Philip Juliussen

Ledelse

Philip Juliussen Talent 2017 ledelse
Læs mere
Fold sammen

Konstruktiv regelvogter

Som chef for compliance i Nordens største pensions- og livforsikringskoncern, SEB Life & Pension, er Philip Juliussen ansvarlig for at overvåge og implementere den evigt foranderlige finansielle lovgivning i organisationen. Efter fire år som leder af compliance i SEB Pension Danmark tog han i begyndelsen af 2016 skridtet til den globale afdeling og har på de i alt seks år formået at gribe compliance-disciplinen an på en helt ny måde.

»Compliance kan som kontrolinstans nemt få et dårligt ry som dem, der sætter begrænsninger for resten af virksomheden. Min største succes har været at ændre den attitude, så vi nu i langt højere grad betragtes som en værdiskabende sparringspartner, siger Philip Juliussen.«

Han arbejder på tværs af organisationen og begår sig lige godt med medarbejderne på gulvet som i direktions- og bestyrelsessammenhænge, hvor hans kvalifikationer har gjort indtryk.

»Philips evne til at formidle ekstremt kompliceret juridisk stof, så alle i koncernen forstår, hvad det handler om, og hvorfor det er en god ide at ændre processerne, er ganske enkelt genial. Hans rolle kræver, at han til tider banker i bordet, men Philip gør det altid på en konstruktiv måde,« siger Søren Lockwood, CEO i SEB Pension Danmark.

Philip Juliussen 32 år, global head of compliance, SEB Life & Pension

2005-2009: HD i regnskab og økonomi­styring, SDU

2005: Revisor, Deloitte

2010: Enterprise risk controller, Codan/Trygg-Hansa

2011: Cand.merc.aud., CBS

2011: Head of compliance & risk, SEB Pension Danmark

2016-: Global head of compliance, SEB Life & Pension