Marco Polo-nostalgi og Italia First – derfor byder italienerne sig til over for Kina

Bekymring i Bruxelles og vrede i Washington. Italien har allerede betalt en høj politisk pris og uden garanti for økonomisk gevinst. Alligevel kan beslutningen om at melde sig ind i Kinas nye silkevejsprojekt på længere sigt vise sig at være rigtig.

VENICE-LIFESTYLE-CARNIVAL
Skuespillere klædt ud som middelalderlige kinesere under Venedigs karneval i forbindelse med kanalbyens hyldest til sin berømte søn Marco Polo for en del år siden. Nu er Italien klart til at kaste sig ud i et nyt silkevejsprojekt.  Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK HERTZOG/AFP/Ritzau Scanpix

Nu er der bøvl med italienerne igen. Protestregeringen i Rom har under sine blot ti måneder ved magten nået at ryste EUs migrationspolitik samt udfordre eurosamarbejdets budgetdisciplin til det yderste. Og nu er turen så kommet til at gå enegang i forholdet til Kina på det mest ubelejlige tidspunkt.

Netop som man i Bruxelles er slået ind på en hårdere kurs over for den asiatiske gigant, gør Italien klar til som det første store vestlige land at skrive under på en aftale om at melde sig ind i Kinas nye – og kontroversielle – version af middelalderens silkevej under præsident Xi Jinpings officielle besøg, der begynder i dag.

Kan regeringskoalitionen bestående af den højrenationale Lega og Femstjernebevægelsen bare ikke få nok af at provokere EU - samt, i dette tilfælde, ikke mindst USA - eller er der mening med »galskaben«? Her er en forklaring.

Italia first – ma non troppo

Partierne bag den italienske regering er stærkt optaget af at styrke brandet »Made in Italy« og dermed landets traditionelt vigtige eksporterhverv. Og det er præcis det, aftalen handler om, hævder Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, der som minister for økonomisk udvikling har stået for forhandlingerne.

»Aftalen vil gøre det muligt for vores virksomheder at eksportere mere i Kina. Og ligesom jeg forstår Trump, når han siger America First, må han acceptere, når det nu er mig, som siger Italia First,« slog Di Maio forleden fast over for avisen La Stampa.

For Femstjernebevægelsens leder, minister for økonomisk udvikling Luigi Di Maio (tv.), der her lægger planer med premierminister Giuseppe Conte, handler aftalen med Kina om »Italia First«. Og det bliver omverdenen, herunder USAs præsident Donald Trump, nødt til at acceptere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Remo Casilli/REUTERS/Ritzau Scanpix.

Hans koalitionspartner, Lega-leder og indenrigsminister Matteo Salvini, har imidlertid efter hårdt pres fra især USA sørget for, at samarbejde på strategisk vigtige områder som telekommunikation og infrastruktur ikke er nævnt aftaleteksten, hvis endelige ordlyd torsdag aften endnu ikke var kendt, samt for at styrke statens muligheder for om nødvendigt at gribe ind.

Eksporteventyr med lange udsigter

Det såkaldte »memorandum of understanding«, der gør Italien til næste stop på den nye silkevej, er reelt blot en symbolsk overbygning på 30-40 mere konkrete aftaler. En politisk pris, som Kina opkræver for at indgå et tættere økonomisk samarbejde, vurderer Alessia Amighini fra Istituto per gli Studi di Politica Internazionale over for Berlingske.

»Der er et stort potentiale, og jeg håber virkelig, at det vil give resultater, så vi får noget til gengæld for de politiske problemer, aftalen allerede har skabt,« siger Amighini, der leder den italienske tænketanks Asien-afdeling, og fortsætter:

»Men jeg har mine tvivl. Eksempelvis er vores fødevareeksport, som møder mange hindringer, tilsyneladende ikke med i aftalekomplekset. Og der står angiveligt heller ikke noget om at rette op på vores negative handelsbalance.«

Hårdt tiltrængte investeringer

Set fra Bruxelles og Washington er det dog først og fremmest trafikken den anden vej i form af kinesiske investeringer, som vækker bekymring.

Regeringen i Rom minder i den forbindelse om, at Tyskland og Storbritannien de seneste årtier har været langt mere populære indkøbsmål end Italien, uden at nogen har løftet et øjenbryn af den grund. Samtidig ville det være ulovligt at sælge de strategisk vigtige havne i Trieste og Genova til kinesere, sådan som Grækenland har gjort med Piræus, lyder det beroligende.

Italiens infrastruktur er nedslidt, faldefærdig og sine steder direkte livsfarlig. Som her i havnebyen Genova, hvor en motorvejsbro sidste år kollapsede under bilisterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stefano Rellandini/REUTERS/Ritzau Scanpix.

Det er også rigtigt, at det store sydeuropæiske land, der igen befinder sig i recession, og hvor infrastrukturen er nedslidt og faldefærdig, skriger på udenlandske investeringer. Og for lokale beslutningstagere i eksempelvis Trieste ligner planerne om at gøre havnen i den nordøstlige by til kinesisk indfaldsvej til Europa enden på en deroute, der har varet siden afslutningen på Første Verdenskrig.

Igen vil Alessia Amighini imidlertid se den kinesiske manna dale ned fra himlen, før hun tror det: »De kinesiske investorer vil ikke nødvendigvis bruge lokal arbejdskraft og lade italienske virksomheder få del i kagen,« pointerer Asien-eksperten.

Bro mellem øst og vest

Der er med andre ord ingen garanti for kontant afregning her og nu i form af eksportboom og finansielle saltvandsindsprøjtninger.

Et eksempel på »Made in Italy« med succes i Kina. Krydstogtsskibet »Costa Venezia«, der er indrettet med Venedig som tema, skal med plads til godt 5.000 kinesiske turister sejle på en rute mellem Shanghai og Japan.  Fold sammen
Læs mere
Foto: MIGUEL MEDINA/AFP/Ritzau Scanpix.

På længere sigt giver aftalen imidlertid god mening. Det er ikke kun floromvunden sydeuropæisk snak og Marco Polo-nostalgi, når eksempelvis finansminister Giovanni Tria ser aftalen som led i Italiens ambitioner om at bygge bro mellem øst og vest – mellem Kina, EU og USA.

»Aftalen sikrer Italien en central position i Europa, når det handler om forholdet til Kina, og den kan, når Rom og Bruxelles på et tidspunkt igen kommer mere på bølgelængde, bruges til fordel for hele EU,« vurderer Alessia Amighini.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa