UKIP-toppolitiker i bedring efter slagsmål med partifælle

Favoritten til at blive UKIPs nye partileder, Steven Woolfe, kollapsede og blev indlagt efter et skænderi under et partimøde i Strasbourg.

Foto: LEON NEAL

LONDON:  Steven Woolfe, UKIP-medlem af Europa-Parlamentet, blev torsdag indlagt efter at være kommet alvorligt til skade under et skænderi og slagsmål i UKIPs gruppe af EU-parlamentarikere.

I en pressemeddelelse oplyste den midlertidige partileder Nigel Farage, at Woolfes tilstand er "alvorlig", og at han kollapsede efter et "skænderi". Senere torsdag oplyste partikilder til britiske medier, at Woolfe var kommet til bevidsthed. Senere torsdag udsendt UKIP ifølge BBC endnu en pressemeddelelse, hvor Woolfe var citeret for, at han har det meget bedre.

"Jeg er lykkelig og smiler mere end nogensinde, men jeg bliver på hospitalet natten over til observation. Jeg sidder op og har som eneste problem en smule følelsesløshed i venstre side af ansigtet," lød det fra Woolfe, der torsdag kunne fejre sin 49-års fødselsdag.

En scanning havde vist, at der ikke som frygtet var en blodsamling i hjernen.

UKIP har ikke oplyst hvilke medlemmer, der deltog i skænderiet under et partimøde mellem partiets EU-politikere i Strasbourg, som ifølge flere britiske medier udviklede sig til et fysisk slagsmål.  Ifølge The Daily Telegraphs oplysninger kollapsede Woolfe efter slagsmålet. Han var ikke ved bevidsthed, og man frygtede en blødning i hjernen. Nogle kilder har oplyst, at Woolfe under slagsmålet faldt og ramte et vindue med hovedet. Derefter deltog han i en afstemning i parlamentssalen, og det var først på vej ud derfra, at han pludselig faldt om.

En talskvinde fra UKIP fastholdt, at der ikke var nogen politianmeldelser om slagsmål, og at ingen af deltagerne har oplyst noget om et slagsmål. Flere andre partimedlemmer i Storbritannien havde i timerne forinden bekræftet, at de havde hørt om, at der havde været et fysisk skænderi.

Tirsdag aften trak UKIPs nyalgte partileder Diane James sig efter kun 18 dage på posten. Woolfe erklærede onsdag, at han ville stille op til det kommende formandsvalg. Ved det seneste valg af partileder blev Woolfe afvist som kandidat, fordi hans officielle tilmeldelse til valget blev registreret 17 minutter efter en fastsat tidsfrist.

Woolfe betragtede afvisningen som chikane fra modstandere i partiet, og politiske iagttagere betragter det som en del af en uforsonlig strid mellem fremtrædende medlemmer af partiet. Striden om UKIPs lederpost og den fremtidige kurs brød ud i lys lue, da Nigel Farage trak sig fra lederposten efter EU-folkeafstemningen i Storbritannien.

Farage er fortsat som UKIP-medlem i EU-parlamentet, og James har ligeledes meddelt, at hun beholder sit mandat i EU-parlamentet. Woolfe blev valgt ind i EU-parlamentet i 2014, da UKIP opnåede et historisk gennembrud som Storbritanniens største parti ved EU-valget.