Legende afslører vanvittig episode: 'Må jeg myrde ham?'

Den tidligere colombianske fodboldstjerne Faustino Asprilla fik i 1997 en skydegal mand i røret, da han sad på sit hotelværelse efter en VM-kvalifikationskamp.

Forinden havde han været oppe at toppes med Paraguays målmand Jose Luis Chilavert. Situationen kostede dem begge et rødt kort, og Colombia tabte opgøret 2-1.

Samme aften ringede telefonen så.

Her spurgte den fremmede mand Asprilla, om han måtte slå målmanden ihjel. Det afslører den tidligere colombianske spiller i en ny dokumentar ifølge Reuters.

»Hvad? Er du sindssyg? Du kommer til at smadre colombiansk fodbold. Det kan du ikke gøre. Nej, nej, nej, nej. Hvad der sker på banen, bliver på banen,« husker Asprilla, at han svarede manden.

Den skydegale mand døde selv i 2004, efter han var involveret i narkorelateret skyderi.

Faustino Asprilla er i dag 50 år gammel og var i 90'erne blandt sit lands mest scorende fodboldspillere.

Han nåede i løbet af sin karriere at spille i klubber som Parma og Newcastle.

Den dramatiske situation viser med al tydelighed, hvor alvorlig situationen var i blandt andet 90'erne, når sydamerikanske land krydsede klinger på fodboldbanen.

På det tidspunkt gik der blandt andet mange historier om, hvordan magtfulde narkobosser så som Pablo Escorbar var stærkt involveret i netop fodbold.

De fleste husker nok et af de mørkeste kapitler i fodboldhistorien fra 1994.

Her blev den colombianske forsvarsspiller Andres Escobar skudt og dræbt foran en bar i Medellin, efter han lavede et selvmål ved VM, der sendte Colombia ud af slutrunden.