Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ny brugerbetaling er fremtiden

»Tænk, hvis brugerbetalingen ikke var noget, vi skulle bekæmpe med næb og kløer, men tværtom fremme. Ikke for at få mere skat, men for at tilskynde borgerne til en ny og bedre adfærd – til gavn for både økonomi og miljø.«

»Trafikområdet er et andet felt, hvor vi har brug for kloge incitamenter, og hvor en solidarisk brugerbetaling var et middel til en bæredygtig, effektiv trafik. Trængselskommissionen fastslog, at der i 2025 i hovedstaden vil ske ca. 346.000 flere daglige bilture end i dag – med mere CO2 som resultat. Vi har brug for at motivere os alle til at dele vores biler eller tage bus, tog eller cykel,« skriver Charlotte Fischer (R). Foto: Dennis Lehmann/Scanpix Fold sammen
Læs mere

I Danmark hader vi brugerbetaling. Ikke fordi vi ikke allerede har bunker af den. Men for de fleste er den en tidsel i vores velfærdshave. Et håndkantsslag til enhver tanke om solidaritet og lighed. Der vanker derfor også høkerbank til den, der prøver at tale pænt om brugerbetaling. For hos os er det kun iskolde liberalister, egotrippere og økonomer, der flirter med brugerbetaling.

Debatten om brugerbetaling dør derfor konsekvent, før den letter. På sundhedsområdet lander den fluks i skyttegravskrig om betaling på lægebesøg – og udånder dér. På samme måde når talen falder på brugerbetaling inden for uddannelse. Og hvem husker ikke hele debatten om betalingsring og roadpricing? Den er endt med gold afvisning. Nej, væk med det djævelskab.

Læs også: Læger: Brugerbetaling skræmmer syge patienter væk

Men tænk, hvis brugerbetalingen ikke var noget, vi skulle bekæmpe med næb og kløer, men tværtom fremme. Netop af kærlighed til den solidariske velfærdsmodel. Ikke for at få mere skat, men for at tilskynde borgerne til en ny og bedre adfærd – til gavn for både økonomi og miljø. Tilmed kunne vi så sætte indkomstskatten ned.

Det vil kræve en reform af brugerbetalingen, så den nuværende »one-size-fits-all-model« afløses af en ny solidarisk brugerbetaling. Det kan være afstemt efter indkomst i stil med den progressive indkomstskat – eller med dispensation til visse mere sårbare befolkningsgrupper. Som professor Torben M. Andersen tidligere har fastslået: »Der er mange forskellige muligheder for at tilrettelægge brugerbetaling for at mindske effekterne i forhold til fordeling og social ulighed.«

En ny solidarisk brugerbetaling vil koble forbrug og betaling, så de mest ressourcestærke bærer den største betalingsbyrde. Nogle steder vil en sådan ny brugerbetaling oven i købet slå indkomstskatten i social retfærdighed. Fordi nogle af de velfærdsydelser, som i dag betales over skatten, f.eks. uddannelser, forbruges mest af de ressourcestærke. Unge med veluddannede forældre uddanner sig langt mere end unge med ufaglærte forældre. Skattefinansieringen betyder, at vi i dag snarere støtter de ressourcestærke, hvoraf mange endda står til høj livsindkomst. En ny fair brugerbetaling vil rette op på den skævhed.

Brugerbetalingen er vigtig, fordi den kan noget, som indkomstskatten ikke kan: Motivere til ny og samfundsmæssigt bedre adfærd. Danmark har brug for en befolkning, der ændrer adfærd og trækker på vores fælles ydelser på en mere ansvarlig, effektiv og bæredygtig måde. Det gælder på store, udgiftstunge områder som sundhed, transport og uddannelse.

På sundhedsområdet har vi en gigantisk opgave med at få os alle til at benytte de fælles ydelser bedst muligt. Fordi presset på vores sundhedsudgifter er enormt. Medicinudgifter er f.eks. fordoblet på bare otte år. Samlet spås sundhedsudgifterne at stige med helt op til 60 procent frem til 2050.

Brugerbetaling er her et heftigt tabu. Også selv om vi allerede har mere end 20 mia. kroner af den. Men vi har brug for at omlægge disse milliarder i brugerbetaling, så kloge incitamenter styrer noget mere. Høj brugerbetaling på medicin er i det lys meningsløs. Den tilskynder kun til det forkerte, nemlig at droppe sin medicin.

En ny solidarisk brugerbetaling bør gælde ydelser med et adfærdsmæssigt perspektiv. Rigtigt brugt kan en sådan brugerbetaling give den enkelte et puf til at søge hjælp det rigtige sted først – og på den måde skabe mere sundhed for pengene. Et tænkt eksempel: Hvis det f.eks. var gratis at ringe ind til en national sundheds-hotline, men kostede et beskedent beløb at gå til læge, ville man automatisk tilskynde danskerne til at kontakte hotlinen før lægen. Det kunne være en mere ressourceeffektiv måde at anvende vores læger på. Og når brugerbetalingen var afstemt efter indkomst, er den klassiske uligheds-indvending væk.

Trafikområdet er et andet felt, hvor vi har brug for kloge incitamenter, og hvor en solidarisk brugerbetaling var et middel til en bæredygtig, effektiv trafik. Trængselskommissionen fastslog, at der i 2025 i hovedstaden vil ske ca. 346.000 flere daglige bilture end i dag – med mere CO2 som resultat. Vi har brug for at motivere os alle til at dele vores biler eller tage bus, tog eller cykel.

Læs også: Teknisk er roadpricing muligt i Danmark

Her er brugerbetalingen i form af roadpricing et kærkomment redskab – og derfor også anbefalet af Trængselskommissionen. Her viste beregninger, at roadpricing vil være effektivt til at få flere rejsende til at køre sammen og dermed bedre udnytte bilernes og vejnettets kapacitet.

Roadpricing skal sammentænkes med en reform af bilafgifterne – med det mål at skabe et samlet afgiftssystem, der giver brugerne stærkere incitamenter til bæredygtig transportadfærd. Gjort rigtigt, vil det oven i købet kunne lette afgifterne for de laveste indkomstgrupper. Det bekræftede en analyse fra DTU. Der burde ikke være noget at betænke sig på.

Et tredje eksempel på et område, hvor en ny solidarisk brugerbetaling bør overvejes, er uddannelse. Ud fra en principiel retfærdighed: Der er et stort offentligt udbytte af uddannelse, men også et stort privat. Det taler for at dele udgifter lidt mere mellem skatteyderne og dem, der får direkte glæde af uddannelsen.

Men en supplerende brugerbetaling vil også kunne skabe bedre studieadfærd. OECD har f.eks. peget på, at studieafgifter kan tilskynde unge til at vælge uddannelser, der vil give et højt afkast til dem og samfundet. Studieafgifter vil kunne tilskynde til at gennemføre studierne. Mange falder fra. Fem år efter studiestart er 17 procent f.eks. faldet fra på kandidatuddannelserne – og på professionsbacheloruddannelserne er det 27 procent.

Læs også: Brugerbetaling på uddannelse

Skal der indføres en supplerende brugerbetaling på vores uddannelser, er det vitalt, at det også her sker solidarisk. Så det ikke skader, men understøtter social mobilitet. Brugerbetalingen bør derfor kun være supplerende og ledsages af låne- og stipendieordninger med et klart socialt fokus.

Alt sammen kræver, at vi ændrer syn på brugerbetalingen – og udvikler den til et redskab til at styrke vores solidariske velfærd.