Klemt mellem islamister, højreradikale og en tegner, ingen vil kendes ved

Den svenske journalist Niklas Orrenius har fulgt tegneren Lars Vilks i et år og beskriver i bogen »Skotten i Köpenhamn« et svensk samfund af ekstremer.

Lars VilksFoto: Foto: Martin Sylvest Andersen Fold sammen
Læs mere

Der var stuvende fuldt, da den danske Lars Vilks-komité markerede årsdagen for attentatforsøget på kunstneren med en konference på Christiansborg. De fleste danske medier var til stede heriblandt to TV-stationer, og Ritzau skrev løbende fra begivenheden. Fra Lars Vilks’ hjemland Sverige kom kun en enkelt journalist. Han var fra Kvällsposten i Malmø.

»Det er, som om den svenske offentlighed har bortopereret Lars Vilks og terrorhandlingen i København. Som om angrebet på en svensk kunstner og komiteen, der bærer hans navn, aldrig har fundet sted,« skriver journalist og forfatter Niklas Orrenius i bogen »Skotten i Köpenhamn«, som netop er udkommet i Sverige.

»Når jeg er i Sverige og taler med svenskere om angrebet i København, så mærker jeg, at mange slet ikke ved, at Omar El-Husseins bevidste mål netop var at slå Lars Vilks ihjel,« tilføjer han.

Niklas Orrenius har fulgt Lars Vilks i et år. Gennem beskrivelserne af hans liv og dem, han møder, kommer han rundt i hjørnerne af et polariseret og voldeligt svensk samfund til steder, hvor man ellers ikke kommer. Fra islamister i Ôrebro til voldelige islamhadere i Skåne. Fra Krudttønden i København over skræmte galleriejere til regeringskontorerne i Stockholm.

Et par uger før angrebet ved Krudttønden, efter terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, var Facebook rødglødende af sympati med de dræbte tegnere. »Je suis Charlie«, hed det overalt. Ingen steder så man efter terroren i København nogen, der skrev »Je suis Lars Vilks«. Eller hvis man oversatte Lars til fransk »Je suis Laurent«, som en af kunstnerens fodboldvenner bemærker i bogen. Tre gange har Vilks, som har tegnet profeten Muhammed som en hund, været forsøgt dræbt af islamister, og han har i årevis levet under massiv sikkerhedsbevogtning døgnet rundt. På trods af det er han i store dele af Sverige stadig en paria. Han er ikke velset i den offentlige debat, bliver ikke inviteret til konferencer, og de etablerede gallerier ønsker at udstille hans kunst.

Nogle af Niklas Orrenius’ svenske kolleger har været dybt skeptiske over, at han overhovedet skrev en bog om Lars Vilks. Man skal ikke give ham opmærksomhed, mener de.

»Desværre har der længe været en stærk tendens i svenske medier til at tie ting ihjel. Da Sverigedemokraterna blev stærke, mente nogle aviser også, at de skulle ties ihjel, men så er man jo blevet til Pravda,« siger Niklas Orrenius.

I den svenske offentlighed er forfatteren kendt for at afsløre den yderste højrefløj, racister og tidligere nazister, som er en del af Sverigedemokraternas oprindelse. Det skrev han en bog om for nogle år siden.

En af Orrenius’ vigtigste mål med »Skuddet i København« er at tale til den store klemte midtergruppe i det polariserede svenske samfund.

»I bogen tager jeg ikke stilling, men lægger fakta og beskrivelser åbent frem,« siger han.

En pointe i bogen er, at de demokratisk sindede troende muslimer er udsat for et voldsomt pres fra to sider. Fra den ene sige af højrebølgen med Trump, Le Pen og Sverigedemokraterna, der mener, at islam er uforeneligt med et vestligt demokrati. Fra den anden side af yderligtgående islamister, der mener, at de slet ikke skal stemme og blande sig i demokratiet.

»Hvis de som muslimer siger, at man bør stemme til svenske valg og tager afstand fra Islamisk Stat, så får de at vide, at de ikke er rigtige muslimer,« siger Niklas Orrenius og tilføjer: »Hvis jeg i radioen siger, at der er et problem med radikal salafisme (islamisme, red.), så sker der ingenting, Men hvis en muslim gør det, er vedkommende i store problemer. Det er et enormt pres at være under.«

Den brede midtergruppe af almindelige svenskere er til gengæld holdningsmæssigt klemt mellem dem, der vil gøre alt for at slippe af med muslimske indvandrere, og dem, der slet ikke mener, at man skal tale om de udfordringer, som det svenske samfund står over for. Og begge poler er meget stærke.

»Det er helt grundlæggende for mig med bogen at etablere et holdningsmæssigt midterfelt,« siger Niklas Orrenius.

Hovedpersonen Lars Vilks er en magnet for ekstremister. »Muslimske terrorister vil opsøge ham og forsøge at slå ham ihjel. Muslimhadere og racister vil være hans ven. De mailer til ham, ringer til ham, vil mødes med ham,« hedder det i bogen.

På et tidspunkt opsøges Vilks på en udstilling af en mand, som mener, at han bør stemme på Sverigedemokraterna.

»Det kan jeg vel ikke gøre,« svarede Vilks, som kalder Sverigedemokraterna for Sveriges »mørke side« og i årtier ikke har stemt på noget parti. »I er jo imod den kunst, jeg laver, socialkritisk, provokerende kunst.«

»Men det gælder jo ikke dig,« forsøgte manden fra Sverigedemokraterna, men uden held.

