Det knap så dejlige landliv

34-årige Alice Rohrwacher gør i den grad op med den romantiske forestilling om livet på landet i »Miraklerne«, der serverer barsk socialrealisme med et lillebitte strejf af magisk realisme.

34-årige Alice Rohrwacher er i den grad en instruktør, der er værd at holde øje med. Her er det hendes søster, skuespilleren Alba Rohrwacher, som moderen der prøver at holde sammen på sin familie i krisetid. Fold sammen
Læs mere

Mirakler er som regn over en tør sommermark; ikke noget man nødvendigvis kan fremkalde, lige meget hvor meget man håber på det.

Det må 12-årige Gelsomina sande. Hun bruger dagene på at arbejde på familiens nedslidte landsted, ikke mindst med at producere honning under usle og uhygiejniske forhold – den tilsyneladende eneste indtægtskilde for familien, der tæller mor, far, fire søstre og familiens ven Coco. Men så ankommer et omrejsende TV-show til området, med lovning på en kæmpe pengepræmie til dem, der kan fremvise det bedste lokale produkt. Uden at sige noget til sin far, tilmelder Gelsomina familien, sikker på at honningen, bakterier eller ej, er sød nok til sejr. Men hun har muligvis undervurderet, hvad der skal til for også at blive en vinder i samfundets øjne. Er honningen mon sød nok til at skjule stanken af desperation?

En personlig historie

Den 34-årige Instruktør Alice Rohrwacher er selv opvokset i området mellem Toscana og Umbrien, hvor filmen foregår, og ligesom Gelsomina er hun datter af en italiensk mor og en tysk far, der arbejdede med biavl. Det er altså en meget personlig historie, hun her fortæller, og det fornægter sig ikke. Hverken i den både barske og intime fremstilling af familiens liv, eller i den til tider næsten ubehageligt sansemættede fremstilling af gården og dens omgivelser; Luften er hed og lige så tæt som sværmen af bier omkring familiens landsted, og grænserne flyder som honningen i det vaklende landimperie, hvor faderen vakler rundt i underbukser som en anden højtråbende kejser, der endnu ikke har opdaget, at han ikke har noget tøj på. Børnene arbejder tilsyneladende fuldtids i honningproduktionen og krymper sig i skræk for den fædrene hævn, hvis de lader honningspanden flyde over. Myndighederne truer med at lukke geschäften og spændingen er til at tage og føle på, uanset om den bliver udtrykt på tysk, italiensk eller i tavse blikke. Alice Rohrwacher har en særlig evne til at suge sine tilskuere ind i filmen, så vi føler solen brænde på næseryggen og den hengemte lugt i udhusene. Hun er godt hjulpet af fotograf Hélène Louvart (der også stod for billedsiden i Wim Wenders underskønne »Pina«), der har valgt at fotografere på 16mm film, hvilket er med til at give følelsen af at få indblik i en verden, hvor tiden står lige så stille som luften. For »Miraklerne« er ikke bare et portræt af en familie, men i lige så høj grad et portræt af et sted og af en verden af i går, der kæmper for ikke at blive tromlet ned af fremskridtet, der truer med enten at lægge den norditalienske landegn øde eller tvinge beboerne ind i mere konforme, kommercialiserede og kontrollerbare rammer med plantegift og landbrugsregulativer.

Hvad: »Miraklerne«.

Hvem: Instruktør: Alice Rohrwacher. Medvirkende: Maria Alexandra Lungu. Alba Rohrwacher

Hvor: Premiere over hele landet.