Ny film fra filmbranchens sære snegl

Amerikanske Wes Anderson laver film så personlige og umiddelbart genkendelige, at de nærmest danner en genre i sig selv. Samtidig bliver han ved med at videreudvikle og forfine sin særlige stil fra film til film, senest i »Grand Budapest Hotel«.

Wes Anderson er aktuel med filmen "The Grand Budapest Hotel". Foto Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Wes Anderson elsker hoteller. Jo mere dekadente, jo bedre. Derfor virker det kun passende at møde ham på det nyrestaurerede d’Angleterre, der med sine forgyldninger og lyslilla tapeter passer perfekt til en samtale om »Grand Budapest Hotel«, Wes Andersons seneste film, der foregår i Europa, på et elegant hotel i 1930ernes Zybrowka – en fiktiv østeuropæisk republik. Opkaldt efter et polsk vodkamærke, for Wes Anderson finder inspiration i de mindste detaljer.

»Hoteller er sådan nogle helt fantastiske systemer fyldt med små historier og styret af en form for familie. Der er næsten en hel sub-genre inden for film, som foregår på hoteller. Det er en form for mikrokosmos, der er godt at fortælle historier i,« siger Wes Anderson.Netop ordene »familie« og »mikrokosmos« er nøgleord i Wes Andersons værk. Om vi befinder os på et hotel, et tog i Indien, på et skib eller på en øde strand på flugt fra voksenlivets regler, er Wes Anderson beskæftiget med at udforske de små verdener i den større. Hans udgangspunkt er altid karaktererne, der enten flygter fra traditionelle familiemønstre eller prøver at skabe nye alternativer, dernæst det univers, de befinder sig i – og først derefter selve historien. Som han selv siger:

»Mine historier opstår stille og roligt. Jeg ser aldrig hele filmen for mig på én gang.«

I »Grand Budapest Hotel« møder vi hotelportieren Mr. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, der altid har gjort en dyd ud af at yde den allermest udsøgte service. Især er han kendt for, i al diskretion naturligvis, at yde en ekstra service for de mange ældre enker, der af samme grund ynder at frekventere etablissementet. Da en af dem dør og efterlader Gustave H. et særligt værdifuldt maleri, får han hendes griske – og morderiske viser det sig – børn på nakken og må flygte gennem et Østeuropa på randen af Anden Verdenskrig. »Grand Budapest Hotel« er både en komedie og et eventyr om jalousi, forbrydelser og kærlighed – men under overfladen også et drama, hvor ondskaben lurer i familien, og noget der minder om nazisme kaster mørke skygger over et Europa, der langsomt er ved at krølle sammen i hjørnerne.

»Det var faktisk ikke noget, jeg bevidst tænkte over, da jeg lavede filmen,« forklarer Wes Anderson. »Men nu, jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at der er en form for voldelighed gennem hele filmen, som jeg ikke rigtigt har haft i mine film før. Jeg tror, at det udspringer af, at den verden, som mine karakterer bor i, er begyndt at angribe sig selv. Der er noget barbarisk, som er ved at overtage civilisationen, og det var måske der, jeg uden egentlig at beslutte mig for det, fandt balancen mellem lys og mørke.«

Forklaringen – hvis man da kan kalde den en sådan – er typisk Wes Anderson. Egentlig vil han helst slet ikke forklare sine film. Han vil hellere bare stille dem til rådighed for tilskuerens fortolkning. Give plads. »Og så ellers pakke min taske og tage den med videre til det næste projekt,« som han udtrykker det.

»Grand Budapest Hotel« er ikke alene Wes Andersons første film, der foregår i Europa, det er også hans første periodefilm. Filmen har været længe undervejs. De første ideer blev nedfældet af Wes Anderson og hans gode ven Hugo Guiness for otte år siden, men det var som om, at de længe ikke kunne finde deres form.

»Før vi overhovedet havde historien eller karaktererne, dengang for otte år siden, var der kun én ting, jeg vidste, og det var, at jeg gerne ville lave en Europa-film. En film om Europa, der foregik i Europa. Hvad det så mere konkret betød, havde jeg ingen anelse om på det tidspunkt,« siger Wes Anderson, der har en lejlighed i Paris, hvor han tilbringer flere måneder om året og ynder at gå på jagt i byens mange boghandlere.Her faldt han en dag over den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman »Forvandlingens rus«, om en fattig pige, der bliver hidkaldt til et fornemt schweizisk hotel, hvor hendes tante giver hende en make-over og præsenterer hende som en stor society-skønhed.