Niklas Orrenius beskriver også Anton Lundin Pettersson, som i november sidste år gik ind på en skole i Trollhättan og skød omkring sig. En blev dræbt og tre sårede. Den 21-årige mand bag skolemassakren »lyttede til dommedagstonerne fra nazister og sverigedemokrater. Han delte krigsmetaforerne på nettet, var en del af det nationalistiske miljø. Siden gik han fra ord til handling«, hedder det i bogen.

Orrenius sammenligner Pettersson og Omar El-Hussein, som stod bag terroren i København. Begge er ensomme ulve, som er »en del af den samme ekstremistiske bevægelse på nettet«.

»Det er svært at sige, hvor polariseringen i Sverige kommer fra. Men det er let at se, at den forstærkes af internettet. Fløjene har brug for hinanden, de lever af hinanden,« siger Niklas Orrenius.

Det er også nettet, der rekrutterer nye svenske krigere til den syriske borgerkrig. Et sted i bogen beskriver forfatteren den lille by Vivalla ved Ôrebro. Der bor kun 7.200 mennesker i byen, men af dem er over 20 mænd og kvinder draget til Irak og Syrien for at tilslutte sig IS. Byens moske er styret af salafister og ekstremister. Desværre, fortæller lederen af en anden moske, som ligger i Eskilstuna. Abd al Haqq Kielan, hedder han. En dag, hvor han prædikede mod IS og ekstremisme i Eskilstuna, brød islamister ind og anklagede ham for at være ikke-muslim. For ekstremister betyder det, at han kan dræbes.

»Ekstremisterne og deres forvredne tolkning af islam lokker unge med løfter om paradis, men også med penge, hus, kvinder og en vigtig position. De nævner ikke, at huset og pengene indtil for nylig tilhørte andre mennesker, som nu er slagtet eller desperat flygter for livet,« siger Abd al Haqq Kielan i bogen.

Når man sammenligner Danmark og Sverige, så bunder den store forskel i, at Danmark har haft Muhammed-krisen, mener Orrenius. I Sverige har volden mest været fra det ekstreme højre. Og en svensk tegningkrise blev afværget.

Hvad mange har glemt er, at Sverige havde sin egen tegningkrise kort tid efter den danske. Måske fordi den blev kort og håndteret på en helt anden måde end den danske. Mens presset på Danmark i februar 2006 var på sit højeste, begyndte en svensk hjemmeside, SD-Kuriren, at publicere tegninger af Muhammed. Sverigedemokraterna havde opfordret læseren til at indsende dem. To dage senere brændte den fælles dansk-svenske ambassade i Damaskus. Nyheden om de svenske tegninger havde endnu ikke nået den arabiske verden, men den socialdemokratiske regering var i alarmberedskab. Udenrigsminister Laila Freivald besøgte moskeen i den Stockholmske bydel Södermalm og undskyldte for SDs tegninger, og hun sendte et brev til flere muslimske landes regeringer:

»Jeg beder om undskyld for, at der i mit land findes individer, som er respektløse og misbruger ytringsfriheden for at manifestere sådanne udtalelser på ondskabsfuld vis,« skrev hun.

Men regeringen gik videre og tog sammen med sikkerhedspolitiet Säpo initiativ til, at tegningerne blev fjernet fra nettet og Sverigedemokraternas hjemmesider nedlagt. Først nægtede Freivald at have noget med det at gøre. Siden rullede skandalen, og hun måtte gå af.

»I Tyrkiet lukker man hjemmesider, i Rusland forbyder man aviser. Det, der skete dengang i Sverige, var et eksempel på en autoritær uacceptabel indskrænkning i friheden,« siger Niklas Orrenius og tilføjer:

»Men for mange, der ikke kan lide Sverigedemokraterna, helligere målet midlet.«

Niklas Orrenius ringede til den daværende udenrigsminister i forbindelse med bogen. Hun har ikke talt om sagen i ti år og ønsker stadig ikke at gøre det.

I dag har debatten i Sverige forandret sig i retning mod den danske. De 160.000 asylansøgere, som sidste år kom til Sverige, har sat nye standarder. Udlændingepolitikken er strammet betydeligt, og flere indvandrerkritiske stemmer høres. Men forskellen er stadig stor. Danske debattører som Katrine Winkel Holm og Michael Jalving ville ikke kunne finde vej til de gængse medier i Sverige, mener Orrenius.

»Sverige har ikke haft islamistisk vold for alvor som Danmark. Til gengæld har vi haft en meget voldelig ekstrem højrefløj, som har dræbt mange. Det, tror jeg, er en af forklaringerne på forskellene mellem Sverige og Danmark,« siger han og tilføjer:

»Men det er lidt trist at følge den her kamp om, hvad der er værst – racistisk eller islamistisk vold. De hænger jo sammen.«

Niklas Orrenius ser de store konfrontationer og polariseringen i disse år som et tilbageslag af globaliseringen.

»Det er smerteligt at gå fra nationalstaten til et multikulturelt samfund og miste sin gamle verden. Det er svært at tage det hele ind på én gang. Det bliver man nødt til at vise forståelse for. Men jeg tror, at vores børn vil se på den her debat, vi har nu, og synes, at den er mærkelig. Men jeg kan tage fejl,« siger han.