Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Eva Secher Mathiasen fordummer den offentlige samtale

Eva Secher Mathiasen lyder for en uopmærksom lytter indsigtsfuld. Men i virkeligheden er det, hun siger, blottet for indsigt.

I går optrådte formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, i DR2’s Debatten. Allerede i dag synes hendes monolog på 57 sekunder at være kanoniseret.

»Sådan er det,« tænker mange åbenbart. Men er det virkelig sådan? Det vil jeg tillade mig at udfordre.

I løbet af de 57 sekunder, monologen varer, er der mindst fire retoriske greb, jeg anser for at være problematiske.

Det første er, at Eva Secher Mathiasen skaber et retorisk »vi«.

»Vi dyrker gennemsnittet, som om at de var eliten,« hedder det i udsendelsen.

Modspørgsmål: hvem er dette »vi«? For eksempel kan det umuligt være mig. Thi jeg har ved Gud aldrig anerkendt gennemsnittet, som om det var elite. Skal vi gøre diskussionen mere almen, kan jeg heller komme i tanke om andre politiske partier, der »dyrker gennemsnittet, som om at de var eliten«.

Ergo fordamper Eva Secher Mathiasens retoriske »vi« op i den blå luft.

For det andet opererer hun med nogle retoriske »politikere« og siger i udsendelsen:

»Men til gengæld er det kun dem, der præsterer lige så flot som dig, der bliver kastet lys på, og bliver anerkendt og rost af politikerne,« hedder det i de 57 sekunder.

Men hvad i alverden er »politikerne« - i bestemt form flertal? Folk, der sætter »politikere« i bestemt form flertal, aner som hovedregel ikke, hvad de taler om. For det er jo netop politikkens væsen, at alle politikerne IKKE er enige.

Men påstanden om, at der kastes lys på dem, der præsterer flot, holder i øvrigt heller ikke. Hvad enten det er rimeligt at sætte »politikerne« i bestemt form flertal eller ej.

Lad mig give et eksempel. Hen over det sene forår brugte jeg to måneder på at diskutere en gymnasiereform.

Den eneste grund til, at det tog så enormt lang tid, var de røde partiers endeløse omsorg for dem, der præsterer rigtig dårligt (og som de blå partier derfor hellere ville henvise til andre ungdomsuddannelser end gymnasiet).

De, der præsterer flot, brugte vi ikke mange minutter på i løbet af de to måneder, forhandlingerne varede. Så jeg kan overhovedet ikke indse, at der skulle være den mindste sandhed i påstanden om, at Christiansborg bruger sin tid på at rose og anerkende de dygtige.

Den tredje upræcise påstand i løbet af de 57 sekunder er, at det bliver krævet, at folk løber stærkt, for ellers kommer kineserne.

Blot for – igen - at bruge mig selv som eksempel (jeg var trods alt en af de anklagede i studiet), så har jeg aldrig deltaget i Kinasnakken. Først og fremmest af den grund, at jeg finder den uvidende og overfladisk. Men jeg har heller ikke hørt ret mange af mine kolleger på Christiansborg engagere sig i »kinasnak«. Og her taler jeg ikke alene om folk fra LA. Jeg taler om folk fra alle partier.

Den sidste påstand, der ikke er dækning for i de berømte 57 sekunder, er Eva Secher Mathiasens påstand om, at Christiansborg har travlt med såkaldte curlingforældre.

Men hvem er det helt præcist, der bilder sig ind at kalde omsorgsfulde forældre for curlingforældre?

Vi har – med mindre min hukommelse svigter mig - aldrig nogensinde kritiseret nogen for at være »curlingforældre« fra Folketingets talerstol. Nogle kan have gjort det som enkeltpersoner. Men som samlet Folketing? Aldrig – med mindre min hukommelse fuldkommen svigter mig.

Derfor er det helt urimeligt at pege på Magnus Heunicke og Jakob Engel-Schmidt og cirkle dem ind med et »I«. Hvor de to pludselig skal være repræsentanter for et skyldigt »I«, der slet ikke eksisterer.

For at samle op, så forsvinder en tilsyneladende vældig stringens op i den blå luft. Det, der bliver sagt, lyder for en uopmærksom lytter indsigtsfuldt. Men i virkeligheden er det blottet for indsigt. Enten taler Eva Secher Mathiasen som en, der ex cathedra – eller rettere: ex fredagsbar - docerer imod et udvalg af stråmænd. Eller også taler hun som en person, der uvist af hvilken grund føler sig i en position, hvor det er berettiget at uddele en skideballe. Selvsagt er der ingen af disse roller, der fører frem imod en bedring af vilkårene for mennesker, der uden tvivl har det svært.

Er alt dette et problem? Ja. Det mener jeg.

På grund af diffuse begreber som »vi«, »I« og »politikerne«, og på grund af de helt urime­lige beskyldninger imod det politiske system som helhed, er det umuligt for seriøse politikere som Magnus Heunicke, Jakob Engel-Schmidt eller for den sags skyld mig selv at gøre noget som helst konkret ved den kritik, der rejses.

Det er såre beklageligt. Ikke alene fordi det fordummer den offentlige samtale. Men også fordi jeg er overbevist om, at Eva Secher Mathiasen i sin kliniske praksis har observeret ting, der sådan set er alvorlige nok, og som det uden tvivl er en god ide at forholde sig til med en vis alvor.