Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kom nu hjem til os andre liberale, Morten

Hvorfor er det nødvendigt for nogle liberale at hægte sig på socialister? Hvorfor er det så svært at føre midter-politik med et liberalt udgangspunkt? Det er ganske enkelt umuligt at forklare rationelt. Og det er en skam.

Statsminister Helle Thorning Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) fremlægger oplæg for investeringer i offentlig velfærd. Statsministeriet, tirsdag d. 26. maj. "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab". Fold sammen
Læs mere

Kære Morten Østergaard.

Til lykke med de 110 år. Det er noget af en bedrift at holde sig i live gennem et helt århundrede - og videre ind i det næste. Det tyder på en vis langtids-holdbarhed.

Jeg har ingen problemer med at forstå hvorfor. Et parti som Det Radikale Venstre vil der altid være brug for, specielt i et land som Danmark, hvor den særlige kombination af kosmopolitisk tænkning og landlig jordbundethed har et fast – omend numerisk beskedent – publikum. Husmændene er ganske vist forsvundet, men borgerligt-liberale akademikere og den – med et ganske forfærdeligt ord – kreative klasse søger stadig tilflugt hos jer, når venstrefløjen og dens utroværdige omklamring af solidaritets-begrebet blev for usaglig og ude af trit med virkeligheden. Når SF blev liggende i den økonomisk-politiske hængekøje og ikke ville tage medansvar for husholdningsbudgettet. Når Willyarderne strømmede ud af statskassen.

En indrømmelse i dagens anledning: Jeg flirtede selv kraftigt med partiet, da jeg som ung historiestuderende i 80’rne læste mig igennem kilderne om Forfatningskampen, Forsvars-sagen, Hørups »Hvad skal det nytte?« og P. Munchs pacifisme og neutralitets-politik. Jeg er sidenhen blevet klogere, men synes stadig, at Det Radikale Venstre i perioder – først og fremmest under Hilmar Baunsgaard og Niels Helveg Petersen – har vist sig som et på én gang progressivt og klogt borgerligt parti (bortset fra den dybt uansvarlige fodnote-politik, som kostede partiet dyrt).

Og derfor skal dette til lykke med fødselsdagen også ledsages af en bøn til dig, Morten:

Vil du ikke nok trække dit parti i samme retning som dine stolte forgængere? Vil du ikke nok genindtage Det Radikale Venstres naturlige placering i dansk politik som det borgerlige Danmarks social-liberale garant? Være med til at føre Danmark med ind i en fremtid, hvor det europæiske kontinent skal spille en afgørende rolle, ikke bare økonomisk, men også som frontløberen for borgerligt-liberale værdier i en stadigt mere usikker verden?

Jeg er sikker på, at mange af dine vælgere lige nu tæller på knapper og funderer alvorligt over, om livet som liberal ikke er for kort til at lappe på et grundigt gennemhullet rødt kludetæppe. Jeg er lige så sikker på, at I vil blive straffet af vælgerne ved dette valg, fordi I har valgt forkert ved at sætte jer i spidsen for et basalt set populistisk projekt på et historisk vigtigt tidspunkt, hvor tiden råber på borgerligt-liberale løsninger.

 

Danmark har desperat brug for mange flere af de reformer, som Det Radikale Venstre – indrømmet – drypvis har forsøgt at søsætte i et hav af socialdemokratisk forvirring. Men det må martre en liberal som dig at se, hvor meget mere, der kunne gøres, hvis man tonede rent flag og arbejdede for og med en liberalt baseret regering i Danmark.

40 pct. af danskerne stemmer liberalt. Det er et historisk højt tal – og giver respekt overalt i Europa, hvor liberale ellers ikke har det for nemt i øjeblikket. Liberale i Danmark har med andre ord en uhyre vigtig rolle at spille, ikke bare ved at bringe nationen på ret kurs, men også ved at vise resten af kontinentet, at moderne liberalisme er svaret på Europas store udfordringer.

At vi i Danmark har skabt en samfundsmodel og et værdisæt, som med fordel kan kopieres både i det gældsplagede Syd, det russer-truede Øst og det værdi-kriseramte Nordvest. Vi har svarene i Danmark. Og de svar er borgerligt-liberale. Så meget desto sværere er det for vore liberale venner udenlands at se, hvorfor liberale i Danmark ikke finder sammen. Hvorfor det er nødvendigt for nogle liberale at skulle hægte sig på socialister? Hvorfor det skal være svært at føre midter-politik med et liberalt udgangspunkt? Det er ganske enkelt umuligt at forklare rationelt. Og det er en skam.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad de historiske forklaringer er på problemet. Og at der kan snige sig personspørgsmål ind i ligningen. Men det har ærligt talt været mere end svært at skulle forklare vore europæiske kolleger, hvordan vi kan sidde i gruppe sammen og have et udmærket samarbejde i Europa-Parlamentet - men ikke gøre det samme herhjemme.

 

Hver ny generation af politiske ledere har en chance – og en forpligtelse – til at afsøge mulighederne for at bringe deres partier på den rette kurs i forhold til fremtiden. Jeg er naturligvis ikke så naiv, at jeg tror på nogen ændret kurs for Det Radikale Venstre før dette folketingsvalg. Men efter valget – når sårene slikkes – var det måske en overvejelse værd.

Det politiske Danmark fortjener et seriøst, social-liberalt alternativ. Vi i Venstre og de øvrige borgerlige partier fortjener en partner, vi kan tælle med, når de nødvendige reformer skal udformes. Liberale i Europa har brug for et sted at finde håb. To årtier efter Firkløver-epoken burde det ikke være umuligt. Opfordringen er hermed givet.