Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at debatten om atomkraft som del af Danmarks energiforsyning igen bølger frem og tilbage, og traditionen tro bliver vi i Seaborg Technologies nævnt i flæng i både den ene og den anden sammenhæng.
Men én ting, der er værd at bide mærke i, når prominente navne som Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, Mads Nipper, ceo i Ørsted, Business-redaktør Thomas Bernt Henriksen og energiprofessor Brian Vad fra Aalborg Universitet debatterer atomkraft i Danmark, er det stadige behov for at undskylde.
Allerklarest står Lars Rebiens eksempel – selv han må dække sin ryg ved at sige, at han ved, at han bliver upopulær for sin åbenhed over for atomkraft. Det er desværre stadig der, Danmark står i debatten.
Verden har et konkret problem med faktiske, målbare og stigende CO₂-udledninger. 2022 blev endnu et rekordår for verdens CO₂-udledning. Derfor har vi brug for konkrete løsninger og fokus på at sikre, at de rigtige løsninger bliver udviklet. Vi har også brug for et klarere syn på, hvor vi står i forhold til udledninger, hvilke løsninger der er mulige hvorhenne, og hvordan vi sikrer, at de rigtige løsninger bliver udviklet.
Når Seaborg bliver nævnt, er det ofte i vendingen »Seaborg forsker i atomkraft«. Det er rigtigt, men det er altså forskning, der er nødvendig for, at vi kan designe og udvikle en ny og mere effektiv reaktor og sende et konkurrencedygtigt produkt på markedet.
Vi er i gang med at kommercialisere vores teknologi og arbejder derfor på at indgå partnerskaber over det meste af Sydøstasien og dele af Europa. Vi er aktivt i gang med at indgå aftaler med udviklere, der skaber projekter i lighed med dem, der blev skabt af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Ørsted for at sikre, at vi kan sende flydende atomkraftværker ud, når de er klar. Forhåbentlig mod slutningen af dette årti.
På vores rejser til Sydkorea, Vietnam, Indonesien, Philippinerne, Polen, Bulgarien, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Estland, Belgien, Bangladesh, Taiwan og selv Sri Lanka er det ikke konventionel atomkraft, det handler om. Alle er interesseret i den nye teknologi, og hvordan de kan gøre sig klar til at modtage den.
Mere fleksibel energi
Seaborgs projekt handler lige præcis om den type atomkraft: Vi udvikler en mere sikker teknologi, der leverer både fleksibel og stabil energi, og som ikke mindst er konkurrencedygtig på pris, da værkerne vil blive bygget på et skibsværft i serieproduktion og industriel kvalitet.
I begyndelsen af januar fik vores partner i Sydkorea, Samsung Heavy Industries, gennemført første skridt i klassificeringen af designet af vores Power Barge, som skal operere vores reaktor. En »Worlds First« for flydende reaktorer.
Vi arbejder desuden sammen med en verdensledende atomkraftoperatør, der understøtter os i vores forretningsudvikling og vigtigst af alt, så fokuserer vi på at designe en teknologi, der er tilpasset den internationale godkendelsesproces, vi arbejder efter. På den måde vil det blive relativt nemt at få et anlæg – selv for Danmark – når tanken om atomkraft ikke længere er for kontroversiel.
Vi er oppe imod konkurrenter fra de største spillere i verden: Kina, Rusland, USA og Storbritannien. Vi er del af en global energipositionering, som alle, der arbejder med energi, kender. Især nye teknologier fra USA har massiv opbakning og stor støtte fra både investorer og den føderale administration. Selv i Europa ser det ud til at blive amerikansk teknologi, der bliver støttet, ikke europæisk.
Danmark har en exceptionel evne til at lykkes med eksport i global konkurrence. Ørsted, CIP, Novo-gruppen og andre verdensledende danske (energi)virksomheder har selv stået i spidsen som pionerer, så hvorfor ikke gøre det igen med Seaborg?
Vi vil gerne skabe en mulighed for os alle sammen, både herhjemme og i udlandet. Det er exceptionelt svært at udrulle ny atomkraft i verden – det er ikke en hemmelighed, og vi kan ikke gøre det alene. Med den udvikling vi skal igennem, er der brug for solide investorer fra Danmark. Det skaber tillid i vores globale markeder og åbner for internationale og institutionelle investorer i lande som Sydkorea, der i høj grad har investeret i udenlandsk teknologi fra især USA.
Det kræver derfor en ekstraordinær indsats fra alle involverede, både samarbejdspartnere, regulatoriske myndigheder, projektudviklere og selvfølgelig investorer.
Potentiale til eksporteventyr
Seaborg er ikke kun atomkraft. Vi er en deep techdrevet, klimaløsningsorienteret energivirksomhed. Vores arbejde med smeltet salt har lagt grunden for Hyme Energy, der arbejder med termisk lagring af energi fra for eksempel overskudsproduktion af sol og vind. På bare et år har Hyme Energy etableret et pilotprojekt i Esbjerg og planlægger at åbne det første demonstrationsanlæg på Bornholm næste år.
Der er stadig tid til at hoppe på toget og være med fra begyndelsen – på hvad der meget vel kan blive Danmarks energieventyr 2.0. Så med det er invitationen hermed givet til alle investorer, energivirksomheder og globale virksomheder. Lad os samarbejde og løse det konkrete problem, vi står overfor, og udvikle løsninger, der passer til alle energimiks – Danmark har stadig kompetencerne, der har gjort os til en global energispiller. Lad os bruge dem igen og holde fast i føringen.
Jonas Stampe Chief er Business Officer i Seaborg