Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Sophias republikanske platheder

»Udover beskrivelser af kongehuset som »fortløbende reality-show« og »en af Europas mest overforbrugende og mindst arbejdsomme familier« består Anne Sophia Hermansens kronik af ubegrundede postulater.«

»Vil man se det, står det klart, at kongehuset faktisk spiller en aktiv samlende og styrkende national rolle og endda maner til den nationale selvrefleksion, som Anne Sophia Hermansen selv eftersøger. Men er harmen blind, er det svært at se.« Foto: Torkil Adsersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den almene beskuer af det danske debatmiljø vil gennem de seneste år have lagt mærke til det paradoksale fænomen, at republikanske debattører gentagne gange har gjort opmærksom på, hvor lidt kongehuset bliver debatteret. Er der blevet svaret på deres indlæg, er det blevet efterfulgt af beskyldningen om, at man ønsker at lægge debatten død. Er indlægget blevet efterladt ubesvaret, har det været efterfulgt af beskyldningen om, at den enkelte debattør er blevet bevidst ignoreret.

Disse indlæg er som oftest præget af platheder og personligheder i en grad, hvor man må stille sig selv spørgsmålet, om ikke snarere debatredaktionerne udviser en vis overbærenhed ved at optage indlæggene – navnlig når der meget sjældent synes at være principielle betragtninger bag de hyppigt harmdirrende kommentarer. Postulater, som f.eks. at kongehuset er en »anakronisme« og et levn fra »en feudal verden« står ofte ukommenteret hen. Det første virker som et bemærkelsesværdigt paradoks, eftersom de eksisterende kongehuse – med enkelte tydelige undtagelser – generelt er bredt populære, og at de enkelte kongedømmer i reglen er lande med et stabilt styre. Det andet postulat er historisk forkert, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Et af de seneste frø fløjet af denne fordærvede ukrudtsplantes blomster var at finde i Berlingske 6. juli i form af udgavens kronik skrevet af Anne Sophia Hermansen, og hun fulgte stilen til punkt og prikke. Krydret med beskrivelser som »fortløbende reality-show« og »en af Europas mest overforbrugende og mindst arbejdsomme familier« består kronikken ellers af primært ubegrundede postulater. For at tage bare et enkelt eksempel fremføres det, at prins Joachim er uduelig, fordi han har kørt Schackenborg økonomisk i sænk, uden at kronikøren i øvrigt forholder sig til, at godset allerede var kraftigt forgældet, da prins Joachim overtog det. De, der forventede, at Anne Sophia Hermansen selv følte en vis forpligtelse til at fremføre belægget for, at prins Joachim har gjort tingene værre, blev formodentlig skuffede.

Derudover er et vægtigt element i Hermansens kronik, at tilhængernes primære argument for kongehuset er, at erhvervslivet gavnes ved det. Dette synes i alt væsentligt at være en retorisk lynafleder, da det synes rimeligt usandsynligt, at den jævne dansker skulle have så varme følelser for et ansigtsløst erhvervsliv, at det kan mobilisere 80 pct. støtte til kongehuset, kun fordi de sikrer gode afsætningsmuligheder. Alene et realistisk anslået gennemsnitligt antal seere af FinansTV2 News må afkræfte denne tese.

Konklusionen på Hermansens svada bliver, at hun synes, at kongefamiliens medlemmer skulle tage at finde et ordentligt arbejde. Men fokuserer vi på selve de principielle betragtninger, der i Anne Sophia Hermansens kronik fremføres mod kongehuset, er de af sparsom natur. Kernen er, at kongehuset skal privatiseres, fordi det ikke er almennyttigt. Som man kan melde sig ud af folkekirken, skal man også kunne melde sig ud af fællesskabet omkring kongehuset.

Jeg skal spare læserne for uddybende at fremføre modargumentet, om støtte til fodboldklubber, støtte til eksperimentalteater og støtte til vandreguleringsprojekter omkring Skjern Å så skal privatiseres. Sagen er imidlertid, at sammenligningen med folkekirken er at sammenligne æbler og pærer. Folkekirken er i den danske form et foreningsfællesskab, mens kongehuset danner rammen om statsoverhovedet – det vil sige et nødvendigt statsligt samlende embede.

Her kan man diskutere, om dette skal være et folkevalgt eller et arveligt embede, men at skulle kunne vælge det til eller fra, er ganske simpelt ikke forfatningsmæssigt meningsfuldt, med mindre man mener, at man også skal kunne melde sig ud af retsstaten eller Folketingets beslutningsområde. Man kan jo supplerende som republikaner overveje, om man ville kunne acceptere, at en del af befolkningen ikke ønskede at bidrage til en fremtidig præsidents stabsbudget.

Denne rolle som statsoverhoved er i øvrigt ikke uden klare overvejelser givet til kongehuset snarere end en valgt præsident – på trods af Anne Sophia Hermansens fikse beskrivelser som f.eks. »aristokratiets sidste dinosaur«. Grundloven af 1849, som vores nuværende forfatning alt overvejende har form efter, blev skrevet af nationalliberale politikere, hvis yndlingsaversion netop var det arvelige aristokrati. Når kongen alligevel bevarede sin nedarvede magt, var det, fordi dette embedes integritet bedst var sikret på den måde, fordi der med arvefølgen fulgte stabilitet og fravær af magtkampe om landets højeste embede.

Kongehuset har ikke længere nogen aktiv politisk rolle – dette er i øvrigt i den generelle debat blevet ophøjet til et republikansk argument mod kongehuset, uden at der er gjort reelle overvejelser om en eventuel præsidents forfatningsmæssige status. Her kunne man måske med fordel stille sig selv spørgsmålet, om det virkelig er den politiske aktivitet og tilknytning, som er det mest relevante grundlag for et samlende statsoverhoved.

Anne Sophia Hermansen kan gerne mene, at den eneste meningsfulde nytårstale er de skiftende statsministres årlige ladning øregas, der ofte primært er et kortsigtet og strategisk træk med udgangspunkt i den nuværende stilling på det politiske skakbræt. Selv forbeholder jeg mig ret til at mene, at de større og mere langsigtede og almene betragtninger om moral og menneskelighed, der ofte kommer til udtryk i Dronningens nytårstale, og som jeg kan reflektere over, er af betragtelig større værdi – ikke fordi Dronningen er filosof, men fordi hun er et menneske, der i hele sin opvækst har været konfronteret med, at hun har og rettelig bør have ét kald og én interesse, nemlig Danmark.

Vil man se det, står det klart, at kongehuset faktisk spiller en aktiv samlende og styrkende national rolle og endda maner til den nationale selvrefleksion, som Anne Sophia Hermansen selv eftersøger. Men er harmen blind, er det svært at se.