Medie: EU er klar til at udskyde brexit til juli

Ifølge højtstående, anonyme kilder i EU kan Storbritanniens skilsmisse fra unionen blive udsat. I Sverige kan Vänsterpartiet stoppe ny svensk regering. Og i Polen er borgmesteren i havnebyen Gdansk alvorligt såret, efter at han blev stukket ned under en koncert. Få overblik over nattens nyheder her.

BELGIUM BRITAIN EU DIPLOMACY BREXIT
Arkivfoto. Den britiske premierminister Theresa May ankommer her til møde med Det Europæiske Råds præsident Donald Tusk i Bruxelles 11. december 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivier Hoslet/ EPA / Ritzau Scanpix

Medie: EU er klar til at udskyde brexit til juli

Ifølge højtstående, anonyme kilder i EU kan Storbritanniens skilsmisse fra unionen blive udsat.

Hvis premierminister Theresa Mays skilsmisseaftale fra EU på tirsdag bliver forkastet i det britiske parlament, er EU klar til at udskyde brexit til juli.

Efter planen skal briterne træde ud af EU ved midnat den 29. marts. Det kan enten være med eller uden en aftale med EU, men nu kan den deadline altså blive rykket.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det eneste, der skal til for at udsætte skilsmissen, er en forespørgsel fra den britiske premierminister.

Det oplyser en anonym kilde i EU til The Guardian.

Så snart den er modtaget, vil EU-præsident Donald Tusk indkalde til et ekstraordinært EU-topmøde.

Forlængelsens varighed afhænger dog af Mays begrundelse over for EU.

»Skulle Theresa May overleve og informere os om, at hun har brug for mere tid til at overbevise Underhuset om aftalen, vil en teknisk forlængelse til juli blive tilbudt,« fortæller kilden til avisen.

Andre højtstående og anonyme EU-kilder i Bruxelles siger, at det er muligt at forlænge perioden yderligere, såfremt det eksempelvis skulle ende med en ny folkeafstemning om brexit.

Tirsdag skal Underhuset i Storbritannien stemme om Mays brexitaftale, som ventes at blive forkastet.

Men det vil være »katastrofalt«, hvis det ikke lykkes at få en aftale på plads, lød det søndag fra Theresa May.

I et indlæg i avisen Sunday Express opfordrede hun alle Underhusets medlemmer til at støtte den foreliggende aftale.

»Hvis aftalen ikke bliver godkendt, så risikerer vi, at Storbritannien kommer ud af EU uden nogen aftale overhovedet - eller at brexit slet ikke sker,« skriver hun.

Lykkes det ikke at komme igennem med en aftale, vil det være et »utilgiveligt tillidsbrud i forhold til vort demokrati«, tilføjede premierministeren.

Mandag - dagen før den skæbnesvangre afstemning i parlamentet - forventes Theresa May at tale til en række fabriksarbejdere i den midtengelske by Stoke.

Indholdet af talen er på forhånd videregivet til flere britiske medier, herunder Sky News.

»Vi har alle pligt til at føre resultatet af folkeafstemningen til dørs,« er Mays hovedbudskab.

Ved en folkeafstemning i Storbritannien den 23. juni 2016 stemte 52 procent af briterne for at forlade EU. 48 procent stemte for at bevare medlemskabet.

Otte måneder senere - 29. marts 2017 - meddelte Storbritannien officielt, at landet vil melde sig ud af samarbejdet. Af EU-traktatens artikel 50 fremgår det, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til det effektueres.

/ritzau/

 

Vänsterpartiet kan stoppe ny svensk regering

Vänsterpartiet kan meget vel sige nej til en regeringsaftale, der vil holde partiet uden for indflydelse.

Vänsterpartiet i Sverige har besluttet, om det vil stemme for eller imod den socialdemokratiske partiformand, Stefan Löfven, når der onsdag er afstemning i Riksdagen om en kommende statsminister.

Hvis venstrefløjspartiet stemmer imod, stopper det Löfven og den foreslåede regering - hvis altså Moderaterna, Sverigedemokraterna og Kristdemokraterna også stemmer imod.

Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, vil mandag morgen meddele beslutningen, erfarer det svenske nyhedsbureau TT.

