Har Danmarks ambassadør i Moskva »stor sympati for russerne?« Anders Samuelsen og Claus Hjort er lodret uenige

Har Danmarks ambassadør i Moskva »stor sympati for russerne?« Udenrigsminister Anders Samuelsen forsvarer sin ambassadør i Rusland mod angreb fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kommer nu sin ambassadør i Rusland til undsætning efter et hårdt, personligt angreb fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

»Der er på ingen måde tale om et politisk indlæg i debatten endsige en sympatitilkendegivelse over for Rusland,« fastslår Anders Samuelsen med henvisning til ambassadør Thomas Winklers kronik i Berlingske i august.

I kronikken forsøgte den danske ambassadør at nuancere det billede af et meget aggressivt og farligt Rusland, som tegnes af et flertal af de politiske partier herhjemme.

Men det »budskab er fuldstændig forfejlet«, har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sagt.

»Den kronik var helt ved siden af,« fastslog han i oktober i DR2s Deadline, hvor Claus Hjort også beskyldte Thomas Winkler for at have »stor sympati for russerne«.

Men det er Anders Samuelsen ikke enig i.

»Vores ambassadør i Moskva gav i en kronik 21. august 2017 et perspektiv på truslen fra Rusland set fra Moskva. Det, synes jeg, er et vigtigt perspektiv at få med i debatten ikke mindst i forsøget på at forstå de russiske bevæggrunde og få et bud på en analyse af maskinrummet bag Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitik,« skriver udenrigsministeren i et folketingsvar til Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.

»Mange nuancer«

»Jeg synes, at man i kronikken kan finde mange nuancer og bestemt ikke en afvisning af, at der findes russiske trusler også mod Danmark. Der er på ingen måde tale om et politisk indlæg i debatten endsige en sympatitilkendegivelse over for Rusland,« fastslår Anders Samuelsen, der samtidig understreger, at den danske regering ønsker en dialog med Rusland.

»Det er som bekendt regeringens vurdering, at truslen fra Rusland er reel og bekymrende. Det kræver et robust modsvar. Samtidig ønsker vi dialog med Rusland inden for de givne rammer, og hvor det er i vores egen interesse,« påpeger udenrigsministeren.

Nikolaj Villumsen mener, at udenrigsministeren er ude i en »ren afklapsning« af forsvarsministeren.

»Blandt andet afviser Anders Samuelsen jo fuldstændig Claus Hjorts påstand om, at Danmarks ambassadør skulle have stor sympati for russerne,« siger Enhedslistens udenrigsordfører, der kalder det alvorligt, at regeringens to ministre ud i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske ikke er enige om en så stor udfordring som Rusland.

Det er Socialdemokratiets udenrigsordfører og tidligere forsvarsminister, Nick Hækkerup, enig i.

»Det er jo en direkte desavouering af forsvarsministeren – ganske vist forsigtigt formuleret, da der jo trods alt er tale om en regeringspartner,« mener Nick Hækkerup.

»Der mangler vist lidt koordinering i regeringen her. Det duer ikke, at den minister, der har ansvar for diplomatiet, og den minister, der har ansvaret for våbnene, er så uenige i så alvorlig en sag,« siger Nick Hækkerup.