Bødkers to mål giver San Jose sikker sejr over Dallas i NHL

Allerede efter første periode havde Mikkel Bødker scoret to gange, og San Jose vandt 5-2 over Dallas i NHL.

Mikkel Bødker i en tidligere kamp mod Detroit Red Wings. Danskeren scorede to gange mod Dallas i NHL natten til mandag. Scanpix/Gregory Shamus Fold sammen
Læs mere

San Jose. Der var dømt topopgør i verdens bedste ishockeyliga, NHL, da Dallas Stars og San Jose Sharks stødte sammen natte til mandag.

Men selv om de to hold ligger side om side i toppen af tabellen, løb San Jose hurtigt af sted med sejren. Allerede efter første periode var holdet foran 4-0. Danske Mikkel Bødker lavede periodens sidste to mål.

Det første var et relativt ufarligt forsøg fra danskeren, der blev rettet af på vej mod mål og alligevel gik ind bag målmand Ben Bishop.

Kun to minutter senere fandt Chris Tierney den danske forward foran mål. Bødker satte med et kort aftræk et knaldhårdt skud ind bag Bishop, der efterfølgende blev taget af banen.

San Jose kom også foran 5-0, før holdet begyndte at slappe af i tredje periode, og Dallas fik lov til at score to gange.

Det endte 5-2 til San Jose, der ligger på forholdsvis sikker afstand af forfølgerne i kampen om slutspilspladser i NHL's Western Conference.

Det var tredje kamp i træk, at Mikkel Bødker scorer i NHL. Danskeren har nu lavet 11 mål og 11 assister i denne sæson.

I Detroit vandt Toronto Maple Leafs, der for en gangs skyld var uden danske Frederik Andersen i målet, 3-2 over Frans Nielsen og Detroit Red Wings.

Oliver Bjorkstrand fik lidt over et kvarter på isen, da Columbus Blue Jackets tabte for tredje kamp i træk. Danskeren fik ikke sat point på tavlen mod Pittsburgh Penguins, der vandt 5-2 i Ohio.

/ritzau/