En kilde siger til TT, at beslutningen nu er taget, men det er endnu uvist, om det bliver et ja eller nej.

Ifølge oplysninger, som TT fik tidligere søndag, kunne noget tyde på, at venstrefløjspartiet hælder mod et nej. Partiets afdelinger i Malmø og Falun vil begge have, at man stemmer nej til Löfven.

Der er to grunde til, at den foreslåede regering møder modstand i Vänsterpartiet, erfarer TT.

En af grundene er, at partiet mener, at der er for meget højrefløjspolitik i det udkast til en regeringsaftale, der er fremlagt.

Den anden årsag er, at det specifikt fremgår af aftaleudkastet, at Vänsterpartiet ikke skal have indflydelse på politikken i den kommende regeringsperiode.

»Man forudsætter, at Vänsterpartiet skal sige ja til en statsminister, der bedriver højrepolitik, og samtidig ikke få indflydelse. Det er klart, at man ikke kan acceptere det,« siger partiets tidligere formand Lars Ohly til tv-stationen SVT.

Liberalerna traf søndag beslutning om, at partiet vil sige ja til Stefan Löfven som statsminister for en ny regering med støtte fra fire partier.

Den foreslåede regering består af Socialdemokraterna og Miljöpartiet med støtte fra Centerpartiet og Liberalerna.

Miljöpartiet har også sagt ja til aftalen søndag.

Onsdag skal et flertal ved en afstemning i Riksdagen stemme for Löfven som statsminister, inden den nye regering kan tiltræde.

/ritzau/TT

 

Polsk borgmester er alvorligt såret i angreb

Borgmesteren i den polske havneby Gdansk er alvorligt såret, efter at han blev stukket ned under en koncert.

Borgmesteren i den polske by Gdansk er søndag blevet stukket ned, og hans tilstand betegnes som meget alvorlig.

Det oplyser Polens præsident, Andrzej Duda.

»Det lykkedes lægerne at få den hårdt sårede borgmester Pawel Adamowicz' hjerte til at slå igen, men hans tilstand er stadig meget alvorlig,« meddeler præsidenten.

En mand angreb borgmesteren Pawel Adamowicz ved et større velgørenhedsarrangement i den polske havneby.

Det skete omkring klokken 20, da Adamowicz var på scenen for at tale.

Gerningsmanden, der blev pågrebet på stedet, gik op på scenen og stak borgmesteren med en skarp genstand.

Den polske tv-station TVN24 rapporterer, at gerningsmanden råbte, at han havde været uskyldigt fængslet, og at borgmesterens parti, Borgernes Platform, var skyld i det.

Ifølge TVN24 tog borgmesteren sig til maven og kollapsede, efter at manden var løbet op på scenen og havde stukket ham.

Radio Gdansk rapporterer, at Adamowicz blev stukket nær hjertet, men oplyser ikke, hvor radiostationen har de informationer fra.

Nogle medier skriver, at gerningsmanden brugte en kniv, mens andre rapporterer om "en skarp genstand". Ifølge lokale medier er gerningsmanden 27 år og har en plettet straffeattest.

Indenrigsminister Joachim Brudzinski betegner angrebet som "en ubegribeligt barbarisk handling".

Samtidig sender EU-præsident Donald Tusk varme tanker til borgmesteren.

»Lad os alle bede for borgmester Adamowicz. Pawel, vi er med dig,« skriver Donald Tusk på Twitter.

Tusk er tidligere polsk premierminister og var med til at stifte Borgernes Platform. Han kommer selv fra Gdansk.

Adamowicz har været borgmester i Gdansk siden 1998. Han er en del af den demokratiske opposition, der opstod i byen under den tidligere Solidaritet-leder Lech Walesas ledelse.

Adamowicz betragtes som en relativt progressiv politiker, der støtter LGBT-rettigheder og taler for øget tolerance over for mindretal.

/ritzau/AP

 

Mike Pompeo kræver Khashoggis drabsmænd stillet til ansvar

For anden gang siden drabet på journalisten Jamal Khashoggi er USA's Mike Pompeo rejst til Saudi-Arabien.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, er rejst til Saudi-Arabien for at kræve, at de implicerede i drabet på Jamal Khashoggi bliver stillet til ansvar.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Pompeo landede søndag i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Det er anden gang, Mike Pompeo besøger Saudi-Arabien siden drabet på Khashoggi.

