Passagerfly ramt af kraftig turbulens: Mindst ti har fået skader i hovedet og nakken

ARKIVFOTO af fly fra United Airlines. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louis Nastro

Kraftig turbulens var tirsdag skyld i, at mindst ti mennesker kom til skade om bord på et amerikansk fly.

Flyet var på vej fra Panama til lufthavnen George Bush Intercontinental Airport i Houston i delstaten Texas, da det pludselig blev kastet ud i 'vejr-relateret turbulens'.

Det fortæller flyselskabet United Airlines til CBS News.

I en pressemeddelelse har flyselskabet også oplyst, at flyet - der var af typen Boeing 737 - oplevede 'kraftig turbulens', da den fløj i det mexicanske luftrum nær Cancun.

På det tidspunkt var området ramt af den tropiske storm Cindy, og det var det, der affødte turbulensen, da flyet passerede tæt forbi, skriver det lokale medie KHOU.

Efter flyet landede omkring klokken 14:30 lokal tid, blev de skadede passagerer og besætningsmedlemmer overført til ambulancer, der holdt og ventede på dem.

'Paramedicinere var mødt op ved flyet for at give medicinsk behandling med det samme, og de første meldinger går på, at ni passagerer og et besætningsmedlem er blevet kørt til hospitalet for at blive undersøgt,' skriver United Airlines i en pressemeddelelse:

'Vores tanker er hos dem, der blev skadet, og vores medarbejdere rækker ud til vores kunder for at give hjælp og støtte'.

Til fly-mediet AirLive fortæller en talsmand fra brandvæsnet i Houston, der også var mødt frem på stedet, at flere af passagerne havde skader i hovedet og i nakken.

Ingen menes dog at have pådraget sig livsfarlige skader.

Nyheden kommer blot få dage efter, at kraftig turbulens søndag var skyld i, at 11 mennesker blev kvæstede om bord på et kinesisk fly. Heldigvis have ingen livsfarlige kvæstelser, men ifølge kinesiske medier kom 11 personer så alvorligt til skade, at de måtte indlægges.