Trump slår ud efter Watergate-journalist Bernstein

Trump kalder Watergate-journalisten Bernstein for en »degenereret idiot« og for at opfinde historier.

De tidligere Washington Post journalister Bob Woodward (tv.) og Carl Bernstein (th.), der afslørede Watergateskandalen i 1974, bliver kritiseret af præsident Donald Trump. Præsidenten kalder Bernstein en degenereret idiot. Jonathan Ernst/arkiv/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske tv-station CNN siger, at den har flere kilder, som bekræfter en historie om, at præsident Donald Trump på forhånd havde kendskab til et møde med en russisk advokat, som ville levere oplysninger, der kunne skade Hillary Clinton under præsidentvalgkampen i 2016.

CNN fastholder historien, også efter at en central kilde har trukket sig.

»Vi har mere end en kilde historien, som blandt andre journalisterne Jim Sciutto og Watergate-legenden Carl Bernstein står bag.«

CNN offentliggjorde historien første gang den 27. juli. Da rapporterede tv-stationen, at Trumps tidligere advokat Michael Cohen var parat til at bekræfte, at han havde hørt Trumps søn, Donald Trump Jr., fortælle sin far om russernes tilbud om at dele materiale om Clinton.

Ifølge CNN var det Trump, som sagde god for mødet, der fandt sted i Trump Tower på Manhattan.

Påstandene står over for Trumps erklæringer om, at han intet kendte til mødet, før det havde fundet sted.

Oplysningerne kan få stor betydning i de undersøgelser, som foretages under ledelse af den særlige efterforsker Robert Mueller.

Cohen's advokat Lanny Davis har trukket sine tidligere udtalelser om Trumps kendskab til mødet tilbage.

- CNN står ved vores historie, som har mere end en kilde, hedder det i erklæring fra CNN.

CNN er et af de medier, som Trump hyppigst anklager for at bringe usande historier eller »fake news«.

I denne uge har Trump blandt på Twitter andet langet ud efter CNN og Watergate-journalisten Carl Bernstein, som præsidenten beskylder for at »opfinde historie efter historie.«"

»Bernstein, en mand, som lever i fortiden og tænker som en degenereret idiot,« skriver Trump, som tilføjer, at journalisten er til grin i hele landet.

Bernstein og Bob Woodward førte an i Washington Posts historiske afsløringer af Watergatesagen, som tvang Richard Nixon til at gå af som præsident i 1974.

Woodward udgiver i september en bog om Trump op til midtvejsvalget i november. Bogen »Frygt: Trump i Det Hvide Hus«, beskriver ifølge forlaget, hvordan Trump træffer politiske beslutninger.

/ritzau/AP