Her er en rumraket lidt som en rutebil

Indbyggere i rumfartsbyen Bajkonur sov fra det meste, da tre astronauter fløj på en dramatisk færd til den Internationale Rumstation. Et solpanel fejlede, men strømmen rakte, og rumkapslen nåede sit mål.

Soyuz TMA-17M-rumfartøjet hæver sig langsomt fra den kazakiske steppe med kurs mod Den Internationale Rumstation, ISS. Lyssætningen står de vældige raketmotorer for. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDER NEMENOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BAJKONUR: Julija på seks år flyver højt over Bajkonurs centrale torv. Ikke helt op til stjernerne, men så højt hoppeborgen nu kan løfte hende, mens mor holder et vågent øje med vildskaben.

Det oppustelige legeland står lige foran indgangen til det vidtstrakte kompleks, der huser Roscosmos, Ruslands Føderale Rumagentur. Agenturet er den største arbejdsplads i den lille by. Her midt på den kasakhiske steppe ligger nemlig noget så usædvanligt som verdens travleste rumhavn.

Siden 1950erne har rumraketter pløjet sig op gennem atmosfæren fra affyringsområdet 30 kilometer borte. Den næste afgår om syv timer med tre astronauter om bord og kurs mod den Internationale Rumstation.

Og hvad så? Forældrene ved hoppeborgen har set for mange raketrejser til sådan rigtig at hidse sig op over det.

»Det er nok lidt, som hvis man bor ved siden af en rutebilstation. Så kigger man jo heller ikke på alle busserne,« siger Andsjela Sabirova.

Men spændende er det da, siger hun. Selv efter 18 år i rumfartsbyen tager hun gerne familien med ud på gaden for at beundre de to-tre opsendelser hver måned.

Som de fleste indbyggerne i Bajkonur kender hun alt til forløbet: Først to hastige lysglimt, når motorerne tændes, så en hvid prik, der stiger opad, og til sidst den rullende bølge af hvid støj, der favner hele byen med et par sekunders forsinkelse.

Denne gang er opsendelsen desværre klokken tre om natten. Efter sengetid.

»Jeg er bange for, at vi sover denne gang,« siger Andsjela, hvis tiårige datter ellers går på byens Internationale Kosmonautskole.

Andre er lysvågne. I dagene før en opsendelse, myldrer den søvnige provinsby af liv. Hotellerne fyldes med teknikere, journalister, rumfartsentusiaster og astronauternes familier. På byens caféer bærer halvdelen af gæsterne polotrøjer og skjorter med logoer fra Roscosmos, amerikanske NASA og japanske Jaxa. Om aftenen skal man bare læne nakken tilbage og kaste blikket ud over steppen, der rækker helt ind til bygrænsen. Så kan man se den 50 meter høje Sojuz-raket på affyringsplatformen. Hele byen tæller ned.

Det er også, hvad en gruppe japanske rumfartsentusiaster gør foran kosmonaut-boligerne femten kilometer syd for hoppeborgen og ganske tæt på raketten. De står klar med flag og et stort banner med et billede af den japanske astronaut Kimiya Yui, der om få timer skal løftes op til rumstationen sammen med en amerikansk og en russisk kollega.

»For mig er det en drøm. Jeg har altid drømt om at besøge dette sted,« siger Nakagawa, en ung fyr fra Tokyo.

»Juhiiiii,« råber en flok unge, mens de tager selfies med en russisk raket og en spektakulær solnedgang som baggrund.

Rumfartshelte vækker naturligt nok større opsigt i lande, hvor den slags ikke er hverdag. Og lige nu, fem timer før affyring, begynder stemningen i den japanske lejr at lugte af rockkoncert.

Forståeligt nok. Om mindre end halvanden måned er det gæster fra Danmark, der vil stå her med flag og selfiestænger. 2. september skal Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, skydes op til den Internationale Rumstation med samme slags raket og fra samme affyringsplatform.

Talsmand for Kasakhsta ns rumfartsagentur er allerede på fornavn med danskeren.

»Bajkonur er klar til at byde Andreas velkommen hos os,« forsikrer Aset Nurkenov fra Kasakhstans rumfartsagentur, da han opdager den danske journalist.

»Det viser, at vores samarbejde med EU-landene trives over al forventning,« ivrer talsmanden, før japanerne bag ham igen begynder at klappe.

Nu kommer de rumrejsende. De tre mænd i blå dragter går smilende og vinkende de få skridt fra Roscosmos-hotellet til de ventende busser. En vemodig russisk rockklassiker, ’Urterne Derhjemme’, brager ud over pladsen.

Netop dén sang på dét tidspunkt er en af talrige traditioner, der regnes for ubrydelige forud for en vellykket opsendelse.

De tre rumrejsende, amerikanske Kjell Lindgren (t.v.), kaptajn Oleg Kononenko fra Rusland og japanske Kimiya Yul, vinker til de fremmødte forud for torsdagens afrejse fra Jorden. Foto: Shamil Zhumatov/Reuters REUTERS/Shamil Zhumatov Fold sammen
Læs mere

En anden tradition er, at den lokale præst, fader Sergij, stænker vievand på både raketten og dens passagerer. Sådan har det været siden 1999, otte år efter det ateistiske Sovjetunionen brød sammen.

