Avis: Mays ministre drøfter brexit-udsættelse i hemmelighed

En række medlemmer af Theresa Mays kabinet vil ifølge The Telegraph udsætte brexit med otte uger.

Foto: CLODAGH KILCOYNE

En række af Theresa Mays ministre har i al hemmelighed drøftet en plan om at få udsat det britiske exit fra EU.

Det skriver The Telegraph sent tirsdag aften.

Udsættelsen vil i givet fald betyde, at Storbritannien skal forlade EU senest den 24. maj i stedet for den 29. marts, som hidtil har været fristen.

Ministrene håber på, at EU vil gå med til en to måneder lang "henstandsperiode" efter den 29. marts.

Den skal træde i kraft, hvis Theresa Mays aftale med EU bliver godkendt i parlamentet og give tilstrækkelig tid til at indføre den nødvendige lovgivning, skriver The Telegraph.

Den britiske premierminister rejser til Bruxelles torsdag. Her skal hun blandt andet forsøge at overtale EU-lederne til at genforhandle spørgsmålet om den irske grænse - den såkaldte bagstopper.

Den skal sikre, at der ikke opstår en "hård grænse" mellem Nordirland og Irland.

Det er en nødløsning, der kun træder i kraft, hvis parterne ikke inden udløbet af en overgangsperiode er blevet enige om en anden permanent ordning.

EU's ledere har dog ikke vist stor vilje til at genforhandle den aftale, som blev indgået mellem Theresa May og EU i november.

Hvis ikke en aftale mellem Theresa May og EU bliver godkendt i det britiske parlament, risikerer Storbritannien at skulle forlade EU uden en aftale.

May kæmper med at samle opbakning til den udtrædelsesaftale, som blev færdigforhandlet i november. Det britiske parlament er ikke tilfreds med den.

Aftalen blev stemt ned med et overvældende flertal i januar.

Siden har May fået et mandat fra det britiske parlament til at søge et nyt kompromis i forhold til det svære spørgsmål om grænsen mellem Irland og Nordirland.

/ritzau/