Har Tyrkiet skabt sit eget Syrien?

Krig. En tilstand af død og ødelæggelse har lagt sig som en skygge over flere kurdiske områder i det sydøstlige Tyrkiet. Efter at den tyrkiske regering har lagt fredsforhandlingerne på hylden, er der for mange kurdere kun én løsning tilbage: Selvstyre.

I storbyen Diyarbakir er kampene stort set koncentreret til den fattige Sûr-bydel. I bydelen er der ikke megen tro på fred, men stor mistillid til regeringen. Foto: Sertac Kayar/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DIYARBAKIR: Tungt artilleri, kampvogne og panserkørertøjer er blevet en del af hverdagen i dele af den kurdiske storby Diyarbakır. De seneste to års våbenhvile mellem PKK og Tyrkiet er for alvor ovre.

I flere områder i det sydøstlige Tyrkiet, raser hårde kampe mellem den kurdiske oprørsbevægelse PKK og tyrkiske sikkerhedsstyrker, ligesom PKKs ungdomsorganisation YDG-H – på dansk Bevægelsen af Patriotiske og Revolutionære Unge – har rykket guerillakampen til byerne. Derfor kan artilleri og granatnedslag høres dagen lang i den fattige bydel Sûr i Diyarbakır, og værst når mørket falder på.

Sûr betyder »bymur« på kurdisk, og bydelen har da også fået sit navn fra den mindst 6.000 år gamle bymur, der omgiver det indre Sûr, og som sidste år kom på UNESCOs verdensarvsliste. Inden for murene boede der, indtil kampene begyndte, omtrent 25.000 personer, men 20.000 er allerede flygtet til andre dele af Diyarbakır, vurderer menneskerettighedsorganisationen IHD. I de øvrige dele af Diyarbakır mærker man ikke meget til kampene.

18-årige Kadir forlod for to måneder siden sit hus i Sûr sammen med familien.

»Det seneste, vi har hørt fra Sûr, er, at vores hus er jævnet med jorden. Det er håbløst, det ligner noget fra Syrien,« fortæller Kadir til Berlingske.

Det nye i den årtier lange kamp mellem de to parter er, at kampene er flyttet fra bjergene ned til byerne. Dette er en strategi fra PKKs side, som har fundet inspiration i YPGs – på dansk Folkets Forsvarsenheder – kampe mod Islamisk Stat i Kobane i Syrien.

De civile er hårdt ramt af kampene og af det 24-timers udgangsforbud, som de tyrkiske styrker har pålagt dem. Ovetræder civile 24-timers udgangsforbuddet, bliver de behandlet som en potentiel terrorist af de statslige styrker, ligesom der er adskillige rapporter om, at sikkerhedsstyrkerne ikke tillader ambulance og læger at komme frem til de belejrede områder. Det skriver blandt andet Amnesty International, i sin seneste rapport fra de konfliktramte områder.

I Sûr har udgangsforbuddet nu varet to måneder, mens op mod 54 civile har mistet livet i den fattige bydel. Human Rights Foundation of Turkey og Amnesty International melder, at over 200 civile har mistet livet i det sydøstlige Tyrkiet siden august, mens konflikten har tvunget 200.000 civile på flugt og påvirket 1,3 millioner. Siden 1984 har konflikten kostet 40.000 liv på begge sider.

»Fred skal komme nu eller aldrig«

»Hvordan kan en stat som Tyrkiet kæmpe mod sin egen befolkning med kampvogne og raketter? Det er en krigserklæring! Hvis det er sådan, staten behandler os, er vi ikke dens borgere, er vi klar til at kæmpe for vores rettigheder,« siger Newzad, der er folkeskolelærer i Diyarbakır.

De civile, som Berlingske møder omkring Sûr, er generelt modløse. Troen på freden og tilliden til den tyrkiske regering bliver mindre for hver dag, der går. Én ting, de civile er enige om, er, at kampen er nødvendig for at opnå selvstyre, men at børn og kvinder ikke skal være ofre for den.

