Selv om han er Danmarks dygtigste headhunter, bliver den tidligere journalist Martin Vinge ret hurtigt reduceret til en spurv i tranedans, da han vikles ind i en magtkamp i den vældige Sieger-koncern.
Det er den aldrende patriark N. F. Sieger, der i første omgang hyrer Vinge til at finde sig en efterfølger, for den magtfulde mand vil ikke have sin egen søn Daniel som afløser i virksomheden. Vinge skal hurtigt og diskret fremskaffe kvalificerede alternativer, men den velunderrettede Daniel har sine egne planer, og snart bliver det ganske vanskeligt at afgøre, om Vinge arbejder for faderen eller for sønnen. Luften er tung af intriger, skræmt paranoia er helt på sin plads, og Martin Vinge er ekstra meget i knibe, fordi hans alvorligt syge søn ligger på et privathospital og fungerer som en slags gidsel for Sieger-folkene.
Ligheden mellem deres kolossale koncern og virkelighedens A. P. Møller er slående, men den påfaldende parallel skal næppe overfortolkes. I deres manuskript har instruktøren Rumle Hammerich og hans medforfatter Åke Sandgren simpelt hen haft brug for en meget stor og meget topstyret virksomhed, og så har det været nærliggende at finde forbilledet på Esplanaden, hvor filmen også har fundet en del af sine stemningsfulde, lettere futuristiske og skræmmende imposante locations.
»Headhunter« er en thriller, hvis handling flot formår at være spændende uden at ty til fortærskede virkemidler som biljagter og skyderier. Et enkelt imponerende realistisk slagsmål rummer filmen ganske vist, men ellers baserer spændingen sig på den nagende uvidenhed om, hvem der egentlig har konstrueret det skakspil, som Martin Vinge bliver en brik i – uden at kunne forudsige næste træk og uden at kunne gennemskue spillereglerne.
Det er klassisk thriller-materiale yderst kompetent håndteret af Rumle Hammerich, der som tidligere dramachef på Danmarks Radio og direktør på Nordisk Film kender magtens korridorer indefra og med »Headhunter« har lavet sin suverænt bedste film til dato. Den er mørk, sammenbidt og målrettet, den holder sig fra distraherende digressioner, den undgår modsat mange andre thrillere et alt for tydeligt præg af konstruktion, og som Martin Vinge har den i Lars Mikkelsen en skuespiller, der bedre end nogen anden i landet fremstiller kølig intelligens og benhård selvkontrol. Han er fremragende.
Det samme er den prægtige Henning Moritzen som den godfather-agtige N. F. Sieger, mens Charlotterne Munck og Fich smukt varetager de vigtigste kvinderoller. Og bag kameraet har Rumle Hammerich haft eminente medarbejdere – Jacob Groths musik er som vanligt fyldigt atmosfærisk, og den mesterlige fotograf Dan Laustsen har formet filmen i kolde, gråblå billeder fyldt med stål og glas. Storkapitalens verden er ikke varm eller venlig, og meget typisk taler gamle Sieger om nødvendigheden af en »ny moral«, der er noget helt andet end en »god moral«.
Dog er »Headhunter« intet antikapitalistisk manifest. Den er en spændingsfilm om en mand, der havner i et voldsomt moralsk dilemma, og som sådan fungerer den knivskarpt og uden slinger i valsen.
