Lederkaos i UKIP

Diane James (UKIP) Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBY MELVILLE

Nigel Farage er tilbage. Den tidligere partileder for UKIP bedyrer dog, at han kun er midlertidigt tilbage på posten. Det skyldes, at den nyvalgte Diane James trådte tilbage efter kun 18 dage i spidsen for det britiske EU-modstanderparti.

»Jeg prøver hele tiden at undslippe, og så trækker de mig tilbage,« lød det fra Farage i et forsøg på at slå en humoristisk tone an i et interview med BBC.

Det kan ikke skjules, at UKIP igen er kastet ud i lederkaos, der kan få en bitter strid mellem flere fraktioner og fremtrædende medlemmer af partiet til at blusse op. James erklærede, at hun trak sig på grund af manglende opbakning i partiledelsen og på grund af hendes mands sygdom.

EU-parlamentarikeren Steven Woolfe har straks meldt sig på banen. Ved det seneste formandsvalg følte han sig chikaneret ud, da han ikke blev accepteret som kandidat efter at have overskredet en tidsfrist med få minutter. Farage har tre gange tidligere trukket sig som partileder. Mange spekulerer på, om der trods hans benægtelser kunne blive en fjerde.