Der er ingen helte og ingen skurke i Susanne Biers 'Hævnen'. Kun to sæt forældre, der prøver at navigere i deres egne komplicerede liv og i forvirringen lader deres børn i stikken.
Svenske Mikael Persbrandt spiller lægen Anton, der arbejder for Læger Uden Grænser og derfor næsten aldrig er hjemme. Det, og et afsluttet sidespring, har ført til krise i ægteskabet med Marianne (Trine Dyrholm). En krise der går ud over sønnen Elias, der slutter sig til kammeraten Christian, der har lige så store problemer: han har mistet sin mor, og kan ikke kommunikere med sin sorg- og skyldplagede far (Ulrich Thomsen).
Mikael Persbrandt har tidligere haft stor succes med at spille utilpassede karakterer, rødder og mænd med farlige skyggesider. I 'Hævnen' er han castet mod typen som den bløde humanist Anton.
»Alle filmens karakterer er mennesker, der drives imod at tage et valg. Ikke nødvendigvis et livsvigtigt valg, men et valg, der forandrer deres syn på livet. Afgørende hændelser som dem de fleste af os har i vores rigtige liv,« siger Mikael Persbrandt og forklarer, at hans karakter, Anton, adskiller sig fra mange af de karakterer, han tidligere har spillet, ved ikke på nogen måde at være ekstrem.
»Der er ikke noget udtalt sort hul i karakteren. Han er ikke psykopat, han er ikke voldsmand, han er ikke kriminel eller politimand. Han er en læge med et ganske lyst syn på livet, og han vælger altid det gode. Også selvom det ikke altid er sådan, det kommer til at gå. Hvilket vel er dilemmaet,« siger Mikael Persbrandt, der ikke har spor imod at lægge roden på hylden lidt.
»Jeg har lavet over 50 film og er kommet i den alder, hvor man begynder at spille de voksne. Fædrene. Det er rart, synes jeg,« siger 46-årige Persbrandt, der også i det virkelige liv er blevet far til sønnerne Igor på fire og Åke på et år.
»Jeg har lavet mange film, der handler om pistoler og politijagter, og dem laver jeg stadig, men jeg kan godt lide vekselvirkningen mellem populærunderholdning og kunst, drama og teater. Jeg synes, det er sundt. Og når man nu har mulighed for begge dele, så synes jeg, at man er meget privilegeret.«
