Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kære skatteyder

En reform af jobcentrene ville måske betyde, at du ville kunne spare en hel del skattekroner, og at vi ville få et beskæftigelsessystem, der rent faktisk hjalp mennesker i stedet for at gøre dem hjælpeløse.

Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Regeringen og dens støttepartier har netop vedtaget en lov, der skal få 700 flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, men som samtidig forringer levevilkårene for 30.000 mennesker og risikerer at føre til flere hjemløse og flere udsatte børn. Loven rammer nemlig både de kontanthjælpsmodtagere som er syge, de, som har sociale problemer, de, som har skånehensyn som følge af gigt, diskus­prolaps, angstlidelser eller andet, samt de, som er så uheldige at være ramt af manglende uddannelse, eller hvis kompetencer ikke efterspørges af arbejdsgiverne. Synes du, kære skatteyder, at der her er sammenhæng mellem mål og midler?

Hvis regeringen vil spare penge, hjælpe flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde og øge det reelle arbejdsudbud, bør regering og folketing i stedet ændre lovgivningen for beskæftigelses­indsatsen og reformere jobcentrene.

Desværre har medier og politikere hovedsagelig beskæftiget sig med ydelserne til kontanthjælpsmodtagere og ikke gjort meget for at give offentligheden indblik i, hvilke muligheder eller mangel på samme ledige og syge har for at blive hjulpet videre.

Kommunerne bruger milliarder af dine penge på ligegyldige aktiveringer og projektforløb. Ledige og syge mennesker er blevet den valuta, der holder beskæftigelsen oppe i jobcentrene. Der er ganske enkelt penge i at fastholde kontanthjælpsmodtagere i uendelige aktiveringer. Penge som bliver taget fra dig, kære skatte­yder.

Hvor mange af jer, der læser dette, ved noget om, hvad kommunerne reelt (ikke) gør for at hjælpe mennesker tilbage i beskæftigelse eller lave en hurtig visitering til fleksjob eller pension, hvis der er behov for det? Hvor mange ved, at kontanthjælpsmodtagere over 30 år med fysiske skånehensyn eller forældede kompetencer ikke må få uddannelse/eller lade sig omskole, mens de er på kontanthjælp? Hvor mange ved, at antallet af bevilligede revalideringer er blevet halveret de sidste 15 år? Hvor mange ved, hvor mange milliarder der bliver brugt på diverse, afklaringer, udredninger, projekter, forløb, praktikker, afprøvninger, teammøder, vurderinger, rehabiliteringsplaner, forberedende rehabiliteringsplaner og andet? Mit gæt er, at det er der ikke ret mange, som ved.

De fleste af jer, der læser dette, tror sikkert, at kommunerne har et hav af tiltag, der kan hjælpe borgerne videre. Ligesom de fleste af jer måske tror, at de groteske sager, der har været fremme i medierne om mennesker, der hænger fast i kontanthjælps­systemet og nægtes revalidering, fleksjob eller pension, mens de (sommetider med en seng) sendes rundt i systemet, er enkelt­stående tilfælde.

Det er det ikke. Det er rigtigt, at kommunerne har et hav af tiltag. Desværre går langt de fleste af disse ud på, at kommunen skal holde liv i deres egne aktiverings-projekter og undgå at bevilge en borger efteruddannelse, revalidering, fleksjob eller pension.

Tænk på, hvor mange penge der kunne spares, hvis man ændrede lovgivningen for beskæftigelsesindsatsen, så mennesker rent faktisk blev hjulpet. Det ville betyde, at både blå og rød blok skulle erkende, at der under de seneste mange regeringer har været ført en dyr og forfejlet beskæftigelsespolitik. Det ville også betyde, at partierne skulle være villige til at tage et opgør med deres kommunale baglande, som helt sikkert vil skrige op om indgriben i den kommunale selvbestemmelsesret, hvis de blev tvunget til at lade ledige med skånehensyn, ingen eller forældet uddannelse få lov til at blive omskolet eller efteruddannet, så de kunne komme i arbejde, i stedet for år efter år at være i kommunale aktiveringer som koster samfundet kassen, men som ikke gør de syge raske, og som i hvert fald slet ikke giver ledige nogle faglige kompetencer, der gør dem mere interessante for en arbejdsgiver.

Jeg forstår godt de skatteborgere, der er vrede over, at der går så mange skattekroner til jobcentrene, uden at der kommer nævneværdigt mange kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Det har de jo ret i, men det ville være rart, om vreden blev rettet mod stat, kommune og forvaltning og ikke mod kontanthjælps­modtagerne.

Faktum er, at der hvert år bruges milliarder af kroner på at holde mennesker fast i systemet. Det er nemmere og mere bekvemt for politikerne uanset partifarve at tage penge fra ledige, syge og socialt udsatte, end det er at tage et opgør med det bureaukratiske monster, man selv har skabt.

Tænk, hvad der kunne spares af dine skattepenge, kære skatte­yder, hvis de af os, der har problemer ud over ledighed, men som er i stand til det, fik lov til at uddanne os til et job, vi kunne varetage, i stedet for blot at blive sendt rundt i diverse ligegyldige forløb, der ikke bringer os nærmere beskæftigelse. Dertil kommer de mange syge mennesker, der aftjener 10-12 års værnepligt i kontanthjælpssystemet med diverse projekter og aktiveringer inden der startes en afklaring med henblik på evt. fleksjob eller pension. En afklaring, der kan tage yderligere både tre-fire-fem år eller endnu længere, fordi de stakkels mennesker skal igennem endnu en række af de forløb, de allerede har været igennem, og som blot har fået en ny titel. Ressourceforløbet er et godt eksempel på dette. Med den mængde af forløb, som kommunerne råder over, kan et menneske holdes fast på kontanthjælps­ydelse i en evighed, alt imens han eller hun bliver mere og mere syg, marginaliseret og udstødt fra samfundet.

De af os, der sidder fast i kontanthjælpssystemet, holder et hav af socialrådgivere, faglige konsulenter, administrativt personale med mere beskæftiget. Der er med andre ord store grupper af mennesker, som i bund og grund lever af at bruge skattepenge på at sende andre mennesker rundt i det offentliges hamsterhjul med enorme samfundsmæssige og menneskelige omkostninger til følge. Dertil kommer den afledte beskæftigelseseffekt hos de mennesker, der lever af at udtænke nye projekter og forløb, som de ledige, de syge og de socialt udsatte kan sendes rundt i. Oveni kommer så professionshøjskoler og kursusudbydere, der lever af at uddanne og efteruddanne socialrådgivere og andre til at passe de forskellige »forlystelser« i jobcenterland.

Der er blevet fremavlet en kultur i de kommunale forvaltninger, hvor det ikke handler om at hjælpe den enkelte borger, men om at overholde budgetter og holde forvaltningen kørende. Der findes masser af projekter, som kun eksisterer, fordi der bliver visiteret til dem, og der bliver kun visiteret til dem, fordi de eksisterer. Ikke fordi de hjælper borgeren til selvforsørgelse.

Lige nu er det faktisk dine penge, kære skatteyder, der finansierer et system, som sender dødssyge mennesker i arbejdsprøvning med en seng, og som forhindrer ledige med helbredsproblemer eller forældede kompetencer i at blive omskolet eller opkvalificeret, så de igen kan blive en reel del af arbejdsudbuddet. Er du OK med det? En reform af jobcentrene ville måske betyde, at du ville kunne spare en hel del skattekroner, og at vi ville få et beskæftigelsessystem, der rent faktisk hjalp mennesker i stedet for at gøre dem hjælpeløse.