Investorer tror igen på små aktier

Der kan være masser af penge at tjene for investorer, som tør kaste sig ud i at investere i de mindre danske børsnoterede virksomheder.

Efter tre til fire måneder med markante kursfald i de danske smallcap-aktier er tiden igen moden for investorerne, skriver Børsen.

Sådan lyder budskabet fra analytiker Michael West Hybholt fra Smallcap Danmark, der er en kapitalforvaltningsvirksomhed, som er specialiseret i børsnoterede, mindre og mellemstore nordiske virksomheder. Også Danske Banks aktiestrateg, Morten Kongshaug, vurderer, at de økonomiske vinde blæser i en retning, hvor de små aktier igen er attraktive.

»Smallcap er kendetegnet ved, at man kan tjene rigtig mange penge. Hvis man tager perioden fra 2003 til 2008, var der adskillige smallcap-aktier, hvor afkastet i perioden var på mellem 500 og 1000 pct. Det var selvfølgelig en speciel periode, hvor en række virksomheder gennemførte markant værdiskabende restruktureringer af deres aktiviteter. Selvfølgelig var indtjeningsfremgangen og kursstigningerne også drevet af de gode konjunkturer. Der vil gå mange år, inden vi igen ser den samme vækst, men jeg vurderer, nogle af de virksomheder, der måske ikke har været så meget fokus på endnu, har et potentiale på mellem 100 og 200 pct. i forhold til vækst i aktiekursen,« siger Michael West Hybholt.

Selskabet driver to fonde, SmallCap Danmark A/S og Investeringsforeningen SmallCap Danmark, med et samlet kapitalgrundlag på ca. 600 mio. kr. Begge fonde er børsnoterede og åbne for private investorer.