I de første billeder i »Side Effects« er der blod på gulvet, hvorefter tiden skrues tre måneder tilbage. Man ved således, at der er mord i luften, men det gør ikke Steven Soderberghs overraskende film mindre spændende. Første del er en kritik af medicinalindustrien, men gradvist tager en film noir overhånd. Film noir-begrebet bruges om kriminalfilm, hvor stemningen er dyster, og de fleste af hovedpersonernes skæbne er sort.
Rooney Mara spiller Emily, hvis mand (Channing Tatum) netop har været i fængsel i fire år for insiderhandel. Hun plages af angstanfald, og kører blandt andet durk ind i en væg. Nærmest med vilje. En psykiater (Jude Law) anbefaler hende en ny type medicin, men den har angiveligt bivirkninger. I hvert tilfælde slår Emily pludselig sin løsladte mand ihjel, og spørgsmålene hober sig op. Der er ikke megen tvivl om, at hun førte kniven, men var det under indflydelse af medicinen? Psykiateren kommer i pressens søgelys, og mens kritikken af hans ordinering af medicin stiger, går han i gang med at efterforske sagen for at redde sit eget skind.
Alsidig instruktør
Steven Soderbergh er en af Hollywoods mest originale og alsidige instruktører med en produktiv skyd-på-det-hele-attitude. Ofte med et højt niveau som i »The Limey« og »Haywire« og andre gange med løsere skud som en remake af »Solaris« og »Full Frontal«.
»Side Effects« ligger i den helt gode ende, fordi Soderbergh har fået fat på et nuanceret manuskript, hvor objektivet skifter flere gange undervejs, uden det går ud over spændingskurven. Først tror man, at medicinalindustrien står for skud, men gradvist tager kriminaldelen af filmen over. Usandsynlighederne i opløbet – som for eksempel det faktum, at psykiateren trods kritikken stadig kan være Emilys læge – ødelægger ikke de frydefulde dele af spændingen.
Instruktøren har samtidig blik for store skuespillerpræstationer. Catherine Zeta-Jones i et intenst mini-comeback som Emilys forrige psykiater, Jude Law med endnu et skridt ind i det seriøse rollefag og væk fra pretty boy-æraen og Rooney Mara (fra den amerikanske udgave af »Mænd der hader kvinder«) som en dybt foruroligende tilstedeværelse. Hun ligner Julia Ormond med en langt mere intelligent udstråling.
»Side Effects«’ første bivirkning er, at man vil se filmen igen, og derefter får man lyst til at dykke ned i filmhistorien og se stribevis af film noir fra 1940erne og 1950erne. Og hele Alfred Hitchcocks bagkatalog.
