Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem er det danske folk i dag?

Foto: Johan Gadegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem er folket i det moderne Danmark? Hvad er det at være dansk i dag? De to spørgsmål kan man give et enkelt svar på: Det er folk som dem, der i titusindvis valgte at møde op på pladser i København og andre byer i Danmark mandag aften for at deltage i en fælles mindehøjtidelighed for de to døde efter weekendens terror. Eller som fulgte dem på TV. Og det gjorde danskere af meget forskellig kulturel baggrund, deriblandt kvinder med og uden tørklæde. En nation er nemlig ikke noget, man automatisk bliver en del af fra fødslen, men et fællesskab, man vælger at være loyal og udviser solidaritet over for gennem sine handlinger og holdninger. På Østerbro kunne kristne, jøder og muslimer mødes i et fællesskab, som statsministeren italesatte som »dansk«. At danskhed er en identitet, der går på tværs af religiøse og kulturelle forskelle, er som bekendt ikke nationalkonservatives kop te. Og så er der liberalister, der som Hans Hauge, mener at fællesskaber i dag er illusoriske, fordi vi er underlagt »individualiseringens skæbne«.

Læs også: Dansk samling efter terroren

I januar læste og anmeldte jeg en stor bog, »At være dansk«, af den britiske antropolog Richard Jenkins. Jenkins skrev tydeligvis sin bog ud fra en ægte kærlighed til Danmark. Men bogen afspejler også hans bekymring for den folkelige sammenhængskraft i lyset af de holdninger til muslimsk indvandring, han har mødt gennem de sidste 20 år. I det sidste kapitel opstiller han fire mulige løsningsmodeller på denne udfordring.

Den første model er »integration af indvandrere efter den nuværende danske model«. Den finder han urealistisk, fordi det reelt vil betyde en forventning om, at indvandrerne tilpasser sig dansk kultur og levevis i enhver henseende. En sådan assimilationspolitik vil vække modstand i form af kompromisløshed på begge sider. Den anden, »fjendtligheder«, vil indebære, at de to grupper gensidigt vil trække sig tilbage bag deres egne ideologiske forsvarsværker. Derved vil der ske en stigende islamistisk radikalisering og en »forhærdelse« af traditionelle forestillinger om det danske.

Heller ikke »multikulturalisme« finder Jenkins antagelig. For det første, fordi Danmark har en helt anden historie end de tidligere britiske indvandrerkolonier, hvor modellen praktiseres. For det andet, fordi den vil kræve, at etniske danskere ville blive tvunget til at opgive meget af det, der stadig udgør selve livsnerven i deres hverdagsliv, deriblandt »kristendommens selvindlysende og centrale stilling« i det han kalder »hverdagens danskhed«.

Læs også: Er det danskhed at gå med tørklæde?

Derfor er der kun én mulig model tilbage, nemlig en mere rummelig nationalitet. Jenkins mener, at den er realistisk, fordi forskningen viser, at danskerne er mere mådeholdne og tolerante i praksis end i munden. Og så er vi i international sammenhæng enestående gode til det med tillid og fællesskaber. Derfor er han forsigtigt fortrøstningsfuld. Det samme er jeg. Og i modsætning til Hauge er jeg hverken liberalist eller historisk determinist. Jeg mener heller ikke, at fællesskaber – det nationale indbefattet – er illusoriske, men forestillede. De bygges op gennem fælles forestillinger, fortællinger og værdier, som den enkelte borger aktivt vælger at identificere sig med. Jeg har derfor ikke noget at udsætte mod Thorning-Schmidts »re-nationalisering«, men på betingelse af, at den bygger på klart definerede institutioner og liberale, demokratiske værdier.