Ledelsen skal med i bestyrelsen

Hans-Kristian Højsgaard, 50 år og topchef for Timex Group, er efter en lang, international karriere ikke i tvivl. Direktionen skal være med i bestyrelsen for at bidrage med driften.

Foto: Thomas Tolstrup.
Læs mere
Fold sammen
Hans-Kristian Højsgaard, 50 år, er efter et år som president og CEO for urgiganten Timex Group imponeret over, hvor velfungerende den amerikanske bestyrelsesmodel kan være. Han fremhæver det som en stor hjælp, at han som ny direktør blev hjulpet til rette og kunne sparre med bestyrelsesformanden i den norskejede familievirksomhed, hvis hovedselskab dog er amerikansk og ledes efter amerikanske regler og principper.

“Når man i et samspil med en erfaren bestyrelsesformand bliver sat grundigt ind i tingene, sikrer det ofte både kontinuitet og vækst. Og vi har i 2008 haft en vækst på et trecifret millionbeløb – i dollar,” konstaterer Hans-Kristian Højsgaard.

Han er tilhænger af, at direktionen er repræsenteret i bestyrelsen, men ikke af, at man som administrerende direktør også er formand for bestyrelsen.

“Det første sikrer, at der er tætte relationer mellem den lovgivende magt, altså bestyrelsen, og den udøvende, der skal gennemføre bestyrelsens strategi. Det sidste indebærer for ofte enevælde, ” siger Hans-Kristian Højsgaard.

Bestyrelsen for gruppens holdingselskab, Timex Group B.V., omfatter tre repræsentanter for ejerne - den norske Fred. Olsen familie - tre uafhængige medlemmer og to repræsentanter for ledelsen. Formanden er Anette S. Olsen, som er CEO for Fred Olsen & Co.

Timex Group, hvis hovedselskab er det amerikanske Timex Group USA, Inc, har over 5.000 medarbejdere og 12 forskellige brands fra Timex til Vicent Bérard.