Kunsten at finde melodien igen

Danske Birgitte Hjort Sørensen får sin amerikanske spillefilmsdebut som sexet tysk acapella-sanger i »Pitch Perfect 2«.

Der er fuld knald på Birgitte Hjort Sørensens sceneoptræden som tyske Das Kommissar - her sammen med Flula Borg. Det ser i den grad ud som om, hun har haft det sjovt undervejs. Fold sammen
Læs mere

Acapella-komedien »Pitch Perfect« var en af de mest positive overraskelser i filmåret 2012. Den lille vellykkede perle af en ungdomskomedie om noget så overset som acapella-sang, grovhittede med sine kække oneliners, smittende energi og musikalitet.

Den form for succes skal selvfølgelig forsøges gentaget – men det lykkes kun delvist med »Pitch Perfect 2«, der har masser af gode grin og smarte oneliners, men hæmmes at lidt for mange fortællemæssige svinkeærinder og et generelt niveau af overspil, der slet ikke var at finde i etteren.

»Pitch Perfect 2« starter med en katastrofe for acapella-gruppen The Barden Bellas. Under en fødselsdagsoptræden for præsident Obama revner Fat Amys dragt – og afslører, at hun ikke har noget undertøj på under. The Barden Bellas falder i øjeblikkelig unåde og bliver pillet af deres igangværende USA-tour og erstattet af de europæiske mestre, tyske Das Sound Machine, der tromler ind på scenen i læder og netdragter – og energiske, karismatiske Birgitte Hjort Sørensen som forrygende frontfigur. Sidste chance for The Bellas er at vinde verdensmesterskabet i København. En umulig opgave, hvis ikke The Bellas formår at genfinde deres oprindelige lyd og sammenhold.

Hovedtemaet i »Pitch Perfect 2« er ikke at lade succes stige dig til hovedet, men i stedet huske, hvem du er – et tema med langtfra den samme genkendelighed og gennemslagskraft som etterens identitetsrejse. I stedet føles filmen lidt for ofte som en række lettere løsrevne scener nødtørftigt bundet sammen med en tynd rød tråd.

Mange gode grin

Det er dog ikke ensbetydende med, at den ikke er sjov. Der er rigtigt mange gode grin i »Pitch Perfect 2«, der fortsætter den grovkornede men varmhjertede humor fra etteren. Ikke mindst kommentatorparret Gail og John har fået gode replikker – måske fordi Elizabeth Banks, der spiller Gail, instruktørdebuterer med filmen.

Verdensmesterskabet foregår i København, og som dansker er det lidt morsomt at se Nyhavn kopieret ind i en helt anden by, og skilte på pladsen der siger »Sécurité« og »Veiligheit« – det sidste skulle vist nok være »venlighed«, oversat fra »hospitality«.

Hvad: »Pitch Perfect 2«.

Hvem: Instruktør Elisabeth Banks. Medvirkende: Anna Kendrick, Birgitte Hjort Sørensen.

Hvor: Premiere over hele landet.