Verden vil have danske filminstruktører

Nicolas Winding Refn og Bille August er blandt de danske filminstruktører, der skal instruere udenlandske film i de kommende år.

Nicolas Winding Refn skal instruere amerikanske biljagter. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP

Dogmefilm er ikke det eneste Danmark kan eksportere. De danske filminstruktører er også efterspurgte af de udenlandske filmselskaber, hvilket fremgår af flere markedskampagner under filmfestivalen i Cannes. Den danske instruktør Nicolas Winding Refn, der allerede har instrueret den engelske film "Bronson", skal instruere en kommende biljagtsfilm med titlen "Drive" der koproduceres af filmselskaberne, Marc Platt Productions, OddLot Entertainment og Bold Films. Bag rattet i filmen sidder filmstjernen Ryan Gosling, der spiller en stuntman der dobbeltjobber som chauffør for bankrøvere.

"Drive" er en film, der vil bringe mindelser om tidlige biljagtsfilm som "Bullit" og "French Connection", " lover producent Marc Platt, der kalder Nicolas Winding Refn for en af nutidens mest hårdtslående instruktører til filmbladet Screen Dailys internetudgave.

Samtidig skal Danmarks internationalt anerkendte instruktør Bille August skal sidde i instruktørstolen, når optagelserne til filmatiseringen af romanen  "Nattog til Lissabon" begynder i starten af næste år. Det fremgår af filmbladet Screens Cannes-udgave, der udgives dagligt i løbet af filmfestivalen i Cannes.

Bille August, der blev Oscarbelønnet for sin filmatisering af Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobreren", skal lave filmen for det franske filmselskab PTZ International, der ledes af Perrine Teze. Filmen produceres af scweiziske Peter Reichenbach, hvis seneste film var en dokumentarfilm om Johnny Cash’ koncert i Folsom-fængslet. Den filosofisk anlagte "Nattog til Lissabon" blevet en storsælger for forfatteren Pascal Mercier i 2004, og handler om en litteraturprofessor der rejser til Lissabon for at opsøge en mystisk forfatter, hvis fortællinger han læser under togrejsen.

Andre danske filminstruktører der for nylig har dirigeret udenlandske filmstjerner er Lone Scherfig, der netop har haft dansk premiere på sin engelsksprogede "An Education" med blandt andre Carey Mulligan på rollelisten, samt Susanne Bier, der instruerede Halle Berry i filmen "Things we lost in the fire".

Ifølge filmredaktør Christian Monggaard er det ikke et tilfælde, at udlandet og især Hollywood går på jagt efter de danske instruktører.

"Hollywood leder altid efter nye ideer, og når man der ser europæiske instruktører, der kan noget anderledes med deres film, er deres første tanke, at importere dem til at lave amerikanske film. Desværre sker der ofte det, at den samme kant og originalitet, som fik europæerne til USA, bliver filet af, når de havner i hænderne på amerikanske filmproducenter, der har større indflydelse på det kunstneriske end man har tradition for i Europa," siger Christian Monggaard, der nævner den tyske instruktør Wolfgang Petersen ("Das Boot") og den svenske Lasse Hallström ("Chocolat") som europære, der i dag laver mere gennemsnitlige film i USA.

Sidstnævnte Lasse Hallström er blandt andet blevet hyret til at lave filmen "The Danish Girl" med Nicole Kidman i rollen som den danske maler Einar Wegener, der som den første i Verden fik foretaget en kønsskifteoperation.