Kampene i Sydøsttyrkiet begyndte i oktober 2014 som protestdemonstrationer mod den politik, Tyrkiet førte mod den kurdiske by Kobane i det nordlige Syrien. Da Kobane blev belejret fra alle sider af Islamisk Stat, mødte den tyrkiske regering kritik for ikke at tage aktivt del i kampen mod terrororganisationen.

Demonstrationerne blev dengang iscenesat af PKKs ungdomsbevægelse YDG-H i Tyrkiet – samme bevægelse, der kæmper mod sikkerhedsstyrkerne i det sydøstlige Tyrkiet netop nu.

Spændingerne blev yderligere skærpet i februar 2015. På mange tyrkiske TV-kanaler så man billeder af tre parlamentarikere fra det prokurdiske HDP-parti trykke hænder med fire ministre fra præsident Erdogans AKP-parti. Håndtrykkene var historiske, fordi der var indgået en tipunktsaftale efter årtiers blodig kamp mellem Tyrkiet og PKK. Opkaldt efter det osmanniske slot, hvor aftalen blev underskrevet, skulle Dolmabahçe-deklarationen bane vejen for en længe ventet fred mellem tyrkere og kurdere. Det skulle være begyndelsen på en ny æra med fred i Sydøsttyrkiet.

Blandt punkterne i deklarationen var, at det kurdiske folk skulle have basale demokratiske rettigheder med hensyn til egne styreformer, og at det lovmæssige grundlag skulle udarbejdes i samarbejde med den tyrkiske centralregering. HDP har længe talt for en alternativ styreform for det store kurdiske mindretal i landet. Partiet foretrækker selvstyremodellen, som vil give kurderne autonomi inden for rammerne af den tyrkiske republik.

Få dage efter deklarationen var underskrevet, udtalte præsident Erdoğan, at han ikke kendte til aftalen, og derfor fandt han den heller ikke legitim. Erdoğans udtalelse fik opbakning fra vicepremierminister Yalçın Akdoğan, der stod i spidsen for Dolmabahce-forhandlingen. Den manglende anerkendelse af deklarationen slukkede for mange håbet om en vedvarende fred.

Hårdere kampe i vente

En kilde tæt på PKK fortæller til Berlingske, at kampene bliver langt værre om nogle måneder, hvis ikke regeringen sætter sig til forhandlingsbordet med PKK.

»YDG-H varetager kampen for PKK, indtil sneen er smeltet, for da kommer de professionelle guerillakrigere ned fra bjergene og fortsætter kampen. Uden den folkelige opbakning kunne YDG-H ikke rykke kampene ind til byerne,« siger kilden til Berlingske. Påstanden om, at PKK gør klar til at slå til i byerne, er yderligere blevet bekræftet af den fremtrædende kurdiske politiker Hatip Dicle i et interview til den tyrkiske netavis T24.

PKK-lederen Abdullah Öcalan har været fængslet siden 1999. Men siden 2009 har han forhandlet med den tyrkiske regering. Det resulterede i våbenhvile mellem parterne fra 2013 til 2015. PKK er stadig på USAs og EUs terrorliste trods NATOs alliance med PKKs søsterorganisation, YPG, der kæmper mod IS i det nordlige Syrien. Præsident Erdoğan har ved adskillige lejligheder sat lighedstegn mellem PKK, YPG og IS.

Selv om HDP forsøger at mægle i konflikten, ser det ud til at blive svært at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. Præsident Erdoğan har så sent som 20. januar sagt, at det for hans vedkommende er fortid at snakke med PKK og det folkevalgte parti HDP.

»Når en politiker (fra HDP, red.) er talerør for en terrororganisation, fortjener han så ikke at blive behandlet som en terrorist?« spurgte Erdoğan retorisk i forrige uge.

»I den kommende tid vil hverken den separatistiske terrororganisation (PKK, red.), det parti, der er deres gidsel (HDP, red.), eller nogen anden enhed motiveret af PKK blive taget seriøst,« slog præsidenten fast.