Robotter rykker ind i kamelvæddeløbets ædle sport

Det nye møder det gamle. De populære kamelvæddeløb i de arabiske lande kræver fnuglette jockeyer, men loven siger, at de skal være over 16. I Qatar har de fundet en løsning: Robotjockeyer.

Tegning: Claus Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Presset af internationale menneskerettighedsgrupper har de olierige Golfstater følt sig tvunget til at finde en kreativ løsning på landenes kameljockey-problem.

De seneste uger har de førende væddeløbsbaner i både De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Qatar derfor afprøvet schweizisk fremstillede jockey-robotter, endda med stor succes.

Kamelvæddeløb er den mest populære sport i Golfregionen, men for at få kamelerne til at løbe helt op til 40 km. i timen skal jockeyen være så lille og så let som mulig. I årevis har det været kutyme at bruge små drenge fra bl.a. Bangladesh, Sri Lanka og Pakistan. Børn helt ned til fire år er blevet kidnappet eller købt for et ringe beløb af deres fattige forældre, og drengene, siger kritikere, bliver ofte sultet for at holde vægten nede.

I UAE er det forbudt at bruge jockeyer under 16 år, der vejer mindre end 45 kilo, men det betyder bare, at de helt små børn bliver holdt i ulovlige slavelignende lejre. De får ikke lægehjælp og bliver ofte udsat for bl.a. seksuelle overgreb.

Forleden kom en kamel med en robot-jockey, der fjernstyres fra sidelinjen, ind som nr. to på en fem kilometer bane i Doha, Qatar. Her håber man at have 20 robotter klar til brug i 2006. I hele Golfregionen mener man, at der er op til 40.000 børne kamel-jockeyer.RAMALLAH

SPORT OG POLITIK er - igen - blevet blandet grundigt sammen i Israel og Palæstina. Årsagen er det israelske fodboldlandsholds succes i VM-kvalifikationsturneringen. Holdet ligger nummer to i puljen og er overraskende tæt på at kvalificere sig til slutrunden - og det takket være to arabiske spillere på holdet.

Abbas Suan og Walid Badir, scorede hver især de udlignende mål mod Irland og Frankrig. De er to af de 1,2 mio. arabere med israelsk statsborgerskab, som hævder at blive behandlet som andenrangsborgere i landet og jævnligt bliver udsat for racisme. Men efter fodboldkampene ville jubelen ingen ende tage.

Et arabisk parlamentsmedlem erklærede omgående »Ingen arabere - ingen mål«. En omskrivning af en populær talemåde blandt jødiske ekstremister, der ønsker de israelske arabere deporteret en blok: »Ingen arabere, ingen terrorangreb«.

Der er tre arabere på det israelske landshold. De spiller til dagligt i arabiske klubber, der hverken har eget stadion eller egne træningsfaciliteter.CAIRO

EN TI ÅR GAMMEL kontroversiel plan om at byforny et af det islamiske Cairos ældste landemærker synes nu at blive en realitet. Det drejer sig om den nordvestlige del af byens Citadel ud til den imponerende byport Bab Al-Azab.

Området har været lukket for turister i årtier. Det har været centrum for arkæologiske udgravninger, men er de senere år gået i forfald. Nu skal en gammel plan om et moderne shoppingcenter, en konferencesal og et islamisk kunstmuseum føres ud i livet. Oprindeligt ville man også have opført et femstjernet hotel på stedet, men den tanke er nu opgivet.

Byfornyelsen af denne historiske del af citadellet har været omgærdet af protester, og for nogle år siden erklærede en domstol, at planerne var en overtrædelse af loven om arkæologiske værdier. Den afgørelse er nu omstødt, og turistministeren tøver ikke med at kalde projektet for Cairos nye pyramider.

Citadellet blev bygget i 1176 af den arabiske kriger Salaheddin fra Tikrit i det daværende Mesopotamien, det nuværende Irak. Formålet var at holde korstogs-ridderne ude af Cairo.

Den nedre del var oprindeligt stalde til en hær på 4.800 mand, men området er kendt og berygtet for at være åstedet for en massakre i 1811. Dengang lokkede den osmanniske hersker, Mohammed Ali Pasha, 500 rivaliserende Mamluk-ledere i en fælde. Pashaen inviterede mamlukkerne til festbanket. Efter middagen blev de mejet ned.

Det er dette tidligere slagtehus, der nu skal renoveres.