Et slidt felt i USA

Det burde være lig med en frisk start. For første gang i et halvt århundrede er USA sikker på at få en præsident, som ikke enten er genvalgt – eller kommer fra posten som vicepræsident.

Men der er noget, som ikke stemmer. For valgkampen starter ikke i dag, den startede for et år siden, og det er ikke et kuld nyslåede politiske lederkapaciteter, der skal dyste i Iowa i dag. Det er derimod et felt, som i alle hjørner allerede forekommer slidt, hver kandidat på hver sin måde. Lad os tage dem fra en ende af:



Hillary Clinton var sådan set slidt fra starten. Slidt op af otte år som præsidentfrue og et halvt årti som senator med det slet skjulte sigte at gå efter præsidentposten. Hun har søgt at erobre midten, hun har styr på sagerne, man ved hvad man får – og det er også lidt problemet. Barack Obama har nu været ung, uerfaren og uden en sikker udenrigspolitisk hånd så længe, at det også har slidt på ham. Og så er han mere venstreorienteret end Clinton, og er alliancen med Oprah Winfrey en gevinst i det lange løb? Det kan man godt tvivle på. John Edwards’ globaliseringskritik forekommer efterhånden lige så slidt, som han selv er efter fire-fem års cirklen omkring Det Hvide Hus. Der er ikke meget nyt at hente der.



Rudy Guiliani er direkte tyndslidt. 11. september kan kun bære selv en fhv. New York-borgmester et vist stykke, og er dommedagsprofetier ikke politik af i går? I den sammenhæng er de seneste skandaler omkring kandidatens privatliv vel kun en biting, selv om de næppe hjælper. Mitt Romney har været republikansk dark horse så længe, at han risikerer at forblive tilbage i mørket, og hvis han klarer det skær, slider diskussionen om hans mormontro ham så ikke op? John McCain er slidt af både alder og flere præsidentvalgkampe, han er slidt af Irak-krigen og en kaotisk valgkamp på de indre linjer. Og Mike Huckabee, det friske republikanske navn for nogle uger siden, er allerede godt kørt igennem, fra hans holdninger til AIDS til hans holdninger til Darwin. Og hvad kan han egentlig levere som præsident, har spørgsmålet allerede lydt de første 250 gange. Svaret er uvist, og det slider på en kandidat. Og Fred Thompson, engang stort konservativt håb? Han er vist næsten holdt op med at føre kampagne ...



Men trods sliddet er det en fest for iagttagere af amerikansk politik, som blæses i gang i Iowa i dag. Det gode spørgsmål er, hvad der skal til, for at de kommende måneder også for alvor bliver politisk interessante og engagerende.

Jeg tror, det afgørende bliver, om en eller to af de ovennævnte kandidater i det intensive forløb, som nu venter, er i stand til at forme et politisk projekt, som for alvor er nyskabende, for alvor sætter en markant og folkelig dagsorden. Som Reagan i 1980 eller Clinton i 1992.

Endnu er det ikke lykkedes for alvor for nogen af kandidaterne, derfor forekommer de slidte og jaget af gamle sager, holdninger og diskussioner.

Vinderen bliver den eller de, der bryder stilstanden og formulerer et amerikansk projekt for det 21. århundrede. Jeg tør endnu ikke gætte på, hvem det måtte lykkes for. Og det er jo også en slags spænding.



tj@berlingske.dk