Kaos stopper Keops-byggeprojekt

Den sårbare Stones-koncern har problemer med at betale regninger efter købet af det blødende Keops Development. Det stopper stort byggeri i Næstved. Stones-gruppen lover bod og bedring.

De polske håndværkere har forladt det forsinkede byggeri af et nyt domhus i Næstved, fordi de ikke har fået løn fra Keops Development, der står som bygherrre på projektet. Men faktisk er byggeriet ejet af Stones Invest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen
Det spidser til i ejendomsbranchen. Entreprenører og bygherrer lurer på hinanden. Bankerne rykker tættere og tættere på kunderne i det kriseramte erhverv i forsøget på at beskytte bankkreditterne bedst muligt i en branche, hvor likviditeten strammer til.

Mangel på likvide midler har allerede ført til adskillige konkurser de senere måneder, og kilder i både ejendomsbranchen og i banksektoren frygter yderligere nedture og konkurser.

I så følsomt et marked får det store konsekvenser, når regningerne ikke bliver betalt til tiden. Det måtte Stones-konglomeratet sande i lørdags, hvor polske håndværkere forlod det allerede forsinkede byggeri af et nyt domhus i Næstved, fordi håndværkerne ikke havde fået løn fra Keops Development. Dette selskab står som bygherrre på projektet.

Keops Development blev for et par måneder siden overtaget af den ekstremt ekspansive ejendoms- og industrikoncern Stones Invest, som blandt andet er kendetegnet ved at være gældsat op til skorstenen.

Tvivl om ansvaret
Med købet af Keops Development har Stones Invest også samtidig overtaget ansvaret for at få fuldført Næstved-byggeriet. Men alligevel har der de seneste dage været betydelig forvirring om, hvem der helt præcist har ansvaret for at få bygget domhuset i Næstved færdigt.

Efter hektisk mødeaktivitet i Stones Invest i går sendte virksomheden en beroligende meddelelse til sine finansielle partnere om, at Stones Invest indestår for byggeriet, og at Stones Invest hurtigst muligt vil få betalt regningerne, således at byggeriet kan genoptages og færdiggøres.

Dermed tyder meget på, at det komplicerede ejerskifte i forbindelse med overtagelsen af Keops Development endnu ikke er forhandlet helt på plads, og det skaber usikkerhed om, hvorvidt sælgeren af Keops Development, nemlig det islandske selskab Landic Property (tidligere Keops), fortsat har forpligtelser i forhold til Næstved-byggeriet. Stones lover nu at betale regningerne, når der er overblik over Keops engagementer.

Keops Development er blandt de store ejendomsudviklere, der er hårdest ramt af nedgangen i branchen. Det seneste årsregnskab viser således et tab på 566 mio. kr. og en negativ egenkapital på 634 mio. kr.

Stones-koncernen har købt det storblødende selskab af Landic Property, men kreditorerne for de enkelte projekter har ikke i alle tilfælde stolet på Stones som garant. Derfor hæfter Landic stadigvæk ultimativt for en del af Keops-forretningen, og angiveligt er det denne konstruktion, som har ført til forvirring om regningerne fra domhuset. Op til flere banker er involveret i dette indviklede finansielle spindelvæv.

Forsinket projekt
Den aktuelle sag handler om opførelsen af et nyt, sjællandsk domhus på Gardehusarregimentets gamle kaserne i Næstved. Et datterselskab under Keops Development købte grunden i 2007, bl.a. finansieret med et lån på 35 mio. kr. fra den lokale Max Bank. Planen er at udvikle 6.000 kvadratmeter, som Retten i Næstved har lejet på en 20-årig kontrakt.

Dertil kommer ca. 1.200 kvadratmeter, som skal laves til kontorlejemål, men hvis eneste lejere hidtil har været bygningsarbejderne.

Tidsplanen i domhus-projektet er tilsyneladende skredet. Således står der endnu på både Keops og Domstolenes hjemmesider, at retten skulle være flyttet ind den 1. maj i år. Nu hedder terminen i stedet 15. september, men med håndværkernes exit er det uvist, om det kan nås.

»Vi håber det, og derfor er vi heller ikke begyndt at tænke i eventuelle sanktioner,« siger retspræsident Alex Elisussen fra Retten i Næstved.

Max Bank ikke bekymret
Max Bank oplyser, at den ligger forrest i prioritetsrækkefølgen.

»Vi er ikke umiddelbart bekymret for vores lån med de værdier, der er i projektet,« siger direktør Henrik Lund, Max Bank.

Direktør i Landic Property Michael Sheikh oplyste i forbindelse med salget til Stones Invest, at banken har krævet, at Landic skulle garantere for færdiggørelsen af projekterne, selv om Stones Invest formelt har stået som ejer.

Stones Invest, der ejes af Steen Gude, er vokset eksplosivt for lånte penge de seneste to år. Godt nok præsenterede koncernen et overskud før skat på 332 mio. kr. i 2007, men den rentebærende nettogæld var samtidig mere end fordoblet til 2,5 milliarder kroner.

Umiddelbart ser en egenkapital på 504 mio. kr. betryggende ud, men i nedgangstider kan både den bogførte goodwill på 311 mio. kr. og de bogførte værdier af ejendommene hurtigt spise egenkapitalen op.

Stones Invest har samtidig som en ekspansiv virksomhed et betydeligt negativt cash-flow, som skal finansieres ved banklån, og det må derfor formodes, at Stones Invest løbende har en tæt dialog med sine bankforbindelser.

Stones Invest er mest kendt for købet af Holme­gaards Glasværker for nogle år siden. Derudover ejer koncernen restauranten Røgeriet i Rungsted Havn.

Det er ikke lykkedes for Berlingske Business at få en kommentar fra Stones Invests direktør og ejer, Steen Gude, til finansieringsproblemerne i Næstved.