Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ærbødighed for det danske

SÔø?rine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

Engang havde det været overflødigt at diskutere, men i dag er det uomgængeligt. Det kan derfor godt undre, at samtalen om at være dansk så ofte nedgøres som et lidt ynkeligt forsøg på at klamre sig til en bestemt identitet, alt imens Poul Nyrup Rasmussen på letkøbt vis forleden slog fast, at en ung mand med andre rødder nødvendigvis er lige så dansk som alle andre unge mænd.

Så enkelt er det jo langtfra, hvilket for eksempel stod klart, da man her i avisen i tirsdags kunne læse, at Kashif Ahmad fra Nationalpartiet mener, at det er udansk at definere danskhed ud fra personers hovedbeklædning.

Her konfronteres man med et bekymrende hovmod, og man fristes til at spørge, hvad en sådan mand egentlig bilder sig ind. Enten er han ganske uvidende om dansk kultur og historie, eller også mangler han respekt for det altsammen. Begge dele er alarmerende, men pointen er, at vi her ser, hvordan en udtalt mangel på ærbødighed over for et lands kultur vokser frem.

Begrebet ærbødighed bruges for sjældent. Det tilkendegiver, at der er noget større og givent, man skal ære og bøje sig for, fordi det stikker dybere end til den evige kredsen om individets ret til at gøre, som man vil.

Mangel på forståelse

Kashif Ahmads udtalelse afslører en totalt manglende forståelse herfor, for jo, vi kan bestemt ud fra hovedbeklædning vurdere, om et menneske er dansk. Vi er ligefrem forpligtet på atter at gentage, at det muslimske tørklæde udtrykker afstand til dansk sindelag, idet det repræsenterer en lovreli­giøs lydighed og en rangordning mellem kønnene, som her på stedet er afskaffet gennem kristendom, oplysning og autoritetskritik.

Det er ikke noget tilfælde, at kvinder her til lands ikke er tildækkede, for den danske historie har simpelthen diskvalificeret den norm, og hovmodet viser sig, når en muslimsk politiker tilsyneladende ikke anerkender denne historiens stemme.

Slægtens fylde i bedste konservative forstand ophæves, når fremmede normer ses som værende lige så værdifulde som de forankrede, og en sådan hævdelse er krænkende og ødelæggende for et samfund. Hvilket jo også gør det sandsynligt, at tørklædet mange steder i Europa med tiden vil blive forbudt, fordi manglen på respekt for en grundlagt kultur i længden bliver for tung en byrde for et land at bære.

Skelnen bæres videre

Det har aldrig været vigtigere end nu klart at sige, at der er forskel på teknisk at være dansk statsborger og at være dansk i sit hjerte. Ikke fordi man jo kan granske den andens sind, men fordi mange muslimer åbenlyst skilter med netop det, deres hjerte er fuldt af. Først og fremmest ærbødighed for islam og et livssyn, der lige siden apostlen Paulus er blevet forstået som en misforstået stræben i det ydre, der vil opdele mellem rene og mindre rene.

Hele den ulykkelige diskussion om splittede gymnasier viser, hvordan den skelnen bæres videre i generationer, og tilsyneladende for mange muslimer overskygger pligten til at lade sig forme af dette lands historie.

For dansk er vel den, der føler sig forpligtet over for det, der her er gået forud. Dansk er vel den, der i respekt for det givne opgiver tørklædet og de mange regler om mad og drikke for at leve i pagt med den overleverede danske norm. Uden en sådan ærbødighed kan man ikke til fulde ære det land, man lever i. Og er man så dansk?

Sørine Gotfredsen er sognepræst, forfatter og debattør