Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jobcentrets råd til min sygemeldte jurist-veninde: Et kursus i spansk

Kritikken er på det seneste haglet ned over beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune. Med rette. Utallige sager om fejlvurderinger af de syge og en hård fortolkning af reglerne omkring førtidspension har ikke bare gjort borgerne frustrerede, men direkte desillusionerede. Det er, som om jobcentret ikke længere er en medspiller, men en modspiller, man skal frygte at komme i kløerne på.

En af mine veninder, jurist og med fast arbejde, gik ned med stress, hvorfor hun blev ordineret ro af sin læge. Derefter skulle hun langsomt trappe op. Hun fik på den baggrund et brev fra jobcentret, hvor hun fik en tid til et møde en uge senere, og i mellemtiden skulle hun ifølge brevet have været hos sin læge og fået en mulighedserklæring, en lægelig vurdering af, hvornår og hvordan hun kunne genoptage arbejdet. Men da det var midt i sommerferien, var lægen taget på ferie, således at hun møjsommeligt måtte fremskaffe en mulighedserklæring fra en anden læge.

Da hun derpå mødte op til samtalen i jobcentret, fik hun at vide, at de kunne tilbyde hende opkvalificering, måske et kursus i spansk på VUC. Øh, hvad for noget? Hun var uddannet jurist og havde fast job. Derudover var der nogle pjecer, man kunne kigge i. En af dem handlede om, hvordan man kunne få hjælp til sit misbrug. Det var ret heldigt, at sagsbehandleren trods alt ikke tilbød hende den pjece. Og som om alt dette ikke var nok, viste det sig, at sagsbehandleren slet ikke havde læst den mulighedserklæring, min veninde var pisket af sted for at få.

Her var der et system, der hverken vidste, hvad der var op eller ned i en konkret sag, og hvor det for sagsbehandleren drejede sig mere om at få den ekspederet. Det kunne man så ikke klandre hende for, al den stund han måske i gennemsnit kun havde ti minutter til hver sag. Men den bizarre udgang for min veninde blev, at hun imod lægens råd foretrak at raskmelde sig frem for at blive en brik i det groteske spil, som jobcentret lagde op til. En raskmelding virkede mere befordrende end en sygemelding i jobcentrets kløer. Og måske var jobcentret i virkeligheden den altoverskyggende sygdom.

Grunden til hele denne misere er, at vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal løbe stærkere. Mennesker skal kunne passes ned i nogle bestemte kasser, med hvilke konkurrencestaten allerede mener at have forudkalkuleret alle menneskelige behov. I bestræbelsen på at gøre tingene hurtigere og mere effektive ophæver vi individet, en i virkeligheden totalitær tankegang.

Det starter allerede i folkeskolen. Eleverne og lærerne skal piskes rundt. Der er ikke tid til faglig fordybelse med baggrund i elevens individuelle forudsætninger. Vi skal konkurrere. Man tænker ikke på, at man i mellemtiden kan brække benet, eller få et knæk i sjælen, fordi vi bare ikke alle kan løbe lige hurtigt. Og man får slet ikke med, at det i sidste ende har menneskelige, men også økonomiske konsekvenser for den enkelte, men også samfundet som sådan.