Kortvarig palæstinensisk lykke kan være dyrekøbt

Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas blev tiljublet i nat, da løsladte langtidsfanger mødte frem ved præsidentpaladset. Men de færreste tror, at han kan vinde noget ved forhandlingsbordet.

Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, kunne i nat lade sig hylde som manden, der fik Israel til at frigive 26 langtidsfanger. I dag begynder en ny runde i de svære forhandlinger om en mulig selstændig palæstinensisk stat - og her er der ikke meget, der tyder på, at Abbas vil få succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: ABBAS MOMANI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RAMALLAH/JERUSALEM: En gruppe unge jublede. Så unge at de aldrig har set deres slægtning i frihed før:

»Vi er bare så lykkelige. Vores fætter har været fængslet i 25 år.«

En kvinde erklærede, at hun var »skør af lykke«, fordi hendes slægtning nu var tilbage på Vestbredden efter 21 år i fængsel.

Da 26 palæstinensiske fanger i nat blev overdraget til Vestbredden og Gaza-striben, var det for en stund følelserne, der helt overtog scenen. Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas mødte frem på et lille podie ved præsidentpaladset Mukata i Ramallah, hvor to af de løsladte fanger holdt hans arme højt i en sjælden stjernestund. Den trængte Abbas lovede, at det ikke vil stoppe her. Han vil sikre, at alle palæstinensiske fanger – der er omkring 5.000 i de israelske fængsler – bliver løsladt. Men for mange palæstinensere er det bare den velkendte retorik, der i årtier har været virkningsløs over for de hårde realiteter.

Og virkeligheden har ikke ændret sig. I dag skal Abbas betale prisen for nattens triumf og fangeløsladelser, når forhandlingerne med den israelske regering indledes i Jerusalem. Det sker på et skrøbeligt og uklart grundlag for det palæstinensiske selvstyre.

Væk er de tidligere så »ufravigelige« krav om, at alt byggeri i bosættelserne skal indstilles, før forhandlingerne kan begynde. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har allerede i dagene op til mødet spillet provokatorisk ud med offentliggjorte tilladelser til hundredvis af nye boliger i bosættelserne. Han har også afvist kravet om, at forhandlingerne skal tage udgangspunkt i »1967-grænserne«. Hvad det betyder i forhold til den israelske position omkring en fremtidig, selvstændig palæstinensisk stat er i højeste grad uklart.

Vurderingen er, at Mahmoud Abbas under intenst pres fra USAs udenrigsminister, John Kerry, er blevet kastet ud i et politisk hasardspil uden egentligt håb. Forhandlingerne kan ende med at give den israelske regering et alibi for at fortsætte udbygningerne af bosættelserne samt i værste fald placere skylden for et forhandlingssammenbrud tungt på den palæstinensiske ledelse.

Ingen grund til optimisme

Emmy Moussa, der er en af de mange, der er mødt op foran præsidentpaladset i Ramallah, er klar over, at der står meget på spil.

»Jeg er her for at vise min støtte til fangerne, men det er en meget lille gestus. Det er en begyndelse, men det er slet ikke nok,« siger hun.

Hun tror ikke på, at mødet vil føre til det gennembrud i forhandlingerne, der siden Oslo-processen blev indledt for 20 år siden igen og igen er løbet ud i frugtesløse skænderier om, hvem der har skylden:

»Jeg er ikke særlig optimistisk. Vi har været igennem det her så mange gange. Snart vil israelerne finde en grund til at indstille forhandlingerne,« siger Emmy Moussa.

Moussa og hendes ægtefælle betragter sig som palæstinensere og som en del af kampen for en palæstinensisk stat, men for 34 år siden flyttede de til USA. De er villige til at tro på de oprigtige hensigter fra USAs præsident, Barack Obama, men de er yderst skeptiske over for, om amerikanerne kan lægge det fornødne pres på den israelske regering.

»Kerry har indledt noget nyt, men israelerne handler ud fra deres egne regler. Min søster er 70 år, og de ville ikke lade hende komme og besøge sin mand her. Da vi flyttede herfra, var det for at få nogle fremtidsmuligheder. Det er umuligt at leve her. Jeg har seks børn, og der ville ikke være nogen muligheder for dem her,« fortæller Emmys ægtefælle, der har »amerikaniseret« sit navn til Mike.

Frygt for nye sammenstød

Den israelske regering har lovet, at den vil løslade i alt 104 langtidsfanger, der har været fængslet siden før Oslo-processen blev indledt i 1993. Det skal ske over et forløb på ni måneder og under forudsætning af, at forhandlingerne samtidig er i gang. På den israelske side har der været demonstrationer og voldsomme udfald mod Netanyahu for at sætte »terrorister med blod på hænderne fri«.

Det drejer sig om liv og stærke følelser på begge sider, hvor der hersker to vidt forskellige udgaver af virkeligheden de seneste 65 år efter staten Israels oprettelse. Men i det årelange spil om Mellemøsten er langtidsfangerne trods alt bare en detalje.

Det er under forhandlingerne i dag og fremefter, at Abbas og hans forhandlingsteam skal tænde håbet for palæstinenserne. Skeptikerne, og dem er der utallige af, giver ham ikke mange chancer. Hvis det mislykkes for den 78-årige Abbas, vil den flygtige, varme jubel natten til i dag være dyrekøbt. Mange frygter en ny eksplosion af sammenstød i Mellemøsten. Eller måske en israelsk annektering af Vestbredden, hvilket i øjeblikket virker usandsynligt, men som har politisk rygvind i det israelske parlament.

For Abbas kan fiasko betyde enden på hans politiske karriere og et eftermæle i vanære.