Røde Kors: En million cyklon-ofre i Bangladesh mangler hjælp

Over en million mennesker i Bangladesh mangler stadig hjælp efter en voldsom cyklon ramte landet i sidste måned.

Fem uger efter, at en kraftig cyklon ramte Bangladesh, mangler mere end en million mennesker fortsat tag over hovedet, lød det fra Røde Kors og Røde Halvmåne søndag.

Cyklonen, der fik navnet Sidr, dræbte over 3300 mennesker og ødelagde 1,5 millioner huse helt eller delvist.

Hjælpeorganisationerne siger, at det beløb, der er givet til at hjælpe ofrene efter naturkatastrofen, langt fra er tilstrækkeligt.

- Hundredtusinder af familier kan se frem til den kommende vinter med brugte og ofte ødelagte byggematerialer som det eneste ly, sagde Røde Kors-leder Graham Saunders.

Bangladesh har bedt det internationale samfund om lidt over 10 milliarder kroner i hjælp, og har fået tilsagn om 2,4 milliarder kroner.

/ritzau/