Skarp kritiker af Verdensbanken bliver dens nye chef

David Malpass, der tidligere har markeret sig som kritiker af Verdensbanken, er udpeget som dens præsident.

Den amerikanske finansmand David Malpass er blevet udnævnt som ny chef for Verdensbanken. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Den 63-årige amerikanske finansmand David Malpass er fredag officielt blevet udnævnt som den 13. præsident for Verdensbanken.

Det oplyser Verdensbanken i en udtalelse.

USAs præsident, Donald Trump, nominerede i februar Malpass til at blive koreansk-amerikanske Jim Yong Kims efterfølger som Verdensbanken-chef.

Malpass er højtstående embedsmand i det amerikanske finansministerium og regnes for at være en af præsidentens allierede. Under Trumps valgkamp i 2016 var Malpass en af hans økonomiske rådgivere.

Valget af Malpass som ny chef kan umiddelbart virke lidt besynderligt.

Malpass er således skeptisk over for multilaterale institutioner og har tidligere gjort sig bemærket som skarp kritiker af netop Verdensbanken - specielt over institutionens lån af penge til Kina.

Verdensbanken arbejder med at yde hjælp og lån til den fattigste del af verden. Aktionærerne i Verdensbanken er lande, herunder Danmark.

/ritzau/AFP