»Åh, min kære,« buldrer den langskæggede præst, da jeg spørger til ceremonien.

»Jeg fortalte dem, at ærkeenglen Gabriel er med dem. De flyver med Herrens velsignelse,« forklarer Fader Sergij, da astronauternes bus er drønet videre mod raketten.

 

Tre timer til afgang. Kosmonauter og astronauter trækker i rumdragterne inde bag det tykke glas. Fotograferne blitzer, mens familierne ser til. Rumkapslens kaptajn, Oleg Kononenko, vinker ud gennem ruden til sin kone Tatjana og to børn, Andrej og Aleksandra. De kæmper tappert for at smile med. Dagen inden talte jeg med Tatjana Kononenko om, hvordan man forbereder sig på, at sende et familiemedlem ud i rummet. Og så endda for tredje gang.

»Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at tage alle de her tunge følelser over på sig selv, så det ikke tynger ham,« sagde hun.

Under den seks måneder lange mission holder de kontakten med daglige telefon- og videoopkald.

»Han elsker sit arbejde meget højt. Han har det på den måde godt deroppe. Det kan man mærke. Nogle gange ringer han oftere til os deroppefra, end hvis han er på rejse hernede,« smiler Tatjana Kononenko.

Men lige nu smiler familierne ikke. De venter på stolerækkerne, mens deres mænd og fædre trækker i sterile, lufttætte dragter. Den amerikanske astronaut Kjell Lindgrens lille søn former et hjerte til sin far med sine hænder.

Den amerikanske astronaut Kjell Lindgren vinker til sin familie gennem det tykke glas. Astronauterne lever i karantæne de sidste to uger før opsendelsen. Fold sammen
Læs mere

Ti minutter til start. På observationspladsen 1.200 meter fra raketten er teknikere, fotografer og astronauternes familier samlet netop dér, hvor man ikke kan komme nærmere, uden det bliver farligt. En lille kiosk sælger øl, vand og pølsemadder, men de færreste tænker på at spise.

Raketten står dér midt i mørket badet i projektørlys. Efter den er blevet fyldt med flydende ilt har den skiftet farve fra grå til hvid. I spidsen af den 300 ton tunge raket fyldt med kerosin sidder tre små mennesker.

Raketten er den første bemandede mission, siden et russisk fragtfartøj fejlede i maj måned. Det har allerede udskudt opsendelsen i to måneder. En rumraket er vitterligt ingen rutebil, selv hvis dens design stammer fra 1960ernes Sovjetunionen.

»Rumfart er uhyre kompleks. Fejlfinding er endnu mere kompleks,« forklarer ingeniøren Vladimir Ponomarjov fra Roscosmos, mens vi står midt i mængden.

Tilskuere med lange ører vender sig nervøst om. Vladimir forsøger at berolige. Alle systemer i Sojuz-kapslen har et dobbelt backupsystem. De vigtigste systemer har et tredobbelt nødsystem.

Så med ét peger arme op mod himlen. Det ligner et stjerneskud. Men den lysende plet fortsætter sin flugt og tegner en bue henover himmelvælvet. Der bliver stille. Det er den Internationale Rumstation, der kommer til syne præcis tre minutter før afgang.

»De kommer for sent,« råber nogen.

Mængden svarer med nervøs latter.

»Ti sekunder til opsendelse,« gjalder det metallisk ud over steppen.

Så sker det. Et glimt og en rød ild spreder sig fra bunden af raketten. Ilden bliver hvid. Den lyser himlen og hele det natmørke steppelandskab op, som var det en sommerdag. Og alligevel står raketten stille. Så langsomt, uendelig langsomt, løfter den sig. Lyskuglen stiger opad. Raketten vinder over tyngdekraften. Med et brøl raser den op gennem natten. Lys og larm slår mod tilskuernes ansigter.

Morgenrøden kravler frem, før opsendelsen kan erklæres fuldført. Turisterne klapper. Teknikerne trykker hinandens hænder. Alle er høje af rumfartsrøg. Det første billede af de tre astronauter om bord på rumstationen har efter seks timer nået Jorden. Men successen var ikke ubetinget.

Da rumkapslen efter ni minutter rev sig fri af de sidste rakettrin, foldede kun det ene af de to solpaneler sig ud. Sojuz-kapslen klarede en seks timer lang flyvetur og en sammenkobling med rumstationen med en strømforsyning på halv kraft.

»Det er ikke farligt for selve flyvningen. Der er ingen risiko for kosmonauterne. Men det vil få nogle konsekvenser internt i Roscosmos,« siger Ivan Moisejev, direktør for det russiske Space Policy Institute.

Fejlen er set før. Senest under en flyvning i september sidste år. Men episoden burde ikke påvirke Andreas Mogensens mission, mener den russiske rumfartsekspert.

Den påvirkede heller ikke Bajkonurs fejring af opsendelsen. På café Stjernehimlen nær den centrale plads med hoppeborgen sneg lyden af knust glas sig ud gennem de åbne vinduer. Champagneglas hamrede i gulvet for at fejre opsendelsen. Endnu en tradition i Bajkonur.