Opholdet er en del af en otte dage lang rundrejse i Mellemøsten.

Under besøget i Riyadh skal Pompeo blandt andet mødes med kronprins Mohammed bin Salman, udenrigsminister Adel al-Jubeir og Saudi-Arabiens ambassadør i Washington, prins Khalid bin Salman.

»Vi vil fortsætte med at have samtaler med kronprinsen og saudiaraberne for at sikre, at de ansvarlige kommer til at stå til regnskab for det uacceptable drab på Jamal Khashoggi,« lød det fra Pompeo forud for flyveturen til Riyadh.

Han tilføjede, at de implicerede i drabet ikke bare skal stilles til ansvar for Saudi-Arabien, »men også for USA«.

Den saudiarabiske journalist, kommentator og systemkritiker Jamal Khashoggi forsvandt den 2. oktober efter et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Efter først at have benægtet bekræftede Saudi-Arabien om aftenen den 19. oktober, at Khashoggi blev dræbt på konsulatet i Tyrkiet.

Ifølge en offentlig anklager var det en slåskamp mellem Khashoggi og folk på konsulatet, der førte til journalistens død.

Saudi-Arabiens øverste anklagemyndighed har meddelt, at den kræver dødsstraf til fem af de mænd, der står anklaget for at have deltaget i drabet.

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, mener, at Khashoggi blev dræbt af saudiske agenter på konsulatet. Han har udtalt, at der er tale om et politisk mord, der var forberedt flere dage i forvejen.

Også i USA har Senatet vedtaget en resolution, hvori samtlige senatorer er enige om, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, er ansvarlig for drabet på Khashoggi.

Mere tilbageholden har USA's præsident, Donald Trump, dog været. Han har udtalt, at drabet ikke må ødelægge USA's gode forhold til Saudi-Arabien.

FN's menneskerettighedskontor opfordrer til uafhængig undersøgelse med international deltagelse.

/ritzau/

 

Trump vil ramme Tyrkiet hårdt i tilfælde af angreb på kurdere

Både Tyrkiet og de kurdiske styrker rådes til at holde sig i ro efter USA's tilbagetrækning fra Syrien.

USA's præsident, Donald Trump, advarer både Tyrkiet og de kurdiske styrker i Syrien mod at angribe eller provokere hinanden, når de sidste amerikanske soldater har forladt Syrien.

Det vil ifølge Trump få alvorlige konsekvenser for Tyrkiet, hvis landets militær indleder en offensiv mod kurdiske styrker i kølvandet af den bebudede amerikanske tilbagetrækning

»Vil ødelægge Tyrkiet økonomisk, hvis de rammer kurdere,« skriver han i et tweet sent søndag aften dansk tid.

Trump opfordrer samtidig kurdiske styrker til ikke at tirre Tyrkiet.

»På samme måde ønsker (jeg, red.) ikke, at kurderne provokerer Tyrkiet,« skriver han.

Donald Trump meddelte overraskende i december, at USA's soldater i Syrien skal trækkes hjem, fordi missionen med at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) i det krigshærgede land er fuldført.

USA har i kampen mod Islamisk Stat allieret sig med særligt den kurdiske milits YPG i det nordlige Syrien.

Tyrkiet hævder, at YPG arbejder sammen med den tyrkisk-kurdiske organisation PKK, der i Ankara regnes som en terrororganisation.

Det er endnu uklart, hvornår hjemsendelsen af de omkring 2000 udsendte amerikanske soldater i Syrien indledes.

I begyndelsen af januar sagde Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at man havde visse betingelser til særligt Tyrkiet.

Tyrkiet skal sikre, at "de syriske oppositionsstyrker, der har kæmpet sammen med os, ikke bringes i fare", påpegede han blandt andet.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde lørdag, at han er overbevist om, at USA og Tyrkiet kan indgå en aftale om at beskytte de kurdiske styrker i Syrien.

»Vi er overbeviste om, at vi kan opnå et resultat, der sikrer to ting: at beskytte tyrkerne mod terrortrusler og forhindre væsentlig risiko mod dem, der ikke udgør en terrortrussel mod Tyrkiet,« sagde Pompeo i forbindelse med et besøg i De Forenede Arabiske Emirater.