Historien og ikke mindst Stefan Zweig fascinerede ham.

»Jeg havde aldrig læst Zweig før for seks-syv år siden, og han gjorde stort indtryk på mig. Jeg fik den idé, at jeg ville lave noget, der på en eller anden måde havde med ham at gøre. Det endte med at blive en film om enden på det historiske Europa, der udviklede sig til et vist punkt og derefter blev tilintetgjort i det, Stefan Zweig kalder »Europas selvmord«,« siger han og fortsætter:

»Noget af det, der inspirerede mig, var hans stemme som forfatter. Han har en meget stærk stemme og en fortællestil, der er traditionel, lidt gammeldags og fyldt med eventyr, men som også er psykologiske historier fyldt med kompleksitet, forvirring og alle mulige ting, der alt sammen udspringer fra ham. Personerne i hans historier observerer manier og plagede mennesker, men faktisk var det ham selv, der både var det plagede menneske og den, der observerede. Han er til stede i alle lagene,« siger Wes Anderson. Tilsyneladende ikke bevidst om, at han i virkeligheden lige så godt kunne beskrive sig selv og sine egne værker; kunstneren der i både bogstavelig og overført betydning er til stede i alle lag af sin komplekse og til tider forvirrende fortælling.

Wes Anderson skriver, klipper, instruerer og rollebesætter selv sine film, og han har også skrevet enkelte sange, men altid i samarbejde med udvalgte partnere. »Grand Budapest Hotel« er skrevet i samarbejde med vennen Hugo Guiness, og hovedpersonen Gustave H. er baseret på en af deres fælles venner, der fik så stor medbestemmelse over rollen, at han kunne finde på at nedlægge veto mod replikker, »for sådan ville jeg ikke sige det.« Wes Anderson er så bevidst om, at han ikke skaber sine film alene, at han som regel bruger et kollektivt »vi« i stedet for »jeg«, når han omtaler processen. Måske derfor vender hans faste skuespillere tilbage gang på gang, også selvom det kun er i ganske små roller.

»Grand Budapest Hotel« myldrer med kendte ansigter fra Wes Andersons øvrige film, Bill Murray, Owen Wilson, Jason Schwartzman, Adrien Brody, Jeff Goldblum og Edward Norton – foruden alle de nye: Jude Law, Tilda Swinton, Harvey Keitel, Willem Dafoe og Ralph Fiennes.

»Jeg har aldrig før lavet en film med så mange personer,« siger Wes Anderson og tænker sig lidt om: »Ved du hvad... jeg tænkte faktisk lidt på Charles Dickens, da vi skrev historien. Det er noget med, at der er skurke, familie og formuer på spil – det hele er sådan lidt Dickens-agtigt! Dickens’ personer er på en måde også karrikaturer, der er lidt overdrevne og på ingen måde diskret tegnet, men samtidig har en komik, dybde og umiddelbarhed, som jeg rigtigt godt kan lide.«

En af hemmelighederne bag Wes Andersons skuespillertække er ifølge ham selv, at han giver skuespillerne plads.

»Jeg er ikke den, der siger »nej, gør som det er skrevet,« hvis de prøver at gøre noget, der ikke står i manuskriptet. Men når det er sagt, så siger de som regel ikke noget, der ikke er i manuskriptet. Replikkerne er altid udgangspunktet.«

Wes Anderson er kendt – og berygtet – for at optage de samme scener mange gange, parat til at fange det magiske øjeblik, hvor alt er præcis, som han gerne vil have det.

»Fordi vi laver så mange optagelser, bliver der eksperimenteret og øvet meget, mens vi filmer. Faktisk kan man sige, at vi improviserer alt andet end ordene... på en måde,« siger han på sin helt særlige tænksomme måde, der giver indtryk af, at han finder ordene, mens han taler. Som om hver tanke er ny og uprøvet:

»Sommetider har vi fastlagt en bestemt rækkefølge, men hvordan de gør det, er noget, jeg bare venter på skal udfolde sig foran mig.«

»The Grand Budapest Hotel« har dansk premiere torsdag 27. marts.

Pushkin Press har udgivet en antologi over de udvalgte værker af Stefan Zweig, der har inspireret Wes Anderson til filmen »The Society of Crossed Keys – inspiration for the Grand Budapest Hotel«.