Det er ikke et kurdisk problem – det er et terrorrelateret problem

Den kurdiske parlamentariker Galip Ensarioglu, der er et af præsident Erdogans stærkeste kort i den kurdiske region, erkender at regeringen har fejlet i sin kurder-politik. Men han placerer det fulde ansvar for de civile tab hos PKK.

Galip Ensarioglu, AKP-parlamentariker fra Diyarbakir. Foto: Sultan Coban Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DIYARBAKIR: Galip Ensarioglu er et prominent navn i kurdiske kredse i storbyen Diyarbakir – i hvert fald i de kredse, der ikke sympatiserer med oprørsbevægelsen PKK. For blandt tilhængere af PKK og det prokurdiske HDP-parti møder han stor kritik for at alliere sig med den tyrkiske regering.

Galip Ensarioglu er et vigtigt navn for præsident Erdogans AKP og en af de stærkeste kurdiske politikere, partiet har vundet til sig fra Diyarbakir. Berlingske har mødt ham på kontoret i Diyarbakir, hvor kampe raser i dele af byen.

Hvordan vurderer du situationen i Diyarbakirs Sûr-bydel?

»Dette er ikke en tilfældig hændelse. At trække kampene ind til byen og til storbyerne generelt er en nøje gennemtænkt PKK-strategi.  Det handler ikke en meter om selvstyre, for de (HDP, red.) sidder jo allerede på Diyarbakir-kommune, er det ikke nok?  Det her er ikke et kurdisk problem, det er et terrorrelateret problem. Det er ikke andet end et forsøg på at svække og indlede en borgerkrig i Tyrkiet. I øvrigt er konflikten drevet af Iran, og dette er Irans forsøg på at svække Tyrkiets lederskab i Mellemøsten for selv at komme til.«

Du ser det ikke snarere som en reaktion på Tyrkiets passivitet i Kobane i Syrien?

»Den tyrkiske regering har behandlet 1.700 YPG-krigere og sendt 3.200 lastbiler med fødevarehjælp til Kobane. Det var også Tyrkiet, der bevæbnede Peshmergaen (forsvarsstyrkerne ved Kurdistans Selvstyreregering i Nordirak, red.) og åbnede en korridor, så de kunne rykke ind i Kobane. Det var Tyrkiet, der reddede Kobane. YPG kunne aldrig have klaret det uden Tyrkiet. Det eneste, Tyrkiet ikke har gjort for Kobane, var at sende tyrkiske landtropper, men det var fordi, PYD ikke ønskede det, Tyrkiet var klar til det.«

Efter bruddet på Dolmabahce-deklarationen voksede PKK og HDPs mistillid til regeringen, hvad skete der?

Det er korrekt, men PKK er ikke oprigtige på dette punkt. Det var vicepremiereminister Yalcin Akdogan, der ledede Dolmabahce-forhandlingerne. Erdogans efterfølgende affejende udmeldinger var hans personlige holdning. Ja, det kan diskuteres, om Erdogans udmelding var korrekt eller ej. Selv hvis Erdogans udtalelser satte fredsforhandlingerne i klemme, er det så en undskyldning for at bryde våbenhvilen og splitte landet? Det var det, PKK gjorde. PKK havde lovet at fjerne sine tropper fra Tyrkiets landegrænser, det holdt de ikke, i stedet etablerede de ungdomsorganisationen YDG-H, der nu har bevæbnet sig i byerne. Det er dem, der har brudt forhandlingerne. Det er dem, der har startet krigen, ikke os!«

Er det ikke ret alvorligt, at en regering bekæmper en ungdomsorganisation med kampvogne og specialstyrker? Flere hundrede civile har mistet livet i kampene ...

»De, der trækker kampene ind til områder, hvor der bor civile, er også dem, der har skylden for de dræbte. Staten ønsker at skåne de civile ved at indføre udgangsforbud.«

Der er adskillige rapporter om nedslag på civile ved netop disse udgangsforbud?

»Politiet og militæret kan have svært ved at se forskel på civile og YDG-H millitanter. Statsstyrkerne opererer yderst langsomt – netop for at skåne civile. Derfor er der også flere dræbte politifolk og soldater, end der er dræbt civile. Det er ikke fordi PKK/YDG-H er stærkere end staten, tværtimod, det er, fordi staten skåner de civile ved at ofre sig selv.«

Er der ingen vej tilbage til fredsforhandlingerne?

»Regeringen er klar til at genoptage forhandlingerne med PKK, men absolut kun, når PKK har lagt våbnene. Som regering er vi ikke imod selvstyre, faktisk er vi åbne over for en decentralisering af magten. Vi er trætte af det forrådnede centraliserede system. Erdogans ønske om et præsidentielt system er en administrativ model, ligesåvel som kurdernes selvstyreønske. Men det kan absolut ikke opnås igennem bevæbnet kamp, det kurdiske folk må determinere dette selv. Man kan ikke bare erklære selvstyre og tro, at man kan få det med en flok teenagere.«