Han uddybede ikke, hvordan parterne vil sikre beskyttelse af de kurdiske styrker.

/ritzau/

 

En dræbt og flere såret i gaseksplosion i ejendom i Rusland

Flere lejligheder er ødelagte efter en gaseksplosion i Rusland. Mindst otte personer er såret og en dræbt.

To etager i en beboelsesejendom i Rostov-regionen i Rusland er kollapset efter en gaseksplosion tidligt mandag morgen.

Mindst en person meldes dræbt og otte såret.

Det oplyser beredskabsmyndigheder.

»Ottende og niende etage er kollapset i en bygning på i alt ni etager. Vi arbejder på at verificere oplysningerne om de tilskadekomne,« oplyser myndighederne.

»De seneste meldinger går på, at en kvinde er blevet dræbt.«

Gaseksplosionen fandt sted i byen Shakhtj klokken 06.18.

Fem personer er blevet reddet ud af murbrokkerne, heriblandt et barn der befandt sig på niende etage. Mindst syv personer er fortsat fanget under murbrokkerne i ejendommen.

Bygningen blev opført i 1993 og består af i alt 72 lejligheder. 140 af bygningens beboere er blevet evakueret.

/ritzau/Tass

 

Kinas handelsoverskud med USA når det højeste i 12 år

Mens Kinas globale handelsoverskud faldt i 2018, så steg plusset over for USA til 323 milliarder dollar.

Kinas handelsoverskud over for USA var i 2018 det højeste i adskillige år.

Det viser data, som de kinesiske toldmyndigheder har offentliggjort mandag.

Overskuddet, der udgør forskellen på Kinas eksport og import med USA, steg til 323,3 milliarder dollar.

Det er ifølge Reuters det højeste siden 2006.

I 2017 havde Kina et plus på handlen med USA på 275,8 milliarder dollar.

Kinas store overskud har længe været en torn i øjet på USA's præsident, Donald Trump.

Han har sat toldsatsen på kinesiske varer op, og Kina har svaret igen ved at lægge told på amerikanske varer.

Aktuelt er der stilstand i handelsstriden mellem verdens to største økonomier. Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, blev i december enige om at udskyde nye toldforhøjelser fra årsskiftet.

Parterne har givet hinanden indtil begyndelsen af marts til at finde en løsning på uenighederne.

I sidste uge var en amerikansk delegation af embedsfolk i Beijing til handelssamtaler, og Kinas vicepremierminister ventes senere i januar at komme til Washington for at fortsætte samtalerne på et højere niveau.

Donald Trump har ikke kommenteret mandagens nyhed om Kinas store handelsoverskud.

Kina øgede i 2018 eksporten til USA med godt 11 procent, mens importen af amerikanske produkter kun var 0,7 procent højere end i 2017.

Kinas globale handel havde sidste år et omfang på 4620 milliarder dollar. Det er 12,6 procent højere end i 2017.

Men handelsoverskuddet faldt med 16,2 procent til næsten 352 milliarder dollar, fordi importen steg mere end eksporten.

/ritzau/

 

Mere end 1000 flyafgange aflyst i USA efter voldsomt snevejr

Et kraftigt uvejr har fået flere lufthavne i USA til at aflyse flyafgange og udskyde flyvninger.

Et voldsomt snevejr i det østlige USA skaber store problemer for flytrafikken.

Alene i Washington D.C. er mere end 1600 flyafgange blevet aflyst.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Uvejret kom ind over midten af USA i weekenden. Syv mennesker har indtil videre mistet livet i vejrrelaterede ulykker i Missouri og Kansas.

Søndag var der faldet mellem 12 og 20 centimeter sne før klokken 12 i de mest berørte områder nær Washington D.C., det nordlige Virginia og dele af Maryland.

Efter sneen fulgte flere timer med slud og såkaldt isregn, som gjorde vejr- og køreforholdene endnu værre. Der ventes yderligere snefald frem mod aftenen og over natten lokal tid.

Fra lufthavnene Ronald Reagan National Airport og Dulles International Airport i Washington blev al flytrafik søndag standset.

Og natten til mandag dansk tid meddeler luftfartsmyndighederne, at der især ventes yderligere forsinkelser for rejser over Atlanterhavet.

/ritzau/