mange knaster, at det er vanskeligt at tro på, at de er høvlet bort.

Læs også: Korrespondent: Våbenhvile i Ukraine er meget skrøbelig

Et helt afgørende punkt er kontrollen med grænsen mellem Ukraine og Rusland, og her ser det ud til, at man ikke har kunnet blive enige. Det betyder, at det fortsat vil være muligt at sende mandskab og materiel over grænsen, hvis det skønnes nødvendigt. Og erfaringerne med den tidligere Minsk-aftale viser, at det er Putin rede til uanset alle løfter – hvorefter han uden at blinke lyver om, hvad der foregår.

De økonomiske og politiske sanktioner mod Rusland vil forhåbentlig blive opretholdt, indtil man ved, om Rusland og de russisk-støttede oprørere overholder den nye våbenhvile. Men vi ved, at selv sviende økonomiske sanktioner ikke er nok til at få Putin til at dæmpe sine ambitioner om at genskabe en russisk interessesfære i nabolandene.

Derfor er truslen om at sende amerikanske våben til den ukrainske regeringshær formentlig det eneste, som kan afskrække Putin fra at søge den militære sejr, han har været på vej til at sikre sig. Ikke fordi våben udefra kan forhindre ham i at sejre militært, hvis det er, hvad han vil – men fordi de synlige omkostninger vil blive for store.

Det er nemlig kernen i diskussionen om våbenhjælp til Ukraine: Det skal ikke gøre det muligt for Ukraine at vinde endsige undgå at tabe en krig. For det lader sig ikke gøre. Men det skal påføre modstanderen så store tab, at han ikke længere kan opretholde illusionen hjemme om, at han ikke er involveret. Allerede i dag er tabene af russiske soldater så store, at det har skabt uro i den russiske befolkning, der ellers tålmodigt sluger den fortælling, de Putin-tro medier fylder dem med.

Læs også: Thorning: Der er ingen garanti for succes i Ukraine

Truslen om våbenhjælp udefra bør derfor opretholdes, indtil der er skabt ordnede forhold i Ukraine. Og mens vi venter på det, har vi andre pligt til at indrette os, så fristelsen til at gå på eventyr andre steder ikke bliver for stor for manden i Kreml.