Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
En meget stor del af Mel Gibsons »Apocalypto« handler om, at en blåmalet mand bliver forfulgt gennem en jungle af rasende indianere.
Vi befinder os altså temmelig langt væk fra de spirituelle og sakrale elementer i instruktørens foregående film, »The Passion of The Christ«, men »Apocalypto« rummer dog også såvel monumental lidelse som et religiøst indslag i form af de gamle maya-indianeres forkærlighed for at ofre mennesker til guderne. At ypperstepræsten skærer den ofredes hjerte ud og holder det triumferende i vejret, mens en medhjælper hugger hovedet af offeret, siger en del om filmens småsadistiske forkærlighed for det makabre. Så er man advaret.
Handlingen er, skønt den foregår i 1500-tallet og har dialog på maya-sproget, ret enkel og ikke specielt etnisk inspireret. En venlig og munter indianerstammes landsby bliver overfaldet af blodtørstige krigere, der enten slår beboerne ihjel eller tager dem som slaver og fører dem gennem urskoven til et vældigt kompleks af templer, hvor de morbide ofringer foregår. Det tager alt i alt temmelig lang tid, men resten af historien tager endnu længere.
Blandt slaverne er den unge mand Jaguar Paw, som under overfaldet på landsbyen når at skjule sin gravide kone og lille søn i en dyb grotte, og som siden med et mirakuløst kvantum held - han reddes først af en solformørkelse og siden af en gigantisk sort jaguar - flygter fra de grumme fjender og skarpt forfulgt sætter kursen hjemad via gigatiske vandfald, lurende kviksand og talrige andre forhindringer. De går heldigvis værre ud over hans forfølgere end over ham, for Jaguar Paw viser sig at være maya-folkets svar på Rambo og er med andre ord en ganske traditionel actionhelt.
At bruge ordet traditionel om en i det ydre så usædvanlig film føles lidt underligt, men ikke desto mindre fortæller »Apocalypto« bag sin farvestrålende eksotiske overflade en velkendt og kommercielt konstrueret historie om den gode, tapre eners heroiske kamp mod den onde, overtallige fjende.
Overfladen er til gengæld imponerende og gør filmen til et antropologisk unikum - eller en etnografisk kuriositet, om man vil - idet der tydeligvis er investeret kolossale anstrengelser i at skabe et overbevisende tidsbillede (skønt de færreste af os jo kan vurdere graden af autenticitet). Massescenerne omkring de pyramidalske templer med menneskeofringerne er så storslåede og spækkede med dynamiske detaljer, at det bliver demonstrativt opfindsomt, og indianerne er frygtindgydende væsener så fyldt med bizarre piercinger og tatoveringer, at det må dupere selv den skrappeste punker.
De medvirkende er selvfølgelig autentiske indianere og agerer helt tilforladeligt, og »Apocalypto« gør bestemt indtryk som spektakulært og højdramatisk epos. Men den reducerer samtidig en epoke og et folkeslag til pittoresk staffage for en effektjagende spændingshistorie og er dermed ikke nær så original indvendig, som den giver indtryk af udvendig.
På sin vis kan det siges at være til filmens fordel, for hvis man fandt det lovligt opslidende at følge Jesu prædestinerede martyrium i »The Passion of The Christ«, vil man uden tvivl føle sig bedre underholdt af »Apocalypto«. Og vi kan jo immervæk bedst lide, at helten overlever til slut.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
