Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et byggeri for evigheden

Kirker. Landsbykirkerne står som symboler på handlekraft og udholdenhed, men faktisk ved vi utrolig lidt om, hvor gamle de er, og hvem der stod bag opførelsen.

»Landsbykirkerne står som symboler på en mægtig handlekraft, og i og med at de har holdt sig stående i så mange århundreder trods tidernes skiften, er de også blevet et udtryk for sejhed og udholdenhed,« skriver Marie Krarup. På billedet Store Magleby Kirke på Amager.Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

De fleste danskere har været i en landsbykirke på et tidspunkt i løbet af deres liv. Mange af os har en landsbykirke som kulisse til de allervæsentligste begivenheder i vores liv: bryllup, barnedåb, begravelse. Mange var der til gudstjeneste juleaften, for de ca. 2.000 middelalderlige landsbykirker bruges stadig. Vi er derfor alle fortrolige med bygningens udseende. Vi kender kirkerne som bastante kirkeskibe i kampesten, tegl eller kalket murværk. Vi ved også, at de er meget gamle. Men hvor gamle er de egentlig, og hvem var det, der stod bag opførelsen?

Det spørgsmål har jeg interesseret mig lidt for og fundet frem til, at vi faktisk ved utrolig lidt om det. Jeg har tidligere taget det som en selvfølge, at den dag, jeg gad bruge tid på at sætte mig ind i kirkernes historie, så ville jeg kunne finde den. Men selvom der er så mange, og de er så tydelige i vores landskab stadigvæk, så ved vi faktisk umådeligt lidt om, hvem der fik denne ide og hvem, der førte den ud i livet. Og et kæmpemæssigt projekt har det jo været: 2.000 landsbykirker i sten bygget i et fattigt landbrugssamfund, der nok godt kunne have gjort brug af den arbejdskraft, der blev sat af til at opføre kirkerne. Det har – gætter man – taget ca. fem år at opføre hver kirke.

Grunden til, at vi ved så lidt, er, at det er kristendommen, der har givet os skriftsproget og dermed muligheden for at nedfælde skriftlige kilder, der kan videregive fortællingen om fortiden. Kirkerne er jo i sagens natur bygget dengang, kristendommen var forholdsvis ny i Danmark. Vi får først et stykke op i 1200-tallet danske munke, der skriver krøniker eller samler dokumenter sammen til arkiver i klostre og domkirke-administrationerne (domkapitlerne). Og selvom de skriver historie, så skriver de ikke, hvem der byggede landsbykirkerne og hvorfor og hvordan. Det har desværre ikke haft deres interesse.

Derfor er det faktisk overladt til arkæologerne at afdække sagen. Og de er kommet så langt, at de kan sige, at de fleste stenkirker i landsbyerne er bygget mellem 1100 og 1300. Før det var der kirker i træ, som man mange steder har fundet spor efter.

Men hvorfor kommer dette gigant-projekt med at dække landet med kostbare stenkirker? Hvorfor ikke fortsætte med træ? Det kan arkæologerne kun gætte på ved at påpege, at der i visse byområder kom mangel på træ, fordi man opførte så mange nye huse og havde brug for brændsel. Derfor kan det have været en nødvendighed at gå over til sten. Men hvorfor så tegl, der jo er brændte sten, der også sluger masser af træ i form af brændsel? Og hvorfor går de også i Sverige, der jo har og havde uendelige mængder af træer, over til at bygge kirker i sten i samme tidsrum?

Man kan gætte på, at det er fordi kirkens folk er inspireret af Sydeuropa og Mellemøsten, hvor man stort set altid bygger i sten, og hvor kirker i hvert tilfælde er af sten. Kirkens folk har ønsket sten-bygninger. Det giver også bibelsk mening, fordi der jo tales om Jesus som »hovedhjørnestenen«. Han er ikke en »hjørnestolpe« eller en »gulvplanke«! Sten får dermed noget med Bibelen og med evigheden at gøre. Man kan også gætte på, at de håndværkere, der har opført kirkerne, er kommet sydfra, hvor det var helt fremmed at bygge i træ. Murer-sproget er fyldt med latinske fag-termer, mens tømrerfaget er fyldt med nordiske!

Men hvem bekostede dette byggeri, der må have slugt en betydelig del af det danske BNP mange år i træk? Gad vide, hvor mange Storebæltsbroer, det har svaret til inden for de 200 år, hvor projekt »dæk-landet-med-et-fintmasket-net-af-landsby-kirker« varer? Det er der grundlæggende tre teorier om: bondefællesskabsteorien, stormandsteorien og bispeteorien.

Bondefællesskabsteorien er den ældste (fra 1930’erne) og stammer fra Hal Koch og Erik Arup, der mener, at sognets bønder – store som små – er gået sammen om at bygge. De forestiller sig det som en form for middelalderligt andels-projekt. Historikere i dag anser denne teori for mere præget af netop andelsbevægelsen end af middelalderen.

Stormandsteorien stammer fra efterkrigstiden og ser samfundet som hierarkisk og præget af social ulighed. Stormændene har brugt deres økonomiske styrke på at bygge landsbykirker, der kunne vise deres magt og styrke. De har især brugt kræfter på særligt flotte vestpartier eller tårne.

Bispeteorien er den nyeste af de tre teorier og er faktisk spritny. Den går ud på, at det var en del af den lokale bisps arbejdsopgaver at dække stiftets behov for landsbykirker i sten. Hertil brugtes indtægter fra bispernes egne jorder og fra bispetiende, der var en del af den skat, som alle betalte fra begyndelsen af 1100-tallet. Historikeren Helge Nielsen, der især er fortaler for denne teori, ser også kirkernes regelmæssige placering som et tegn på en overordnet planlægning, som kun bisperne kunne stå for. Helge Nielsen ser et samarbejde mellem bis-per og stormænd som sandsynligt. En bisp som Absalon var jo faktisk selv både bisp og stormand.

De tre teorier er måske mere præget af deres egen tid end af den tidlige danske middelalder. Hvor bondefællesskabsteorien er grundvigsk og liberal, er stormandsteorien inspireret af socialismens ide om fortiden som præget af voldsomme sociale forskelle. Dagens bispeteori er derimod præget af nutidens genvakte forståelse for religionens og den religiøse organisations magt.

Jeg ved ikke, om vi nogensinde når til bunds i spørgsmålet om, hvem der byggede vores kirker i sten. Foreløbig vil jeg bare udtrykke min store taknemmelighed over for de handlekraftige og offervillige personer, der traf denne fremsynede beslutning og førte den ud i livet. Landsbykirkerne står som symboler på en mægtig handlekraft, og i og med at de har holdt sig stående i så mange århundreder trods tidernes skiften, er de også blevet et udtryk for sejhed og udholdenhed. De har snart holdt i 1.000 år. Jeg håber, de holder 1.000 år endnu.