Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Day Poulsen: Kan du arbejde seks timer om ugen?

»Noget for noget« skal være mottoet. Hvis du får kontanthjælp, skal det som udgangspunkt være obligatorisk at arbejde for den. Det skal være undtagelsen, at man kan undslå sig.

Henrik Day Poulsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye kontanthjælpsreform betyder, at mange tusinde mennesker mister mellem 2.000 og 3.000 kroner per måned, hvis de ikke arbejder mindst seks timer om ugen.

Både P4 København og P1 havde i sidste uge spurgt flere jobcentre, om der findes jobmuligheder, når man kun kan arbejde seks timer om ugen, og alle svarede, at det ikke var noget problem. Jobs som buschauffør, rengøringsassistent, avisbud og ad hoc medarbejder ved f.eks. kongresser var aktuelle. Altså jobs med rigtig meget mening.

De fleste af os arbejder mere end seks timer om ugen i hjemmet. Hvis vi lægger den tid sammen, hvor vi køber ind, gør rent, laver mad og henter børn, vil de fleste bruge mere end seks timer på dette. Også folk på kontanthjælp.

Man estimerer, at over 110.000 personer i Danmark modtager kontanthjælp, men jobcentrene vurderer, at kun et mindretal blandt disse kan placeres i job. Mange af kontanthjælpsmodtagerne har psykiske, sociale og integrationsmæssige problemer som årsag til, at de ikke kan eller vil arbejde. Som psykiater har jeg svært ved at se, hvilke psykiatriske sygdomme, der umuliggør et krav om kun seks timers arbejde om ugen. Integrationsmæssige problemer er ingen undskyldning, idet man her blot kan få et job, hvor man ikke taler meget dansk. Er man svært depressiv, svært sindssyg eller lider af en anden alvorlig psykiatrisk sygdom, kan man ikke arbejde. Man så skal man jo behandles herfor, og hvis alle behandlingsmuligheder er udtømt, skal man visiteres til førtidspension. Men langt fra alle 110.000 kontanthjælpsmodtagere er jo alvorligt psykisk eller fysisk syge.

Er man personlighedsmæssigt afvigende, kan man indplaceres i en funktion, der ikke er en decideret servicefunktion. Har man temperamentsmæssige problemer, er et job som tjener, parkeringsvagt eller pædagogmedhjælper ikke lige sagen. Er man angst, kan et job som avisbud være en god ide, for her arbejder man alene, og man har en veldefineret opgave, som man skal udføre. Har man et misbrug, skal der iværksættes behandling, og det offentlige skal stille krav om, at denne følges.

»Noget for noget«

Desværre tror jeg at nogle, ikke alle, personer, der har modtaget kontanthjælp i mange år, har mistet troen på og lysten til at komme i arbejde. Det er trygt at få penge ind på kontoen hver måned. Nogle indretter sig uden problemer med familie som hjemmegående på noget, der ligner borgerløn.

For at være retfærdig skal jeg dog også nævne, at jeg ofte møder folk på kontanthjælp, som er meget frustrerede over ikke at være i arbejde, men denne gruppe er jo langt nemmere at aktivere end dem, der ikke ser arbejde som nogen mulighed.

Løsningen er, at det offentlige stiller langt højere krav til personer på overførselsindkomster. »Noget for noget« skal være mottoet. Hvis du får kontanthjælp, skal det som udgangspunkt være obligatorisk at arbejde for den. Det skal være undtagelsen, at man kan undslå sig. Men det kræver en radikal ændring af holdningen hos visse sagsbehandlere, politikere og kontanthjælpsmodtagere. Kun svær fysisk eller psykisk sygdom bør være en undskyldning.