WHO vil sætte historisk hårdt ind mod ebola

WHO vil på tre måneder have uddannet 100.000 personer til at bekæmpe ebola.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er ifølge Jyllands-Posten klar med en ebola-indsats af historiske dimensioner.

Sundhedsorganisationen vil på tre måneder have uddannet 100.000 personer, der skal sættes ind i kampen mod ebola i de hårdest ramte lande i Vestafrika.

»Målet er at få ebolapatienterne ud af deres hjem, isolere dem, forhindre dem i at sprede sygdommen til familie og venner og etablere en livsbevarende behandling, før de kommer til en ebola-klinik,« fortæller kommunikationsofficer Laura Bellinger fra WHOs hovedkontor ifølge avisen.

Hun oplyser, at USA allerede har etableret et center i Monrovia i Liberia, hvor man kan uddanne 200 sundhedsarbejdere hver uge. Og samtidig træner WHO lokale sundhedsarbejdere til at arbejde i regionale centre over hele Liberia og Sierra Leone.

Yderligere underviser WHO gratis i forebyggelse og kontrol af infektioner via internettet, hvor mange tusinde har deltaget.

Direktør Michael Gylling Nielsen fra Læger uden Grænser i Danmark kalder udmeldingen fra WHO for »meget ambitiøs«.

Han har ifølge Jyllands-Posten svært ved at tro på, at WHO vil kunne nå at uddanne så mange mennesker på så kort tid.