Wes Andersons hotel byder ikke på meget bag sin magiske facade

Flotte billeder og skæve eksistenser flyder lækkert i Wes Andersons nye film »The Grand Budapest Hotel«, men hvad man på et dybere plan skal bruge den til, forbliver lidt af en gåde.

Paul Schlase, Tony Revolori, Tilda Swinton og Ralph Fiennes i den visuelt mageløse »Grand Budapest Hotel«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Wes Anderson er en billedmager i absolut særklasse. I hans nye film »The Grand Budapest Hotel« befinder vi os på et art deco-agtigt hotel i et imaginært Østeuropa engang i 1930erne. Der er en krig under opsejling, og vi stifter bekendtskab med et mylder af mere eller mindre mystiske personligheder, som skiftevis skygger hinanden, skuler til hinanden og skyder på hinanden.

I en rammehistorie fortæller hotellets ejer (F. Muray Abraham) historien om, hvordan han i sin tid fik hotellet; et hotel, der har set bedre dage. Beretningen er en røverhistorie, som i Wes Anderson-fans øjne formentlig vil have nærmest episke dimensioner, men som på os andre kan virke lidt kedelig i længden.

Ralph Fiennes spiller en verdensmand af en concierge, der lærer en ung udgave af hotellets ejer, hvordan man bliver en god piccolo. Historien fortælles pudsigt nok i det gamle firkantede 4:3-format og ikke i bredformat, der formentlig godt kunne give Andersons prægnante stil lidt flere udfoldelsesmuligheder.

Wes Anderson er filmformens mand, der sætter scenografi og fotografi foran manuskriptskrivning. Der er en del magiske montager undervejs. Pludselig flygter en håndfuld fanger fra et fængsel i lige så smuk en stil som gennemøvet synkronsvømning set fra oven.

Anderson kan noget med det musikalske i gentagelserne, og han har flair for design. Finurlige cykelstyrsskæg, kostumer der har fået en ekstra teateragtig drejning og gennemført makeup. Men lidt for ofte går billedsekvenserne i tematisk tomgang. Intet er tilfældigt i kompositionen af billederne, men meget er til gengæld ligegyldigt i forhold til handlingen, og derfor virker instruktørens stil efterhånden bedst i kortfilmsformat.

Svært at blive ved med at måbe

Da Wes Anderson viste os sin dybt personlige stil i film som »Rushmore« og »The Royal Tenenbaums« for 10-15 år siden, var det imponerende friskt gået at ruske op i det visuelle udtryk i biograferne og samtidig turde være skæv og stillestående, når det gjaldt indholdet.

Efterhånden som han er blevet ved på samme måde i film som for eksempel »The Lifa Aquatic of Steve Zissou« og »The Darjeeling Limited«, er det dog svært at blive ved med at måbe.

Helt galt gik det i 2012 med den manierede og prætentiøse »Moonrise Kingdom«.

Hvis man keder sig for meget undervejs, kan man selvfølgelig altid gå på opdagelse i de mange kendte skuespillere, der gemmer sig i både store, små og bittesmå roller.

Der er mindst 20 verdensnavne at få øje på. Wes Anderson er så populær i skuespillerkredse, at han kan få selv de største til at være med i blot få sekunder, hvilket er nok til at sikre sig god plads på et af filmens stillbilleder.

Og »The Grand Budapest Hotel« er lige netop en af den slags film, hvor stillbillederne er mere interessante end selve filmen.

Hvad personerne i filmen løber rundt efter er dybest set ligegyldigt, det centrale er, hvordan de gør det. Men er det nok? Nej, egentlig ikke, og hvis ikke det var for de visuelle vitaminer i »The Grand Budapest Hotel«, ville man gå desorienteret og desillusioneret ud af biografen.

Hvad: »The Grand Budapest Hotel«.

Hvem: Instruktør: Wes Anderson. Medvirkende: Ralph Fiennes, F. Murray Abraham, Bill Murray.

Hvor: Premiere over hele landet.