Skurkens håndlangere er stukket af

Fire store stjerner til tre små filurer i »Minions«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med Pierre Coffins »Minions« har de små gule væsner fra de to film om »Grusomme mig« fået deres eget eventyr. Vi møder nogenlunde fornuftige Kevin, oprøreren Stuart og uregerlige Bob i London i 1968, hvor de leder efter en skurk at tjene. Det er nemlig deres opdrag, og i »Minions« ser vi, hvad der skete, før vi mødte dem, som vi kender dem i »Grusomme mig 1 og 2«.

 

De små væsner er muntre, uregerlige og taler et meget charmerende volapyk-sprog, sat sammen af ord fra både engelsk, spansk og italiensk. På én gang uforståeligt og alligevel let at aflæse. Med dens læssevis af popkulturelle henvisninger er »Minions« også langt mere åben end den gennemsnitlige Dreamworks-animationsfilm. Væsnerne svinger simpelthen billedmusikalsk, og de gør det til musik af både The Kinks, Jimi Hendrix, The Rolling Stones og The Beatles. Vi har at gøre med inspireret nonsens med både de sædvanlige ligegyldige konfrontationer mellem skurke og helte og adskillige perlefund som for eksempel tre beefeaters´ stripnummer på Tower of London.

 

Hvad: Minions.

Hvem: Instruktør: Pierre Coffin. Danske stemmer: Stine Stengade, Lars Mikkelsen, Xenia Lach-Nielsen.

Hvor: Premiere over hele landet.