Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demokrati uden valg

I de senere år har der været en voksende debat om behovet for udvidet demokratisk deltagelse, ofte kendt som »borgerinddragelse«. Baggrunden er, at der både nationalt og internationalt udtrykkes bekymring over ikke alene det nutidige folkestyres kvalitet, men også selve det repræsentative demokratis fremtid. Det hævdes, at demokratiet ikke fungerer tilfredsstillende i sin nuværende form og derfor må erstattes af nye strukturer og institutioner.

Den belgiske kulturhistoriker og arkæolog, David van Reybrouck, foreslår et alternativ. Det har han beskrevet i en bog, der netop er udkommet på dansk. Den hedder Imod valg. Og det er netop hvad forfatteren er. Van Reybrouck mener, at de europæiske demokratier lider under faldende legitimitet og svigtende effektivitet. Legitimitetskrisen afspejles i stærkt faldende valgdeltagelse, højere vælgerflygtighed og medlemstal i de politiske partier gennem de sidste 30-40 år. Han betragter disse tendenser som udtryk for en dyb tillidskrise mellem vælgere og politikere.

Umiddelbart lyder hans forslag om at afskaffe valg mærkeligt. Men hvad nu, hvis valgene er en del af det nuværende demokratis problem? Hvad hvis valg slet ikke længere er en måde, hvorpå man giver folket en stemme? Fordi valgdemokratiet har været praktiseret gennem 200 år, behøver det ikke at være den eneste rigtige form for demokrati, hævder forfatteren. Han mener, at hvis demokratiet skal have en fremtid, må vi snarest muligt supplere valgprocessen med forskellige former for deltagelse, som gør borgerne medansvarlige for de politiske beslutninger og inddrager dem i genuine samtaler om samfundets fælles vel. Reelt set er det repræsentative demokrati nemlig blevet til et »aristokrati«, hvor vi regeres af en snæver elite af professionelle politikere.

Det gælder derfor om at vove springet ud i en ny form for folkestyre: Et demokrati baseret på lodtrækning, i lighed med folkestyret i det antikke Athen. Hvis vi har tillid til lodtrækning i retsplejen – som lægdommere og medlemmer af juryer – hvorfor skulle vi så ikke også nære tillid til, at almindelige borgere kan overlades ansvaret for lovgivningen? Forfatteren mener, at der blandt »lægfolket« findes en reel interesse for at engagere sig i beslutningsprocesser, der handler om deres samfunds fremtid. Han er godt klar over, at det ville være umuligt at gennemføre en så radikal reform fra den ene dag til den anden. Derfor foreslår han en midlertidig »bi-repræsentativ model«. Dermed mener han en folkerepræsentation, der kombinerer afstemning og lodtrækning. Med tiden kan man så indføre et system baseret udelukkende på lodtrækning.

I en tid, hvor det ofte siges, at nutidig politik lider under mangel på visioner, er det velkomment med forslag af denne, næsten utopiske slags. Men det kræver unægtelig en stor tillid til, at ens medborgere er lige så engageret i folkestyret som en selv – og er parat til at bruge tid på det. Det vil mange tvivle på. Men hvis man som Aristoteles – og jeg selv i al ubeskedenhed – mener, at mennesket realiserer sig selv ved at deltage i styret af sit samfund, så er det unægtelig en metode, man burde benytte sig mere af. Dog nok kun på det lokale plan.