Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klumme: Spørg for Guds skyld ikke vælgerne

»Er folkeafstemninger overhovedet brugbare som demokratiets overdommere og gør de sig fortjent til den moralske status, de har fået?«

Byline billede - Bent Winther Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogen har altid ret. Dommeren i en fodboldkamp eller i en retssal har pr. definition altid ret. Og kunderne i butikken. Men har vælgerne – folket – det også? Er folkeafstemninger overhovedet brugbare som demokratiets overdommere og gør de sig fortjent til den moralske status, de har fået?

I den forgangne uge gik det igen galt for dem, der havde udskrevet afstemningerne. Vælgerne i Columbia forkastede en fredsaftale, som præsidenten Juan Manuel Santos havde brugt fire år på at indgå med oprørsbevægelsen FARC. De bevæbnede grupper er nu på vej tilbage til deres lejre i junglen, og præsidenten har fået Nobels fredspris.

I Ungarn fulgte et flertal af vælgerne deres premierminister og stemte nej til EUs flygtningekvoter. Men der var ikke nok, som gad møde op, så afstemningen blev kendt ugyldig.

Inden for det seneste år har vælgerne sendt Storbritannien ud af EU og Danmark ud af Europol, og tilbage stod de to regeringsledere David Cameron og Lars Løkke Rasmussen med lange næser.

Herhjemme bad justitsminister Søren Pind i denne uge Rigspolitiet pakke alt, hvad der har med det europæiske politisamarbejde at gøre, sammen. Og i Storbritannien erklærede Camerons efterfølger, Theresa May, at man til marts næste år er ved at være færdige med at ansætte de tusinder af jurister, der skal til for at vikle Storbritanniens ud af EUs indre marked, så man kan forhandle handelsaftaler på egen hånd med hele verden. Good luck, som de siger derovre.

Idioti i Holland

Hvad ville der ske, hvis Lars Løkke Rasmussen i et anfald af desperation besluttede at sende forslaget om den nye boligskat til folkeafstemning? Ville det blive et ja eller et nej, hvis ejere og lejere, rige og fattige, unge og gamle, gældstyngede og gældfrie, storbyboere og landliggere skulle tage stilling til dette uigennemskuelige monster af et nyt system for ejendomsvurdering og boligskat?

Det er ikke svært at forudse: Det ville blive et dundrende nej. Nogle vælgere ville finde et lille hjørne af forslaget, som er uretfærdigt. Andre ville give Løkke – og eliten, de rige, politikerne, nogen i hvert fald – en ordentlig begmand. Og så ville der være det store paralyserede flertal, som forlængst er faret vild i junglen af begreber som indefrysning, skattestop, tilbagebetaling, ejendomsvurdering og grundskyld. De vil stemme nej for en sikkerheds skyld.

I Californien stemte vælgerne engang bunden ud af de offentlige kasser, da de foretrak en bestemt model for skat på ejendomme. Men det bedste eksempel på, at direkte demokrati ofte bliver til direkte idioti, er fra Holland.

Hollænderne stemte i april nej til en handels- og samarbejdsaftale med Ukraine. Det skete, fordi en halv million vælgere på initiativ af en satirisk blog havde skrevet under på, at aftalen skulle til afstemning, og EU-skeptikerne ville give EU og regeringen en begmand, lød det samstemmende i de politiske analyser. Men der stod ikke »begmand« nogen steder på stemmesedlen, så hvad nu? Var det en klog afstemning? Havde folket ret?

Folkeafstemninger er en uskik

Der findes et segment af politikere og debattører, som mener, at folkeafstemninger er det mest demokratiske, der findes i denne verden. Hvis der er et moralsk overherredømme i demokratiet, så er det denne institution: Folkeafstemningen. Hver mand én stemme, det direkte demokrati, det gamle Grækenland, den uafviselige sandhed, som alle må lægge sig fladt ned for.

Men det er forkert og nærmest skræmmende, mener andre. Folkemagt tangerer populisme og jo mere folkeafstemningerne bliver ophøjet, des mere kommer de til at ligge som en skygge over det repræsentative demokrati. Der er altid noget som er bedre, mere rigtigt, mere demokratisk. Eller som Mogens Lykketoft sagde i sommer efter brexit:

»Det kan godt være, at det lyder lidt for hovski-snovski at sige det, men vi ved jo udmærket godt, at der aldrig var blevet bygget en Storebæltsbro i Danmark, hvis det var blevet lagt ud til en folkeafstemning.«

Den tidligere S-formand blev jaget vildt for folkeafstemningssegmentet. Hans TV-makker, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, skyndte sig dog at tilslutte sig synspunktet:

»Hvis det er arrogant at være imod folkeafstemninger, betragter jeg det som et hæderstegn, når beskyldningerne kommer fra populistiske EU-modstandere. Jeg er grundlæggende imod folkeafstemninger, for det er en uskik i et parlamentarisk styre.«

En dunkel autoritet

I et parlament kan man diskutere og prøve at forstå sine modstandere og måske oven i købet komme dem i møde med kompromiser. Man kan ikke diskutere med et flertal af vælgerne. De udgør en dunkel autoritet, som man kan bruge al sin energi på at forsøge at fortolke og afkode.

Var det et nej til fred i Columbia, et nej til at lade oprørerne indsluse i samfundet eller noget helt tredje? Og hvorfor stemte danskerne, ungarerne, briterne og hollænderne nej?

Én ting, man i hvert fald aldrig må sige, er, at vælgerne er dumme. Det er en bespottelse, som nærmer sig blasfemi. Og det skal man være lige så gammel og lige så forhenværende som Ellemann og Lykketoft for at mene.