Lige lovlig sløv åbning af modeugen

Lovechild 1979 åbnede modeugen med et show, der viste afslappet damemode på dansk.

Lovechild 1979. Fold sammen
Læs mere
Foto: Copenhagen Fashion Week
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Modeugen åbnede med Lovechild 1979s show på Rådhuset efter den traditionelle pressekonference, hvor modeugens chef Eva Kruse og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev havde budt velkommen til en af årets vigtigste begivenheder for dansk mode og ikke mindst en vigtig platform til at brande København.

Til det formål var Lovechild 1979, designet af Anne-Dorthe Larsen, der udover den funktion også ejer og driver Nué butikkerne, velvagt.

For mærket repræsenterer med sin æstestik den københavnske, »jamen lad os være lidt store i slaget« -ånd, hvor living is easy, især i sommertiden, hvor man cykler byen rundt, bader i havnen, hænger ud i Kødbyen efter arbejde og det hele i den samme afslappede, men tjekkede, uniform.

At sælge dansk mode handler lige så meget om at sælge den drøm, som om at sælge nogle trøjer. Og det afslappede det mestrer Lovechild 1979.
Her var bløde bukser, stylet med trøjer så lange, at denærmest var kjoler, silketoppe med flæsekanter, lange tunikaer, ofte med bukser under (yes yes, den kører igen!), city shorts og velsiddende nederdele.

Farverne var primært i marine, en skarp blå, en lys karrygul, en skarp gul og en klædelig pudder. Her var et print i gul og blå med store næsten fortegnede valmuer, grafiske mønstre i geometriske former i hvid, blå og gul, lige som der var et med sort bund med kirsebær.

Der var virkeligt fine elementer, smukke velsiddende skjorter, lange tunikaer - især i blå og hvide striber, lange afslappede veste, en meget pæn, tynd vindfrakke i grøn, fine nederdele og en flot, blå frakke, der nærmest var en hybrid mellem en blazerjakke og en kimono.

Men der var også knap så flatterende styles som lange buksedragter, som fik selv de unge, slanke og meget yndige modeller til at se ganske solide ud.

Og måske manglede showet især noget energi, den løse silhuet, de lange løse bukser. De lette stoffer mødte meget lidt kontrast, selv det, der var mere skræddersyet, var stadig ekstremt løst og let.

Lethed er godt, hvis den giver rum til at nydelsen og det ubesværede liv uden for mange formelle regler, men her blev det næsten i glimt sløvt - lidt for meget kunstnerkollektiv med for meget billig rødvin og lidt for lidt københavner liv med improviseret middag på kajkanten.